Uddrag af tale, som udenrigsminister Per Stig Møller (K) holdt ved et seminar i København torsdag den 16. september, arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Udenrigsministeriet
Af Per Stig Møller
Vi lever i en brydningstid, hvor globaliseringen ofte opfattes som en trussel mod det nationale. Men faktisk er det nationale det basale – for det globale. Det er i det nationale, man har sin rod, og derfra man går ind i verden, der hverken kan eller skal holdes ude.
Globaliseringen har bragt os hidtil uset velfærd, både økonomisk, socialt og kulturelt. Men samtidig ser vi også globaliseringens modstrøm bryde stadig tydeligere frem.
Dette sker i form af den velkendte frygt for det moderne og den anmassende omverden, der tidligere førte til nazisme, men nu til en islamisk fundamentalisme og terrorisme med dens voksende trussel om spredning af masseødelæggelsesvåben.
Hvad er de vigtigste prioriteter så i dansk udenrigspolitik i denne ny ramme? Hvordan forsvarer vi Danmarks langsigtede interesser bedst?
Først og fremmest er vi nødt til at møde de nye udfordringer og se dem som det, de reelt er. Vi er nødt til at være dynamiske og foregribende. Men samtidig er vi også nødt til at finde de forskellige svar, som de nye udfordringer skal mødes med.
Det kræver både store visioner og sund pragmatisme. Og først og fremmest kræver det øget internationalt samarbejde og vilje til at se muligheder – for os selv, for Europa og for verdenssamfundet.
I denne forbindelse står Danmark forhåbentlig foran at indtræde som medlem af FNs Sikkerhedsråd fra årsskiftet for en 2-årsperiode. Det vil være en stor udfordring for hele Danmark og Danmarks udenrigstjeneste.
I næste uge tager jeg til New York for ved FNs årlige generalforsamling at cementere og forberede det danske medlemskab.
Verden – med dens mange internationale forsamlinger – er blevet en politisk ”megabørs”. I dag kan man ikke være national uden at handle internationalt. Og man kan ikke handle internationalt uden at have det nationale som udgangspunkt.
Samtidig kan man heller ikke arbejde for det nye Europa uden at indtænke de nye grænseområder for dette Europa.
Vi har alle set billederne på TV: Forfærdede børn i Beslan. Bestialsk myrdede nepalesiske chauffører i Irak. Tilfældigt forbipasserende dræbt i Jakarta. Intet – absolut intet – kan retfærdiggøre disse grusomme handlinger, der åbenbart bliver stadig grusommere for via TV at chokere os og få os til at give efter for terroristerne eller tilpasse os deres formørkede verden.
Godt 3 år efter 11. september må vi konstatere, at terroren er blevet vor tids svøbe. Alene udbredelsen gør den til den altoverskyggende internationale trussel mod vor samfundsorden. I dag må vi se i øjnene, at den internationale terrorisme kan ramme os alle – også i Danmark.
Terroren er rettet mod vore værdier, vort åbne samfund, vore frihedsidealer og vor personlige frihed. Terror er naturligvis ikke et mål i sig selv, men et middel. Et middel til at standse den moderne verden med de vestlige værdier og til at indføre totalitarisme i den muslimske verden.
Fundamentalister og ekstremister har demokratiet som hovedfjende. Derfor ser vi bl.a. mange terrorangreb op til demokratiske valg.
Det skete i Spanien i marts. Sidste torsdag blev den australske ambassade i Jakarta så mål for angreb. Angrebet sættes i forbindelse med både opløbet til 2. runde af det første direkte præsidentvalg den 20. september i Indonesien og det australske parlamentsvalg den 9. oktober. Og i det næste halve år vil vi se terroren i Irak tage til op til de første frie valg nogensinde.
Vi skal bekæmpe terrorismen; uden tøven, uden svaghed, men også uden at kompromittere de værdier, der er bærende for vores samfund. Ellers risikerer vi at miste det, vi vil beskytte.
Det ville jo være den ultimative sejr for terroristerne, hvis vi i vor stræben efter sikkerhed mister det, som er under angreb. Vore værdier om frihed og demokrati må ikke ses som en hæmsko for kampen mod terror, for de er tværtimod vor styrke og bedste våben.
Terrorens intolerance og terroranslagene er nemlig også på paradoksal vis udtryk for svaghed, nemlig den svage parts asymmetriske krigsførelse, hvor der ikke er grænser for, hvor fejt og inhumant man vil opføre sig.
Terrorismen har mange ansigter, men sammen driver de deres dunkle rænkespil.
Vi må ikke drage forhastede konklusioner om en verdensomspændende krig mellem religioner eller civilisationer. Vi må ikke bare lade terror være terror og skære alle angreb over en kam. Forskellige former for terrorisme skal bekæmpes og forebygges med forskellige midler.
