Fødevarekrise, finanskrise, energikrise og klimakrise risikerer at sætte u-landenes udvikling adskillige år tilbage og er skyld i, at næsten en milliard mennesker sulter,
Det konkluderer en ny rapport, som Folkekirkens Nødhjælp offentliggjorde onsdag.
Det seneste 10-år har skabt imponerende fremgang i mange fattige lande. Der har været færre konflikter, der er skabt øget økonomisk vækst, demokratier er blevet stærkere og den politisk ansvarlighed er blevet større.
Men nu kan det hele være sat over styr, hedder det i en omtale af rapporten, som organisationen har udsendt.
Folkekirkens Nødhjælp frygter, at fødevarekrisen, finanskrisen, energikrisen og klimakrisen vil blive en trist afslutning på årtiet.
Folkekirkens Nødhjælps rapport cementerer sammenhængen mellem de 4 menneskeskabte kriser og den voldsomt stigende sult i verden.
Det er ikke første gang, verden oplever dramatisk sult. Men denne gang skyldes det ikke alene tørke, kraftig regn eller andre naturfænomener.
Årsagen skal findes i uigennemtænkte politiske målsætninger, uopfyldte løfter og globale konsekvenser af vores egen levevis, konkluderer rapporten.
– De rige lande har skabt problemerne, og vi må derfor også levere løsningerne.
Derfor skal vi holde verdenssamfundet fast på, at det har en forpligtelse og et ansvar over for den fattigste del af befolkningen, siger Morten Emil Hansen, politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og forfatter til den nye rapport om global sult.
Yderligere oplysninger hos Morten Emil Hansen, mobil 25 50 21 08
Rapporten ”Hvert sjette menneske sulter” bringes her som DOKUMENT
Vi lever i en globaliseret verden, hvor de fattigste rammes hårdt af konsekvenserne af vores levevis. På det seneste er verdens fattigste ramt af en række store globale kriser, som tilsammen udgør en gigantisk udfordring.
FNs generalsekretær Ban Ki Moon betegnede sidste år situationen som ”en global udviklingskrise”, hvor de stigende fødevarepriser truede med at udslette alle de positive fremskridt, som er opnået i verdens fattigste lande i det seneste årti.
Sult og hungersnød er dermed blevet en trussel for den globale udvikling, hvilket for nylig fik det verdensøkonomiske topmøde i Davos til at fremhæve den globale fødevareusikkerhed, som en af de væsentligste trusler mod verdensøkonomien og den politiske stabilitet.
Folkekirkens Nødhjælp frygter, at fødevarekrisen, finanskrisen, energikrisen og klimakrisen vil blive afslutningen på et imponerende årti med færre konflikter, øget økonomisk vækst samt et styrket demokrati og politisk ansvarlighed i mange fattige lande.
Derfor efterlyser vi politisk lederskab til at iværksætte en samlet og global strategi, der markant styrker fødevaresikkerheden og landbrugsudviklingen i verdens fattigste lande.
Det er også vores ansvar, hvis verdenssamfundet ignorerer, at hvert sjette menneske sulter.
Folkekirkens Nødhjælp anbefaler derfor bl.a., at Danmark øger den direkte udviklingsbistand til fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling samt går forrest i
mobiliseringen af markant flere ressourcer til at kompensere og understøtte de
fattigste lande i at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne.
En milliard mennesker sulter
I Danmark er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan det er at gå igennem en hel dag eller en nat uden mad eller følelsen af mæthed. Ikke at kunne stille sulten når den melder sig. Eller som mor at skulle vælge de børn, der må undvære mad netop i dag.
Men andre steder i verden er sult og hungersnød desværre blevet en permanent
tilstand. Antallet af mennesker som sulter, er steget hvert eneste år siden det
historiske fødevaretopmøde i Rom i 1996. Dette til trods for store fremskridt med
sultbekæmpelse i f.eks. Kina, Indien, Sydafrika og en række latinamerikanske lande.
FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) vurderer, at der ved udgangen af 2008 var omkring en milliard mennesker, som led af sult og underernæring. Det svarer til næsten hvert sjette menneske i verden.
