Journalist Henrik Døcker har anmeldt 3 u-landsrelevante bøger for FN-forbundet.
Det er:
– Røde Kors-skikkelser før & nu – og så en tur til fronten v. Lis Garde: Tutti Fratelli: Henry Dunant, 324 sider, Forlaget Isager
– Jesper Strudsholm: Storyteller – en biografi om Jørgen Poulsen, 252 sider, People’s Press
– Maria Rørbæk: På kanten – danskere udsendt til krig og katastrofe, 165 sider, Schultz Forlag
Af Henrik Døcker
Røde Kors er en vigtig medspiller i FNs verdensomspændende arbejde for fred og fordragelighed, men dets oprindelse er næppe kendt af mange.
Derfor er det fortjenstfuldt, at Lis Garde, opr. lærer, har gravet sig ned i Røde Kors-grundlæggeren Henry Dunants omtumlede liv, som hun så detaljeret redegør for. Og hun synes, at vi straks skal forstå, at de sanitetskorps for militæret, han fik oprettet, skal hjælpe såvel egne som fremmede styrkers sårede!
Det var nemlig ved et mægtigt slag ved den norditalienske by Solferino, hvor italienske og franske styrker i 1859 kæmpede mod Østrig, at Dunant (1828-1910) stod op og henvendt til italienerne deklamerede ”sono tutti fratelli” – ”de er alle brødre”.
Og dette er da blevet indbegrebet af Røde Kors grundidé, at være upartisk og hjælpe såvel ven som fjende i en konflikt. Den romantiske tone, der hermed blev anslået, går igen i hele Lis Gardes bog – og det i en grad, som måske virker fjern for mange nutidige læsere.
Hvordan Geneve-købmanden Dunant kom til at overvære dette slag, hvordan han siden opsøgte fyrstelige personer fra kejsere og nedefter, og hvordan han økonomisk knækkede halsen på stort anlagte forretninger i Algeriet, det hele kommer med, undertiden også i lidt “altmodisch” og noget knirkende sprog og med lange passager, der er direkte citat fra Dunants erindringer.
Lis Garde ville oprindelig have lavet et filmmanuskript til en film om Dunant. Det er antagelig forklaringen på, at hun gør så meget ud af at genskabe den stemning, der beherskede slutningen af 1800-tallet, da Europas fyrstehuse stadig havde magt og da ”de bedre kredse” havde en slags patent på de store idealistiske tanker om krig og fred.
Nok er Dunant blev kendt som den, der fik oprettet felthospitaler, så soldaterne ikke som ved Solferino forblødte på slagmarken, og som den, der i det hele taget fik skabt de første regler for fangeudveksling, men han var også meget optaget af fredstanken i det hele taget.
”Per humanitatem ad pacem” står der ligefrem på Den Internationale Røde Kors Komités bygning i Geneve: Gennem medmenneskelighed til fred – og med disse ord på Dunants modersmål fransk slutter hun da også bogen. En ”sandhed”, som FN nok har lidt svær ved at sluge, men lad os sige: Gid det var så vel!
Det ville have gavnet bogen, om den blot på nogle få sider havde beskrevet alt det Dunants banebrydende ideer har ført til i løbet af de sidste godt 50 år:
De 4 Geneve-konventioner af 1949 og tillægsprotokollen vedrørende borgerkrige – samt nogle eksempler på, hvordan disse konventioner er blevet hhv. overholdt og krænket. (USA har som bekendt set stort på dem i forhold til internationale terrorister).
De nutidige regler for krigsfanger er ikke nærmere beskrevet, og de første tilløb til fredelig international bilæggelse af tvister, nemlig voldgiftsdomstole, bliver i bogen sammenblandet med Den Internationale Domstol i Haag, som først blev realiseret i 1920.
Er der rigtig mange fascinerende tidsbilleder fra 1800-tallet, så tror jeg, at ganske mange læsere ville have nydt en mere udførlig efterskrift, måske også med en lille forklaring på hvorfor Røde Kors og ikke FN fremdeles spiller en betydningsfuld rolle i alt vedrørende krigsfanger, syge/sårede såvel som raske, civilbefolkningen i krig og mange andre forhold vedrørende krigsførelse.
Journalist Jesper Strudsholm med adresse i Sydafrika fører os i sin bog om Dansk Røde Kors nu tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen ganske tæt på denne.
Strudsholms stil i bogen adskiller sig ikke så meget fra den, journalister anvender i dagspressen, og der er godt med citater, ikke mindst af personer, som kender eller har mødt den slagfærdige generalsekretær. Og så var det jo rigtig god timing, at bogen udkom kort før Poulsen pludselig besluttede sig for at blive politiker.
Titlen på bogen, ”Storyteller”, synes at henføre til Poulsen rige fortælleevne, som måske også – for effektens skyld – ind imellem ikke tager det så tungt med sandheden!