Her skal vi skelne mellem den traditionelle terrorisme, som er begrundet i territoriale, nationale eller andre lokale politiske krav, og den nye terror, som er begrundet i ideologi, baseret på skin-religiøse forestillinger om oprettelsen af et nyt pan-islamistisk kalifat.
Vi skal rette fokus i vor langsigtede indsats mod de ideologiske terrorister, for det er fra dem, den største trussel mod Danmark udspringer. Organisationer som al Qaida har Vesten og vore værdier som hovedfjende – det, de frygter mest, er netop demokrati, velstand og personlig frihed. Og netop derfor er disse værdier vort stærkeste våben.
I denne kamp er der 2 faser, der skal igangsættes samtidig, og som bygger på henholdsvis ”hard” og ”soft” power. Terrorister skal stoppes her og nu. Det er en politimæssig, efterretningsmæssig og militær opgave. Terroristernes forsøg på at skabe rekrutter skal kortsluttes ved at skabe langsigtede alliancer med islam og befordre fremskridt i den muslimske verden.
Vi må handle her og nu – og det gør vi.
I Danmark er politiet og efterretningstjenesterne blevet styrket. Vort beredskab er udbygget, så vi er mindre sårbare overfor angreb og bedre i stand til at håndtere konsekvenserne, hvis vi bliver ramt. Samarbejdet i EU er styrket og flere planlagte terrorangreb i Europa er forhindret.
Terroren skal ikke isolere os og standse globaliseringen. Men det er klart, at globaliseringen har gjort det nemmere for terrorister at agere internationalt. Deres brug af internettet gør det muligt at operere i netværk og svært at lokalisere dem fysisk.
Globaliseringen har desværre også styrket rekrutteringspotentialet. Den har synliggjort store uligheder, og den har skabt store frustrationer i befolkningsgrupper, der gennem medierne ved selvsyn kan konstatere, at deres situation og vilkår er ringere end andres. Den frustration kan blive kanaliseret over i ekstremisme og i yderste fald terrorisme.
Social og økonomisk udelukkelse samt mangel på demokrati, retsstat og menneskerettigheder bidrager til politisk radikalisering og religiøs ekstremisme. Store, frustrerede ungdomsårgange uden udsigt til beskæftigelse – uden håb og fremtidsudsigter – vil føre til kolossal uro og give grobund for yderligere fundamentalisme.
Vi så det i Tyskland i 1920erne og 30erne, og i dag har vi disse store årgange i lande som Saudi-Arabien, Iran, Sudan og Egypten samt på Balkan – især i Kosovo. Eksempelvis udgør de unge mellem 15 og 24 år nu over 20 procent af befolkningen i Saudi-Arabien, og dermed ligger uroen lige om hjørnet.
Befolkningsfremskrivninger viser, at der efter 2010 vil opstå lignende forhold i lande som Pakistan, Syrien, Jordan, Libyen, Afghanistan og Oman og i lande syd for Sahara. Så vi ved allerede nu, hvor de næste problemer vil opstå.
Det er en global udfordring at sikre, at de store, frustrerede ungdomsårgange får adgang til globaliseringens fordele, demokratisk medbestemmelse og håb om en bedre fremtid. Det er nu, vi skal sætte ind og vende udviklingen. Ellers vil vi stå med uoverstigelige problemer i det næste årti.
Terrorismen kan kun bekæmpes gennem en langvarig og vedholdende indsats. Hver arrestation, hvert afværget terrorangreb vil kun være som at standse en å og overse en flodbølge. Derfor skal vi holde fast i den langsigtede indsats.
Det er i den erkendelse, at regeringen har lanceret det såkaldte Arabiske Initiativ, hvor vi samarbejder på tværs af grænserne med henblik på at styrke reformprocesserne i de moderate arabiske lande.
Der er udbredt forståelse i de fleste arabiske lande for nødvendigheden af økonomiske og politiske reformer. Denne proces har allerede slået rod i lande som Marokko, Algeriet og Jordan. I andre lande ser vi markante kursskift i samme retning, såsom Libyen, Yemen og Saudi-Arabien, og nu i Egypten. Dette initiativ er i EU udvidet til et Strategisk partnerskab med Middelhavsområdet og Mellemøsten og er nu fulgt op af G8 (verdens 8 stærkeste nationer).
Det handler om at fjerne grobunden for terror og drive en kile ind mellem fundamentalisterne og de moderate kræfter. Det er helt afgørende at skabe en alliance med moderate arabiske og muslimske lande. Samt med moderate muslimske organisationer – også i vore egne lande.
Vi så en stærk reaktion fra en række muslimske lande og organisationer i forbindelse med de seneste gidseltagninger i Irak og ikke mindst på skolen i Beslan, og vi har set det i Frankrig. Vi må strække hånden ud til disse moderate kræfter – og isolere terroristerne. Også med henblik på at de moderate hver for sig kan og vil tage de nødvendige opgør med de ekstremistiske, fundamentalistiske, militante grupper i ”egne” rækker.