Men FAO, som har det officielle ansvar for at dokumentere antallet af sultende, melder ofte forsigtigt ud, fordi de bygger på et meget usikkert datamateriale, som stammer fra perioden 2003-05.
I lyset af fødevarekrisen anerkendte FAO derfor i 2007, at stigningen på 75 mio. sultende var lavt sat, og man opjusterede tallet i december 2008 med yderligere 40 mio., dvs. 963 mio. mennesker i alt.
En række internationale organisationer, herunder Verdensbanken, skønner, at tallet er endnu højere, og Folkekirkens Nødhjælp vurderer derfor, at den globale fødevarekrise i de sidste 2-3 år har øget det samlede antal af mennesker, som
lider af sult og underernæring i verden til at være mindst en milliard.
Hertil kommer at yderligere 2 milliarder lider af fejlernæring, dvs. at de får forkert eller for dårlig kost. Fejlernæringen skyldes hovedsageligt mangel på jern, A-vitamin, zink og jod, hvilket forringer børns fysiske og mentale udvikling og potentielt medfører alvorlige hjerneskader og blindhed.
Ifølge UNICEF hæmmer manglen på jern den mentale uvikling for mellem 40-60 procent af alle børn i fattige lande, og ifølge WHO vil udryddelse af jernmangel kunne øge u-landenes produktivitet med op imod 20 procent. Sultbekæmpelse handler derfor ikke kun om mad til alle, men også om en tilstrækkelig, sund og ernæringsrigtig kost.
De første ofre for sult og hungersnød er børn, som efter længere tids dårlig ernæring har fået svækket deres immunforsvar og derfor ikke overlever helt almindelige sygdomme som f.eks. mæslinger og diarré.
De helt små børn, som lever med permanent under- eller fejlernæring, udvikler ofte alvorlige og livsvarige skader, og selv kortere perioder med fødevaremangel har langsigtede konsekvenser.
Ifølge det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet har børn, som har fået en sund ernæring i deres første 2 leveår, en indkomst i deres voksne arbejdsliv, der er 50 procent højere end børn, som har lidt af under- eller fejlernæring.
Manglen på mad har derfor direkte og målbare konsekvenser for det enkelte menneske og samfundet som helhed.
De globale kriser
Løsningen på sult er – ikke overraskende – mere mad. Men der produceres faktisk
allerede mad nok til alle, og antallet af sultende svarer næsten til antallet af
mennesker, som lider af overvægt eller fedme.
Sultbekæmpelse er derfor en langsigtet udfordring, der hænger tæt sammen med ulighed, traditioner, manglende viden og manglende muligheder. Fattigdom og manglen på ligestilling er strukturelt betingede barrierer, som er svære at overvinde.
Derfor må det kort- og langsigtede arbejde også kombineres med at styrke de fattiges organisationer, så de kan kæmpe for, at retten til mad opfyldes på linje med andre basale menneskerettigheder.
Mad og fødevarekrisen
Verdensmarkedsprisen på basale fødevarer steg med hele 56 procent i perioden 2006-08 og kunne mærkes af alle – rige såvel som fattige.
Men fødevarekrisen var særlig katastrofal for fattige i de fødevareimporterende lande, som er afhængige af import af basale fødevarer – f.eks. majs, hvede og ris, der udgør omkring halvdelen af deres samlede kalorieindtag.
I flere end 25 lande kunne man i 2008 opleve konflikter over adgangen til mad, landbrugsjord og andre naturressourcer, og flere lande rapporterede om optøjer, hvor sultende gik på gaderne af bar håbløshed.
Fattige familier bruger mellem 60 og 80 procent af deres samlede indtægt på mad, og de voldsomme prisstigninger sidste år betød altså, at en familie på 5 som lever for under 30 kroner om dagen, måtte bruge omkring 10 kr. yderligere på mad.
Men som enhver kan regne ud, går dette regnestykke ikke op. Derfor måtte fattige familier skiftes til at sulte eller forsøge at finde vilde rødder og planter, der ikke er egnede som menneskeføde for at overleve.
