Om mediernes ulidelige dilemma
Når hastig discountjournalistik og chancetagende lykkehjulspolitik tager hinanden i hånden, bliver demokratiet offer for tilfældet, skriver udenrigsminister Per Stig Møller tirsdag i en kronik i Berlingske Tidende.
Kronikken er en forkortet og redigeret udgave af et indlæg, som udenrigsministeren holdt på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i september.
Af udenrigsminister Per Stig Møller (K)
VI ER, hvad vi spiser, vi mener, som vi er oplyste til og handler derefter. Vi kan ikke bygge vores stillingtagen på åbenbaringer, for de kan vise sig at være vrangforestillinger. Når journalistikken bidrager hertil, er den ikke demokratiets vagthund, men tværtimod dets pitbull. Når medierne iscenesætter virkeligheden, kan de godt levere gode sider, men de er falske.
Formanden for Danmarks Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård har i hæftet “Den iscenesatte virkelighed” givet nogle eksempler herpå og skriver bl.a.:
“Reportere er kommet hjem fra Mellemamerika med beretninger om, hvordan TV-stationerne i deres iver efter at sikre sig gode billeder forsyner oprørere med geværer – og på de allerbedste billeder forsyner store drenge med militært udstyr, instruerer dem, optager billeder, hvorefter virkeligheden konstrueres og beskrives for amerikanske og europæiske seere, så vi får et indtryk af et urohærget område”.
Den amerikanske intervention i Somalia huskes også som krigen, hvor medierne stod mere parate til at modtage soldaterne, end de involverede gjorde, og Blicher Bjerregård fortsætter med følgende konkluderende advarsel, som jeg er enig i:
“Medierne har et særdeles stort ansvar for, hvorvidt uroligheder eller konfliktløsningerne fremmes. Ansvaret skal ikke føre til, at medierne skal negligere den ene del til fordel for den anden, men ved at være bevidst om, at seerne og lytterne skal have indblik i virkeligheden og ikke opleve, at der skabes en virkelighed for dem”.
Mon ikke også den udnyttelse af medierne, som nu bruges af terroristerne, må få os alle til at reflektere? Er det ikke ved at blive sådan, at terroristerne optrapper deres måde at bedrive terror på for at få stadig større TV-chokeffekter igennem til seerne, der udgør den offentlige mening og lægger pres på politikerne? Billedmediet appellerer jo først og fremmest til følelserne, mens skriften appellerer til fornuften.
Når man ser de rullende billeder, kan man ikke give sig tid til undervejs at tænke efter, for så er man jo uopmærksom og fanger ikke den næste sekvens, hvorimod man med det trykte ord henvender sig til fornuften. Man kan standse op, gå tilbage og læse om. Med det trykte ord bestemmer man selv tempoet. Med billedmediet bestemmer producenten tempoet og rammer derfor direkte ind på følelserne.
Men disse følelser bliver svagere, jo mere man ser af det samme. Chokeffekten sløves. Derfor skal der mere og mere vold til for at chokere os: Man går fra sprængte kroppe i gaderne som følge af bilbomber, til sprængte skyskrabere og videre til ulykkelige kidnappede på videoen, som frygter for deres liv, og derfra til at vise afhuggede hoveder og videre til massakre på børn!
Terroristerne ved, at vi sidder lamslåede, og de vil lamslå os, og derfor optrapper de grusomhederne.
Og de ved, at de derigennem kan påvirke vores holdninger. Og de så i Spanien, at terrorisme ligefrem kan påvirke et valg, hvilket er dødsensfarligt for demokratiet og for en fredelig udvikling. Og de så i Filippinerne, at de sandelig også kan trække hele nationer ud af krige. Det er en bevidst strategi, som den anonyme forfatter til bogen “Imperial Hubris” påpeger i forbindelse med attentatet i Spanien.
“Meningen med dette angreb var selvfølgelig ikke blot at skade Spanien på grund af dets deltagelse i Irak, men også en advarsel til alle vesteuropæiske regeringer om, at al-Qaeda kan og vil gøre skade på deres valghandlinger”.