Men dette opgør kan de kun vinde i befolkningerne, hvis disse mærker og tror på, at morgendagen bliver bedre end i dag. Tror de, den bliver værre, vil de vende sig fra de moderate, som alligevel ikke ”får noget ud af det” – eller ”gør noget ved det” og foretrække handlingens mænd!
De langsigtede indsatser og tiltag med umiddelbar effekt må gå hånd i hånd. Først da vil vi sikre en varig effekt.
Hvad hjælper det med grænsekontrol og politi, hvis terrorister kan bestikke sig igennem? Hvad hjælper det med domstole, hvis terrorens bagmænd kan undslippe strafforfølgelse? Hvad hjælper specialstyrker, hvis befolkningen ikke har tillid til myndighederne? Derfor skal FNs konventioner og resolutioner mod terror følges, og svage lande skal have hjælp til at efterleve dem.
For Danmark er EU den helt centrale ramme for bekæmpelse af terrorisme. Sammen med de andre EU-lande samarbejder vi om at forebygge, efterforske og strafforfølge terrorhandlinger. EU er også omdrejningspunktet for at styrke kontrollen med vore ydre grænser.
Og med solidaritetserklæringen i den nye traktat vil EU-landene forpligte sig til at træde til med bistand, hvis eet land rammes af terror – om nødvendigt også med militære ressourcer.
Med det forestående danske medlemskab af FNs Sikkerhedsråd får vi en enestående mulighed for at påvirke den internationale indsats mod terrorisme. Danmark har klare prioriteter for vort Sikkerhedsrådsmedlemskab: Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at fremme en fredelig og retfærdig verdensorden.
Vi har ambition om at blive formand for FNs anti-terror komité. Her vil vi arbejde for at forbedre overvågningen af de enkelte landes opfyldelse af FN-resolutionerne om terrorbekæmpelse og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.
Arbejdet i komiteen skal fokuseres yderligere. Og resultaterne af komiteens arbejde i højere grad kædes sammen med behovet for støtte til de mange lande, der har viljen – men ikke evnen – til at leve op til de krav, der er fastlagt i Sikkerhedsrådsresolution 1373.
Resolutionen fastslår, at enhver stat skal forhindre, at dens territorium kan anvendes til terroraktiviteter bl.a. ved at sikre kontrol med personer, varer og pengemidler forbundet med terroraktiviteter. Danmark vil arbejde for at videreudvikle anti-terrorkomitéens rolle i koordinationen af indsatserne, så den tekniske bistand får størst mulig effekt.
I forbindelse med vort sikkerhedsrådsmedlemskab vil en anden vigtig del af indsatsen mod terrorisme ligge i at forhindre spredning af masseødelæggelsesvåben til terrorister.
Det internationale samfund har et fælles ansvar for, at de mest ødelæggende våben, verden har produceret, ikke falder i hænderne på de mest skrupelløse og hensynsløse mennesker.
Vi risikerer, at Jules Vernes mareridts-billede af en kaptajn Nemo i en u-båd ud for New York med en atombombe eller et andet masseødelæggelsesvåben en dag ikke bare er fri fantasi.
Og vi risikerer at Tom Clancys skrækscenarie med dræbende bakterier, der hældes ind i forskellige konferencecentres ventilationsanlæg, og derfra breder sig til hele befolkningen, bliver virkelighed.
Sikkerhedsrådet har i foråret vedtaget den vigtige resolution 1540 om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben til ikke-statslige aktører. Det giver FN en central rolle. Resolutionen forpligter alle FNs medlemslande til at vedtage og håndhæve national lovgivning og kontrolforanstaltninger, der forhindrer terrorister i at få adgang til masseødelæggelsesvåben.
Vi må tænke kreativt og tage alle værktøjer i brug, når det gælder om at forhindre spredning af masseødelæggelsesvåben. Derfor er Danmark også en aktiv deltager i det såkaldte Proliferation Security Initiative, eller PSI. Det er et pragmatisk, operativt samarbejde mellem en lang række lande om at forhindre spredning af disse frygtelige våben.
Hvis vi effektivt skal stoppe trafikken, kræver det en fælles indsats fra mange aktører, og at vi sætter ind der, hvor vi bør og kan. På dansk initiativ er der derfor under PSI iværksat et konstruktivt samarbejde med shippingerhvervet. Samarbejdet skal sikre, at masseødelæggelsesvåben og relateret materiale ikke ulovligt bliver transporteret ombord på containerskibe.
I Sikkerhedsrådet vil Danmark bidrage til at styrke folkeretten. En verden i fred og med økonomisk vækst kan kun blive en realitet, hvis der er klare regler for, hvordan de internationale aktører skal og må opføre sig.
Hvis de internationale normer – folkeretten – ikke udvikler sig, vil der blive skabt parallelle systemer baseret på andre værdier end de, som gælder i dag. Det har vi ingen interesse i. Det vil ikke være lande som Danmark, der i givet fald får indflydelse på, hvordan nye spilleregler uden for folkeretten udformes. Derfor har Danmark særlig interesse i at engagere sig i arbejdet med at udvikle den internationale retsorden.