Selv om det oftest er piger og kvinder, som har ansvaret for at skaffe og tilberede maden til familien, er det oftest dem, der spiser sidst og mindst.
Siden efteråret 2008 har de internationale fødevarepriser været faldende, hvilket
skyldes en kombination af øget fødevareproduktion, kraftigt faldende oliepriser og den faldende dollarkurs. Fødevareproduktionen steg især i de rige lande, mens
produktionen i de fattige lande har været nogenlunde stabil.
Men selv om fødevarekrisen globalt set er aftagende, ligger priserne forsat væsentlig højere end før. I flere fattige lande og regioner er fødevarepriserne ligefrem højere end i resten af verden.
Både FAO og Verdensbanken forudser, at fødevarepriserne vil forblive høje i de næste 10 år. Samtidig er det vanskeligt at vurdere, hvilken indflydelse kombinationen af kriserne vil få på fødevareproduktionen og prisudviklingen.
FAO vurderer f.eks., at finanskrisen kan medføre, at mange landmænd mindsker produktionen af frygt for den fremtidige prisudvikling, hvilket vil øge pris-ustabiliteten yderligere og dermed mindske de fødevareimporterende landes adgang til mad.
Mad og finanskrisen
Øget arbejdsløshed, tvangsauktioner, konkurser, bankkrak og faldende aktiekurser. På få måneder er verden blevet kastet ud i en økonomisk recession, som ikke er set siden 1930erne.
Finanskrisen påvirker først og fremmest den globale handel og dermed væksten. Men fattige lande rammes desuden af nedgang i de private udenlandske investeringer, der betyder færre lønnede jobs og reduktion af private pengeoverførsler fra familiemedlemmer, der arbejder i udlandet (også kaldet
remittances).
Den internationale valutafond (IMF) måtte januar 2009 yderligere nedskrive
forventningerne til den globale vækst, som forudses at blive en halv procent i 2009 – det laveste niveau siden 2. verdenskrig.
For u-landene er det særligt lavere efterspørgsel, faldet i de globale råvarepriser og de strammere finansielle betingelser, som skaber et fald i væksten fra 6,25 procent i 2008 til 3,25 pct. i 2009.
Og ifølge Verdensbanken ventes investeringernes andel i væksten i fattige lande at falde til 3,4 procent i 2009 mod over 13 procent 2 år tidligere.
I de vestlige lande har politikerne travlt med at vedtage økonomiske redningspakker af astronomiske dimensioner. Men i den fattige del af verden forsætter fødevarekrisen og forstærkes yderligere i kraft af lavere vækst, færre investeringer, øget arbejdsløshed og mindre udviklingsbistand.
Verdensbanken vurderer i en nylig rapport, at antallet af mennesker, som lever i absolut fattigdom, foreløbig er vokset med 46 millioner i 2008 på grund af finanskrisen. Antallet forventes yderligere opjusteret i løbet af 2009.
Dermed er tallet på mennesker i verden, som lever i absolut fattigdom, steget til 1,4 milliarder, og sammenhængen mellem fattigdom og sult er helt åbenlys.
Omkring en tredjedel af verdens fattigste betegnes som kronisk fattige, dvs.
fattigdommen er blevet en livskårsbetingelse, som følger dem fra vugge til grav og gives videre til næste generation. For denne gruppe er fattigdommen en ond og
selvforstærkende spiral.
Antallet af kronisk fattige stiger og udgør den største andel i statistikkerne inden for f.eks. børnedødelighed og underernæring. Det kræver en helt ekstraordinær indsats at nå denne gruppe, som ofte er uden for rækkevidde af nationale og internationale hjælpeprogrammer.
Finanskrisen betyder, at fremtidsudsigterne for at øge indsatsen mod sult og
hungersnød er meget dystre.
De rige landes udviklingsbistand er kraftigt faldende. Det samme gælder den internationale handel med fødevarer som dermed mindsker eksportmulighederne. Endelig begrænses låne- og kreditmulighederne for landmænd, når bankerne er mindre risikovillige.