At stå i spidsen for Dansk Røde Kors i det daglige er nok ære- og ansvarsfuldt, men også et spørgsmål om hele tiden at have øje for indsamlingsmuligheder og så at sige bevidstgøre befolkningen om det vigtige i organisationens humanitære formål.
Poulsen er først og fremmest praktikeren, der bestandig er til rådighed. Det er ærlig snak i bogen, at vi får at vide, at han mange gange har ’reproduceret’ en rammende bemærkning, for nu ikke at sige simpelthen stjålet den fra en anden måske mere tænksom type end han selv.
Vi – udenforstående – tilgiver ham, at han engang imellem falder tilbage i sin gamle rolle som journalist, som da han stillede sig op på en lastbil i Østcongo, i byen Goma, som i flere omgang var i en krigszone, og fortalte tilstedeværende andre journalister hvor barsk situationen var. Hovedkvarteret i Geneve var knap så glade for denne ”cowboy-agtige” optræden!
Den meget konkret anlagte bog ripper også op i meningsdivergenserne om et i sin tid meget omdiskuteret TV-program ved navn Nødens købmænd. Spørgsmålet er, om det virkelig er så vigtig at genkalde sig alle disse trakasserier.
Enhver med kendskab til nødhjælpsarbejde véd, at der ind i mellem begås gevaldige bommerter, fordi man ikke har haft tilstrækkelig viden eller er blevet manipuleret af en konfliktpart.
Som bogen udmærket beskriver, faldt det tilbage i 1997 en del for brystet, at Røde Kors efter folkedrabet i Rwanda i nabostaten DR Congos lejre brødfødte såvel flygtede hutu-folkedrabsmænd som civile på stedet. (Denne holdning førte i øvrigt i sin tid til dannelsen af Læger uden Grænser. H.D.).
Bogen har udmærket fokus på nogle af de seneste markante udspil fra Poulsen og hans organisation vedrørende de fanger USA har taget i Afghanistan, og hvordan det ikke giver dem minimale rettigheder, idet fangerne hverken er almindelige civile fanger eller krigsfanger.
At “anbringe” dem i retstomt rum i folkeretten er blevet kritiseret af høj og lav i hele verden, men Røde Kors med sin årelange erfaring i behandling af krigsfanger taler med særlig vægt. Balancegangen her er ikke let, og klart nok må en Røde Kors-generalsekretær begrænse sig til de overordnede principper og ikke ryge ind i en egentlig politisk konfrontation.
Journalist Maria Rørbæk fører os i sin bog ”På kanten” helt tæt på 12 danskere, som har været udsendt til krævende opgaver i krigs- eller katastrofesituationer i udlandet.
Der er ikke vældig megen refleksion i denne bog, men øjebliks- og stemningsbilleder en masse. En del af de udsendte – som omfatter en læge, en diplomat, en chauffør, en FN-soldat, en krigskorrespondent m.fl. – er drevet af stor rastløshed. Enkelte i denne bog har indviet journalisten i refleksioner om dette at tage ud med et humanitært formål.
En psykolog fortæller, at hun og hendes mand gerne vil videregive nogle af de værdier, som de selv har: Det globale udsyn, dette at beskæftige sig med andet end det, der lige vedrører én selv. Man kan sige at formidle budskabet om at man godt kan gøre noget for andre uden nødvendigvis at få noget igen her og nu.
Med beretningen om den modige danske TV-journalist Rasmus Tantholt indvies læseren i de problemer, en journalist konfronteres med under jagt på et vigtigt øjenvidne – nemlig chefanklageren i den retssag, som endte med den irakiske diktator Saddam Husseins hængning!
En tidligere FN-soldat fra Kroatien har fået betydelige psykiske eftervirkninger af sit ophold i “fjendeland”. Hans forældre levede på livets skyggeside (alkoholisme og tidlig død), selv har han, som bogen beskriver, fået realiseret en drengedrøm ved at blive soldat.
Men det har i sandhed sin pris. Da han kommer tilbage til Danmark, er han ikke den samme. Han har svært ved at falde til, men føler sig først rigtig hjemme, da han er i den situation at kunne betragte nogle Amager-huse, der er forladte og skal rives ned på grund af den kommende Øresundsbro.
Da han endelig flytter tilbage til sin lejlighed, bruger han et døgn på at udtænke flugtruter. Mareridt, søvnløshed, humørsvingninger og alkoholproblemer går forud for at han får en ny kæreste og et job som autoredder. Han bruger fremdeles mange timer på noget der hedder Kammeratskabsstøtteordningen. En slags klub for hjemsendte soldater med psykiske problemer.
Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsen udtaler til denne bog: at man ikke i Røde Kors har nogen helte, men alligevel har de udsendte hjælpearbejdere en særlig plads i hans hjerte.
”Folk, der sætter deres egen sikkerhed og tryghed til side i anstrengelserne for at redde liv – eller bare gøre denne planet til et bedre sted at leve”.
Kilde: FN-forbundets elektroniske nyhedsbrev for januar 2008