Mange af folkerettens regler blev skrevet i en tid, da kun nationalstaterne var internationale aktører. Nu er virkeligheden – mildt sagt – en anden med et utal af internationale aktører, som ikke er knyttet til nationalstaten.
Terrorismen udgør en asymmetri i det internationale samfund, som folkeretten ikke tager højde for: På den ene side velorganiserede ikke-statslige transnationale aktører, der med vold og uden respekt for nogen spilleregler søger at bekæmpe nationer og tilfældige civile for at ramme demokratiet, og på den anden side demokratierne, som kun kan handle i overensstemmelse med de gældende spilleregler.
Styrkelse af den internationale retsorden vil være et vigtigt tema for det danske sikkerhedsrådsmedlemskab. Det hænger tæt sammen med reformer af Rådets arbejde og emnet indgår i mandatet for den højniveaugruppe, som Generalsekretæren har nedsat.
Sikkerhedsrådet afspejler i store træk den politiske virkelighed fra 1945, men bør jo snarere afspejle verden i det 21. århundrede. Skridt mod en større tilpasning til de nye globale realiteter vil kunne styrke Sikkerhedsrådets globale autoritet.
På lang sigt vil det kun være naturligt at EU kommer til at spille en større rolle, også i FN. Samtidig må vi dog være realistiske, og se på hvilke konkrete skridt, der er politisk fremkommelige. Som et skridt mod øget brug af EU-rammen i FN åbner den nye forfatningstraktat mulighed for, at EUs kommende udenrigsminister kan præsentere EUs politik i Sikkerhedsrådet på de områder, hvor der er en fælles linje.
Et andet element i Højniveaupanelets arbejde er spørgsmålet om de juridiske rammer for humanitære interventioner.
Danmark vil fastholde, at magtanvendelse kun kan ske inden for folkerettens rammer. Men hvis folkeretten ikke følger med udviklingen, er dette et af de områder, hvor vi risikerer, at der skabes parallelle systemer. For Kofi Annan havde jo ret, da han i fjor i FN sagde, at vi også må forstå at tage landes bekymringer alvorligt – ellers får vi forebyggende strikes.
Det er ikke i nogens interesse. I Kosovo måtte man gribe ind af humanitære grunde uden et FN-mandat. I Rwanda greb man slet ikke ind, og i Sudan tøver Sikkerhedsrådet, mens folk dør. Skal vi bare se til og vente på FN – og hvordan bliver FN bedre til at reagere i rette tid?
Her ser jeg frem til at modtage en opdatering af rapporten om humanitær intervention fra vore værter, Dansk Institut for Internationale Studier. Vi vil aktivt bruge resultatet af dette arbejde, når disse spørgsmål dukker op i Sikkerhedsrådet.
Interventionen i Irak understregede nødvendigheden af at skabe klarere rammer for magtanvendelsen.
I marts sidste år blev den danske regering stillet over for et enkelt valg: Ville vi lade Sikkerhedsrådet og en række klare betingelser, vedtaget og nedskrevet i en række resolutioner, blive irrelevante, eller ville vi trække en streg i sandet og sige, at der må være grænser for, i hvor lang tid man kan drive gæk med verdenssamfundet?
Alternativerne var klare og formentlig på langt sigt værre. Skal FNs resolutioner og Sikkerhedsrådet have magt, som det får agt, så kræver det også vilje til at sikre troværdigheden bag verdenssamfundet.
Udviklingen i Irak i dag er præget af store modsætninger. På nogle områder oplever vi markante fremskridt, såsom den teknologiske udvikling (telefoni, elektricitet og TV) – på andre alvorlige tilbageslag og en truende udvikling, såsom de Taleban-lignende tilstande i Fallujah.
Stærke kræfter arbejder for at standse processen mod en fredelig og demokratisk stabilisering, som langt flertallet af irakerne ønsker. Med terror, gidseltagninger og sabotage har de haft held til at forsinke genopbygningen og skabe et sikkerhedsproblem, som ingen kan ignorere.
Men det ville være at forære dem en sejr, hvis vi nu skulle trække os ud i lyset af de nye anslag. I stedet må det internationale samfund fastholde og udbygge sit engagement for at vise, at vi mener det alvorligt: Et enigt Sikkerhedsråd har vist vejen. Og den irakiske regering har bedt os om at blive.
Nu er det op til os alle sammen at vise, at vi ikke lader Irak i stikken. Falder Irak til fundamentalisterne, sættes presset derefter ind mod Saudi-Arabien. Her er lysten til investeringer i forvejen faldet. De arabiske økonomier ville bryde sammen og oliepriserne stige. Dermed vil risikoen for politiske tilbageskridt og konfrontationer blive stor.