I denne sammenhæng hører fattige lande til kategorien af såkaldt usikre markeder. Derfor vil både små og store landmænd fremover få vanskeligere ved at optage lån, og den øgede priselasticitet giver samtidig mere ustabile priser, hvilket gør det vanskeligt at sikre en rentabel produktion.
Mange sultkatastrofer må efterhånden betegnes som permanente og tilbagevendende og udvikles ofte i områder med stor fattigdom. For at imødegå denne udfordring er mange regeringer derfor begyndt at udvikle sociale sikkerhedsnet, som sikrer hurtig hjælp, når krisen indtræffer.
Sikkerhedsnettene består f.eks. af penge, mad eller såsæd og mindsker dermed de fattiges sårbarhed. Men hele 80 procent af verdens befolkning mangler forsat adgang til sociale sikkerhedssystemer og er derfor prisgivet, når katastrofen indtræffer.
Kun et måltid om dagen i Etiopien
Mahmud bor i et af de marginaliserede og tørkeramte hyrdeområder i det sydlige
Etiopien. Jorden er tør og rød, og der vokser flade akacietræer, buske og krat med
lange spidse torne. De fleste familier i DaweKechen distriktet i Oromiya regionen
lever af at holde dyr som køer, kameler og geder. ”Førhen havde vi både kvæg og
geder, men fordi det ikke har regnet i lang tid, døde de fleste af mine dyr sidste
vinter. Nu har jeg kun én ko tilbage og 2 geder,” fortæller Mahmud.
Ikke langt fra familiens hytte ligger resterne af en af Mahmuds køer. Stanken er
ulidelig. Selv om der kun er ribben tilbage, summer fluerne lystigt omkring
kadaveret. Ved familiens mark står den eneste ko, der endnu er i live. Knoglerne kan ses igennem den løse og tyndslidte hud.
Mahmud viser, hvordan han med en kæp har lavet huller i jorden på sin mark,
hvori han har sået de korn, som hans familie har fået i nødhjælp. Jorden egner sig
slet ikke til at dyrke afgrøder og burde også have været pløjet først for at få et bedre udbytte, men Mahmoud har ingen okser.
Familien på 7 overlever derfor af hjælpen fra den etiopiske regerings sikkerhedsnet, som hovedsagelig består af kontanter for at udføre et stykke arbejde. Men hjælpen er næsten nytteløs i denne tid, da der er meget lidt eller intet korn at købe på det lokale marked, og priserne er helt i top.
100 kilo af den lokale kornsort teff kostede sidste år 350 birr eller 175 danske kroner. I år ligger prisen på omkring det dobbelte.
De stigende priser skyldes dels manglende regn og dels, at de lokale ikke producerer nok overskud til at sælge korn på markedet. Derfor har de hårdest
ramte i distriktet modtaget akut nødhjælp i form af mad.
Over 28.000 mennesker i distriktet har brug for hjælp her og nu – men kun 6.000 har ifølge myndighederne modtaget hjælp, da budgettet ikke rakte længere. Mahmouds familie er blandt de heldige, som fik ekstra hjælp i denne omgang. Men det er alligevel ikke nok.
”Vi spiser et måltid om dagen. Vi får grød og ristede hvedekerner,” siger Mahmuds
kone Habibo Aliyi. Familiens 5 børn er ofte syge og græder, når de er sultne, fortæller hun. Familien håber nu på, at de små grønne spirer, som har kæmpet sig op igennem den tørre røde jord på marken, bliver til noget, som kan spises en dag.
De ved nemlig ikke, om de får nødhjælp næste gang, der er en uddeling.
Mad og energikrisen
De politiske målsætninger om at øge produktionen af biobrændsel er en trussel mod den globale fødevaresikkerhed.
Både FAO, Verdensbanken og IMF har i rapporter påvist, at biobrændsel er en af de væsentligste faktorer bag prisstigningerne på fødevarer som f.eks. sukker, majs, oliefrø og palmeolie.
Produktionen af biobrændsel har været i voldsom vækst fra 3,2 mia. liter i 2002 til 7,8 mia. liter i 2006. Og selv om prisstigningerne på hvede og ris ikke direkte kan tilskrives efterspørgslen på biobrændsel, er der alligevel en sammenhæng.