De vil skræmme os til et stort opgør eller til bare at give efter. Og medierne leverer terroristernes grusomme varer videre til os og baner dem vejen.
Medierne har sandelig et dilemma, men mediernes problem bliver også vores. Som borgere og som politikere. For vores meningsdannelse hænger sammen med, hvordan de vælger at løse dilemmaet. Hvis de vælger ikke at tage stilling til problemet, vælger de reelt at lade sig bruge.
I reportager og kommentarer, som jo altid er et udvalg foretaget af konkrete mennesker med domme og fordomme, præger medierne den stemning, hvorfra den politiske handling slutteligt springer.
De kriser, vi vælger at forholde os til, vælges i nogen grad for os af medierne. Der er jo et utal af krige, regionale konflikter, brændpunkter, millioner af internt og eksternt fordrevne, men det er kun ganske få, vi forholder os til, og vi forholder os først alment til dem, når de er kommet i mediernes søgelys.
I Rwanda foregik et massivt folkemord i begyndelsen, uden nogen så det, og så kunne det blive ved. I Congo fortsætter massakrer uden for mediernes lamper, hvorimod vi efter nogen tid fik billeder fra Darfur.
En menneskelig katastrofe der er så vanskelig at finde hoved eller hale i, at mange lande fortsat ikke har givet ret mange penge til hjælpen i Darfur. Hvorfor er det sådan?
Jo, der er lidelsestræthed i forbindelse med Afrika. Det bliver jo bare ved og ved. Der er mediernes vanskeligheder med at komme frem til disse steder, og så kommer der ingen billeder, og når der ikke er billeder, ser vi noget andet, som vi kan rystes over.
Derfor er der mange glemte konflikter, mange oversete ofre, som blot venter på, at nødhjælpsorganisationer skal komme frem, så de kan råbe medierne op, hvorefter medierne styrter til og lader den foregående konflikt og katastrofe ligge.
Og dér bliver den liggende, mens elendigheden fortsætter, men nu er det ikke længere nogen nyhed, og vi skal jo videre til en ny tragedie, hvilket den gamle tragedie bare ikke bliver mindre af. Den bliver bare mere glemt.
Og hvad er så konklusionen på al denne elendighed og alle disse vanskeligheder?
Der er flere konklusioner:
Medierne skal udvikle den undersøgende journalistik, så de bliver sværere at trække rundt ved næsen.
Medierne må leve efter nogle dogme-regler, som går ud på, at de ikke vil lade sig bruge, men vil bevare deres integritet, at de vil tjekke deres kilder og analysere kildens motiver, at de vil fastholde fokus og ikke lade andre skifte rundt med deres fokuspunkter. At de vil gå i dybden og levere troværdige historier baseret på troværdige oplysninger.
Mediernes magt er så stor, at alle vil udnytte dem, men kun den, som ikke vil lade sig udnytte, leverer en journalistik i folkeoplysningens og demokratiets tjeneste.
I disses tjeneste står såvel medierne som politikerne, og har vi fejlet, skal vi kunne sige til os selv: Ja, men vi gjorde det ud fra den bedst tilgængelige viden på det givne tidspunkt og ud fra de bedste hensigter og ikke bare for at levere en kioskbasker eller vinde et valg.
Valg træffer medierne hver dag, de vælger til, og de vælger fra. Det samme gør vi som politikere, og vi må alle gøre os umage med at træffe vore valg ud fra den viden, vi omhyggeligt har skaffet os på det givne tidspunkt.
Mere er ikke menneskeligt muligt, men til gengæld heller ikke umuligt. Efterlever vi dette, og skaffer vi os den bedst tilgængelige viden, har vi mulighed for at gennemskue dem, der vil udnytte vores uvidenhed eller dovenskab, og så kan vi måske slippe for den hastige discountjournalistik og den chancetagende lykkehjulspolitik, der gør demokratiet til offer for tilfældet.
Kronikken, bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 23. november, er et bidrag til bladets miniserie om mediernes rolle.