Vi må således fortsætte indsatsen i Irak, og støtte irakerne i at afvikle de første frie valg nogensinde. Her gør vore egne soldater det fremragende, ligesom vore civile udsendte og NGOerne gør en kæmpe indsats under de vanskelige forhold inden for områder som lokal forvaltning, retsvæsen, polititræning, fødevarer og menneskerettigheder. Denne store og vigtige indsats vil jeg gerne kvittere for.
Irak er et eksempel på en konflikt, hvor terrorismen har kampen om territoriet som udgangspunkt, ligesom Tjetjenien, og begge steder er den ideologiske terrorisme gået ind for at udnytte kampen og gøre territoriet til fundamentalistisk område.
Også i Israel-Palæstina konflikten er kampen om territorier udgangspunktet for terroren. Som i Irak balancerer den israelsk-arabiske konflikt på en knivsæg: Vi ser klare muligheder for historiske fremskridt, men også en risiko for, at udviklingen går mod øget konfrontation og større opløsning.
Skæbnen for premierminister Sharons plan for en israelsk tilbagetrækning fra Gaza og en del af Vestbredden er endnu usikker. Men under de rigtige forudsætninger og omstændigheder kan en tilbagetrækning fra Gaza skabe et gennembrud for en løsning af den israelsk-arabiske konflikt. Under forkerte omstændigheder kan den gøre ondt værre.
Det afgørende vil være, at der skabes en fungerende administration – i det mindste i Gaza. Sker dette ikke, kan Gaza risikere at blive et stort, overbefolket fængsel, hvor mulighederne for en mærkbar økonomisk udvikling ikke eksisterer, og hvor de mest militante, ekstreme grupper tager magten, med en opløsning til følge, der giver idéel grobund for terror og ekstremisme.
Både EU og Egypten arbejder for, at tilbagetrækningen bliver startskuddet til gennemførelse af Køreplanen for fred, som begge parter og Kvartetten – USA, EU, FN og Rusland samt Sikkerhedsrådet – alle har tilsluttet sig.
EU kan spille en vigtig rolle med støtte til den israelske tilbagetrækning og de egyptiske mæglingsbestræbelser i forhold til de palæstinensiske grupper, og EU må tilbyde konkret hjælp til at sikre, at Gaza ikke bliver overladt til lovløshed og ekstremisme. Et samarbejde mellem Den Arabiske Liga og EU til stabilisering af og støtte for det rømmede Gaza vil pege frem. Gaza/Palæstina må ikke blive en sammenbrudt stat, endnu før den er blevet en stat!
Stater, der er skrøbelige eller brudt sammen, er attraktive for terrorister. De kan slå rod i områder, hvor der ikke er myndigheder til at forhindre deres kriminelle aktiviteter. En konflikt i et allerede skrøbeligt land kan få konsekvenser for vor sikkerhed. Sådanne områder virker som en magnet på organiseret kriminalitet, terroraktiviteter og i værste fald spredning af masseødelæggelsesvåben.
Det gælder Irak, det kan komme til at gælde Gaza-striben, og det gælder også Afghanistan. Landet kan igen give grobund for narkotikasmugling, organiseret kriminalitet og terroristnetværk. Derfor skal NATOs mission lykkes.
Taliban-regimet er i dag væk fra Kabul, men udgør stadig en trussel – ligesom ikke mindst krigsherrer rundt omkring i landet, men desværre bare i endnu højere grad. Præsidentvalget i oktober er den umiddelbare udfordring, men NATOs mission og udfordring i Afghanistan rækker videre og et godt stykke ud i fremtiden.
Som mange andre indsatser mod terrorismen handler det om at tage det seje træk – at følge sagen til dørs. Det er ikke blot en her-og-nu indsats, og vi må ikke svigte denne vigtige opgave med at skabe håb og frihed i Afghanistan.
I alle disse steder – Irak, Mellemøsten og Afghanistan – afhænger resultatet af vores indsats også af USA. Alle disse steder er USA og Europa nødt til at arbejde sammen. Fundamentet for dette samarbejde mellem USA og Europa ligger lige for: I vid udstrækning deler vi de samme grundlæggende værdier.
Vi har de samme mål om frihed og demokratisk folkestyre. Vi lever i den samme kultursfære, og de økonomiske forbindelser mellem vore verdensdele overgår alt, historien har set til dato. Derfor står vi sammen i kampen mod terrorismen. Og derfor er der som i enhver familie også plads til uenighed – vi er enige om målene, men ikke altid om midlerne.
Sammen udgør Europa og USA en kerne af stabilitet og udvikling i verden i dag. Det skal vi udnytte og udbygge. Glider vi fra hinanden, bliver vi begge dårligere til at bidrage til løsningen af verdens konflikter. USA kan meget, vi ikke kan. Og Europa kan en hel del, USA ikke kan så godt som vi.
Danmark har et privilegeret nært forhold til USA. Det har bl.a. givet os en fantastisk mulighed for at influere amerikanske beslutninger og tænkning på en række væsentlige områder.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også har problemer indimellem. Vi har i de seneste år haft sagen med f.eks. den danske statsborger på Guantanamo, og vi har haft de svære forhandlinger om opgradering af radaren på Thule. Men vi har forhandlet dette kontant og konkret. Og nået resultater.
Men vi er f.eks. stadig uenige med USA i spørgsmålet om Den Internationale Straffedomstol (ICC). Danmark støtter aktivt etableringen af ICC, og vi ser den som et vigtigt skridt mod et system til at retsforfølge dem, som begår alvorlige internationale forbrydelser. Under vort medlemskab af Sikkerhedsrådet vil vi arbejde for yderligere at styrke Domstolen.
Vi har haft tilsvarende uenighed om Kyoto-protokollen og den fælles indsats mod den globale opvarmning. Også på dette punkt vil vi fortsætte samarbejdet med vore EU-partnere og forsøge at overbevise USA om, at internationale aftaler om internationale problemer er den rigtige vej at gå.
Vi har også haft vore uenigheder i WTO, men samtidig erkendt, at transatlantiske konstruktivitet og forståelse for den tredje verden er nøglen til succes og forudsætningen for en fredeligere verden.
Vort historisk gode forhold til USA skyldes ikke, at vi har lagt os på maven for den eneste tilbageværende supermagt – tværtimod. Vi har konfronteret en række knaster åbent og ærligt. Den lydhørhed, som vi trods påstanden om det modsatte oplever i Washington, baserer sig på seriøst arbejde og ærlig dialog.
Hvis vi vil være en seriøs medspiller med reel indflydelse på retningen for den internationale politik, er der i dag intet alternativ til at søge det direkte og åbne samarbejde med USA.
I dag er USAs magt enestående. Så meget desto vigtigere er det, at denne magt anvendes kløgtigt.
Den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Zbigniew Bzrezinskij har påpeget, at USA i dag er i en unik position til selv at bestemme sit historiske eftermæle. Før eller siden vil USA ikke have den samme globale dominans som i dag – og den dag vil USA ikke blot have brug for venner og allierede, men også en international retsorden og institutioner, der kan bestå efter USAs magt er begyndt at svinde ind.
Det var denne erkendelse, der efter 2. Verdenskrig fik USA til at etablere FN, OECD og de såkaldte Bretton Woods-institutioner, og samme erkendelse, der fik USA til at lancere den storstilede Marshall-hjælp. Måske er tiden i dag kommet til, at USA leverer en tilsvarende praktisk og visionær tænkning.
Det er, når man er i den absolutte styrkeposition, man har størst indflydelse. Ikke når man udfordres eller er på vej ned. Tiden er kommet, da vi på den ene side må tilpasse og styrke den internationale retsorden i lyset af de nye trusler, og på den anden må indlede et langsigtet arbejde for at opbygge partnerskaber for reform og udvikling med bl.a. landene i den arabiske verden.
I øvrigt er det vel på tide at nuancere den efterhånden rituelle kritik af USAs ensidige unilateralisme. I håndteringen af f.eks. Sudan har USA vedholdende søgt at arbejde inden for FNs Sikkerhedsråd, og stillet resolutionsforslag, der skal tvinge regeringen i Khartoum til at samarbejde. Nordkorea og Libyen er andre eksempler på, at USA søger en multilateral indsats.
EU må engagere sig endnu mere i dialogen med USA. Det er i klar dansk interesse. Danmark er et europæisk land, og vor naturlige plads er i et tæt samarbejde med vore europæiske partnere. Det gælder også i forholdet til USA, hvor det transatlantiske samarbejde kan styrkes til gavn for os begge – og for Verden.
Handelsliberaliseringen i Verdenshandelsorganisationen, WTO, er et centralt element i den transatlantiske kerne af økonomisk stabilitet. Når alle handler mere, er der ingen tabere, men kun vindere i rige og fattige lande.
Handel skaber perspektiv og håb. Det gælder også alle de steder, der i dag plages af terror: Her må der skabes økonomisk aktivitet, så valget ikke længere står mellem ingenting eller terrorisme; men mellem at deltage i samfundsøkonomien eller i samfundsnedbrydningen. Udtrykt meget banalt: Jo mere, vi handler med hinanden, jo mindre er risikoen for, at vi skyder på hinanden.
De aktuelle WTO-forhandlinger i Doha-Runden har et klart mandat til at fokusere på udviklingslandenes problemer og øge deres integration i verdensøkonomien. Doha-Runden er en chance, vi ikke må forpasse.
I dag ser vi mange steder en fornyet tendens mod den kortsigtede protektionisme. Det gælder også i den amerikanske valgkamp. En ny-protektionisk udvikling vil være en katastrofe for alle, især for u-landene, som kan forvente en fremgang på over 300 milliarder dollars årligt, hvis verdenshandelen liberaliseres!
I den videre fase i forhandlingerne i Doha-Runden må EU bruge sin globale gennemslagskraft til skabe fremdrift i de multilaterale handelsforhandlinger.
Her skal vi samtidig fra dansk side bruge vort tætte forhold til USA til at sikre en fortsat aktiv amerikansk involvering i liberaliseringen af verdenshandlen. Dette gøres ikke kun gennem forhandlingerne, men ved systematisk at arbejde for større forståelse for den fælles langsigtede interesse i en mere fri og fair verdenshandel.
Disse synspunkter skal ikke kun fremmes i dialogen med den amerikanske administration, men også over for Kongressen og det amerikanske erhvervsliv.
EU og USA har et særligt ansvar som lokomotiv i den internationale økonomi. På den baggrund har regeringen fremsat forslag om at styrke de økonomiske forbindelser mellem EU og USA gennem et transatlantisk frihandelsinitiativ.
EU og USA bør gå sammen om at lette betingelserne for den transatlantisk handel på vigtige områder, hvor det ikke er muligt at opnå aftaler inden for WTO, f.eks. investering og konkurrence.
Samtidig vil det transatlantiske initiativ – med inspiration fra EUs eget indre marked – skabe ens betingelser for alle de praktiske forhold, der indgår i handlen mellem EU og USA, f.eks. tekniske standarder, autorisationer og gensidige anerkendelser af uddannelser.
Gevinsterne i et sådan udvidet samarbejde vil ikke kun blive transatlantiske, men globale. EU og USA må udvikle et transatlantisk samarbejde til gavn for u-landene, hvor vi både må yde bedre og bedre koordineret bistand til de fattige lande i verden og samtidig hjælpe dem til større handel, både med den rige verden og med hinanden.
Derfor skal vi arbejde målbevidst med Afrika gennem bl.a. Outreach-initiativet og gøre vort til, at Afrika bliver et hovedemne på verdenstopmødet i 2005.
Udviklingen i Asien viser tydeligt gevinsterne ved handelsliberalisering.
Udviklingen er et skoleeksempel på, at WTO-processen skaber betydelige velfærdsstigninger i de lande, der deltager. Den globale udfordring er, at udbrede læren og gevinsterne fra udviklingen i asiatiske lande til andre fattige lande.
Handelsliberalisering, reformer, effektivisering og innovation er vejen frem. Danske virksomheder er godt på vej og har allerede set mulighederne i Asien og ikke mindst Kina. De har investeret i nye virksomheder, hvor markederne har vist sig i hastig udvikling. Det skaber velfærd både i Kina og Danmark.
NATO er fortsat kernen i det transatlantiske samarbejde. Selv om det for de større lande kan være fristende at hoppe over, hvor gærdet er lavest, er der ingen tvivl om fordelene ved at opretholde alliancen som fælles ramme.
Landenes synspunkter mødes, der skabes bedre forståelse i landenes befolkninger for nationale beslutninger og samlet imødegår vi bedre truslerne mod os end hver for sig. Sammen kan vi opretholde indsatser i længere tid, end vi ellers ville kunne.
Under den kolde krig gik den sikkerhedspolitiske frontlinie ned gennem det europæiske kontinent. Det var naturligt, at Europa geografisk var genstand for international opmærksomhed. I dag er fokus flyttet andre steder hen. Til Irak, Afghanistan, Mellemøsten og Afrika. Udfordringerne herfra udgør dagens trusler mod os alle. Nordamerikanere såvel som europæere.
Derfor er det heller ikke korrekt, når man her – 55 år efter oprettelsen af NATO – siger, at Europa og USA ikke længere har behov for hinanden på samme måde, som de havde tidligere. Tænk blot på 11. september, hvor en gruppe terrorister rettede et frontalangreb mod vore fælles værdier.
Spørgsmålet er med andre ord ikke, om klubben skal nedlægges. NATO er lige så vigtig i dag som under den kolde krig.
Men netop fordi det strategiske fokus ændrer sig, tilpasser NATO sig de nye udfordringer. Her har NATO erkendt behovet for transformation – med betoning af behovet for at styrke evnen til hurtigt at kunne rykke ud og agere, hvor end behovet måtte opstå.
NATOs Response Force er udtryk herfor, ligesom oprettelsen af NATO-Rusland Rådet er tegn på de nye tider, hvor vi begge rammes af terrorister og fundamentalister og har fået fælles interesse i at bekæmpe begge dele.
Det europæiske samarbejde er selve fundamentet for Danmarks udenrigspolitiske placering. EU er simpelt hen forudsætningen for international synlighed og gennemslagskraft for et land af Danmarks størrelse.
Et tæt, forpligtende samarbejde i Europa er for et mindre land som Danmark en helt grundlæggende interesse. Danmark er omgivet af større lande, som uden EU ikke ville være forpligtet til at lytte til vore synspunkter. Gennem EU stiller vi små lande på lige fod med de store.
I realiteten er EU de store landes gave til de små. Før i tiden var disses indre og ydre bevægelsesfrihed indskrænket af deres store naboer. Nu arbejder store som små sammen. Og i debatterne forud for afgørelserne har vi den vægt, som vore argumenter har.
Danmark har med sin lille, åbne økonomi alt at vinde i et indre marked med nu 455 millioner forbrugere i 25 lande. Hvor landene før konkurrerede på protektionisme og toldbarrierer, sikrer EUs indre marked i dag en sund konkurrence på lige vilkår. Og vi danskere har som alle Europas andre borgere gavn af fælles regler om forbrugerbeskyttelse, fødevarekvalitet, miljøstandarder og dyrevelfærd.
Hvis vi fortsat skal sikre dansk indflydelse på disse områder, hvor samarbejdet helt konkret har betydning for vor hverdag, så er det afgørende, at Danmark får en central placering i det europæiske samarbejde. Den placering kommer ikke af sig selv. Det er op til os selv at arbejde for den.
Europa må tage et langt større ansvar og vise sig i stand til at overtage nogle af de pligter, som amerikanerne hidtil har løst for os – særligt i forhold til vore nærområder.
I de sidste 18 måneder har EU iværksat de første 5 krisestyrings-opgaver. EU er nu i gang med at planlægge den hidtil største i Bosnien, hvor EU vil tage over efter NATOs SFOR-operation fra midten af december. Planlægningen af denne operation sker med planlægningskapacitet fra NATOs militære hovedkvarter, SHAPE. Det er et konkret eksempel på samarbejdet mellem NATO og EU.
Også FN ønsker i højere grad at kunne anvende EU som en regional institution til krisestyringsopgaver, særligt i Afrika. EU har i princippet accepteret at ville påtage sig sådanne opgaver i fremtiden.
Men EU-landene må udvikle langt mere slagkraftige militære kapaciteter, hvis sådanne operationer skal udføres på vegne af FN. Med dette for øje har de 3 store europæiske lande foreslået at oprette 7-9 såkaldte EU-kampgrupper bestående af 1.500 toptrænede elitesoldater, der med kort varsel kan påtage sig militære fredsskabende, fredsbevarende og humanitære opgaver.
Denne udvikling gør ikke min utilfredshed med det danske forsvarsforbehold mindre. Og med det danske medlemskab af FNs Sikkerhedsråd bliver situationen ikke bedre.
Vi kan faktisk komme i den paradoksale situation, at Danmark én dag kan sidde i New York og anmode EU om at udføre en krisestyringsopgave for FN. Men når vi næste dag sidder i stolen i ministerrådet i Bruxelles, er vi nødt til at afstå fra at være med til at efterleve den opfordring fra FN, som vi selv har været med til at beslutte i Sikkerhedsrådet.
Det står ganske enkelt klart, at de danske forbehold placerer os i Europas politiske periferi. Ikke mindst efter de 10 nye lande er kommet med – og dét uden forbehold. Netop inden for forsvarssamarbejdet, det retlige samarbejde og euro-samarbejdet styrkes EU-samarbejdet med stor hast i disse år. Og af særdeles gode grunde.
Forbeholdene forhindrer os helt konkret i at være med på en række områder, hvor EU tager ansvar for at møde de nye udfordringer, som også er vore: At skabe fred og sikkerhed i vore nærområder. At bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme. At få fuldt udbytte af det økonomiske og monetære samarbejde. Derfor skal vi af med forbeholdene – snarest muligt.
På andre områder står Danmark godt i Europa. Ikke mindst EU-udvidelsen, som Danmark har kæmpet så hårdt for, har givet os en god platform, som vi nu må forstå at udnytte.
Et EU med 25 eller flere medlemmer har flyttet balancen i EU-samarbejdet – det er et nyt EU. Det kræver nye arbejdsformer, skiftende alliancer og bilaterale kontakter – afhængigt af de sager, man arbejder med, og de mål, vi forfølger.
EU skal bruges til at skabe mere vækst og beskæftigelse, fordi den øvrige verden er i økonomisk bevægelse og snart kan give EU baghjul. En fransk analyse viste for nylig, at EUs andel af verdens BNP vil falde fra 22 pct. i 2000 til 12 pct. 2050, hvis udviklingen fortsætter uændret.
Nye tiger-økonomier i lande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina – de såkaldte BRIC-lande – stormer frem. Kinas BNP er på bare 5 år vokset med 50 pct. Hvis vi i EU skal bevare vores velfærd, må vi have en mere klar og realistisk strategi for, hvordan vi fremmer væksten end tilfældet er med den ”Lissabon-strategi”, vi kender i dag.
Fokus bør være på vidensbaseret vækst og skabelsen af flere og bedre jobs. Samtidig skal der tages hensyn til miljø og bæredygtighed. Vi bør bruge EU til at fremme de områder, hvor der er positiv synergi mellem vor indsats på miljø-området og væksten. Miljøteknologi og energiteknologi er eksempler på dette.
God økonomi er god økologi, og god økologi er god økonomi.
(Forkortet af redaktionen)