For når landmænd øger produktionen af biobrændselsafgrøder, mindsker de samtidig produktionen af andre fødevareprodukter. Ikke overraskende giver det samlet set færre fødevarer på verdensmarkedet.
Hvis EU og USA vælger at fastholde de politiske målsætninger om biobrændsel, vil
det ifølge det Internationale Forskningscenter for Fødevarepolitik (IFPRI) medføre
prisstigninger på majs og oliefrø på hhv. 26 og 18 procent i det næste årti.
Hvis biobrændselsproduktionen derimod fordobles, øges prisstigningerne på majs og oliefrø til henholdsvis 72 og 44 procent. Samtidig har en række videnskabelige undersøgelser på det seneste påvist, at den positive effekt at biobrændsel er langt mindre end først antaget, hvis man tager hele produktionsprocessen i betragtning.
Endelig er det værd at huske, at produktionen af biobrændsel i EU og USA i alt væsentligt støttes med offentlige midler. I bedste fald er biobrændsel en ikke-bæredygtig produktion, som kun har minimal virkning på bekæmpelse af drivhusgasserne.
I værste fald vil målsætningerne om øget brug af biobrændsel kunne koste tusindvis af menneskeliv i takt med, at det skubber fødevarepriserne yderligere i vejret.
Mad og klimakrisen
Antallet og omfanget af de humanitære katastrofer vokser, og behovet for katastrofehjælp forventes at stige kraftigt i de kommende år.
Klimaforandringerne medfører stadig hyppigere og kraftigere tørkeperioder, regnskyl, oversvømmelser og orkaner og påvirker derfor allerede fødevareproduktionen i en lang række lande.
Det betyder markante forandringer. I lavlands-landbruget i Afrika, der er afhængig af regnvand, skønner FNs klimapanel, at det samlede udbytte vil falde med op til 50 procent allerede i år 2020, hvilket vil øge antallet af sultende med 40 til 170 millioner mennesker.
Klimaforandringerne rammer særligt de fattige og marginaliserede grupper, som typisk bor i udkantsområder, geografisk og økonomisk, og bliver hårdest ramt af tørke, oversvømmelser, jordskred og andre naturkatastrofer.
Antallet af flygtninge og hjemstavnsfordrevne forventes at stige dramatisk i de kommende år, når mennesker må søge væk fra f.eks. tørke. Ifølge Christian Aid vil op imod en milliard blive fordrevet fra deres hjemstavn inden 2050 på grund af konflikter og klimarelaterede katastrofer.
Vi oplever derfor allerede et stigende antal lokale konflikter over adgang til mad, landbrugsjord og andre naturressourcer, hvilket potentielt kan true freden og stabiliteten i lande, som i forvejen er skrøbelige.
De internationale donorer har svært ved at finde finansiering til de humanitære
katastrofer. Kun omkring en tredjedel af FNs humanitære appeller i de mindst
udviklede lande finansieres, og den humanitære bistand udgør under 10 procent af
den samlede globale udviklingsbistand.
Derfor slog WFP alarm i foråret 2008 og fik overraskende hjælp fra Saudi Arabien, hvilket gjorde det muligt at opretholde hjælpen til de omkring 73 millioner, som er afhængige af WFPs nødhjælp.
Men også i 2009 vil WFP og andre nødhjælpsorganisationer have behov for yderligere ressourcer og hurtig handling fra donorerne. Manglen på tilstrækkelig og fast finansiering til de humanitære katastrofer er en helt igennem uholdbar situation, som forsinker og besværliggør en i forvejen vanskelig indsats.
Fødevarekrisen har selvsagt haft store konsekvenser for nødhjælpsindsatsen, idet
organisationernes købekraft er blevet kraftigt reduceret. Men det er vanskeligt at lave en samlet opgørelse over konsekvenserne af de højere fødevare- og energipriser for Folkekirkens Nødhjælp, idet vi arbejder i 24 lande over hele kloden igennem flere hundrede partnere.
Det er dog ikke helt urealistisk at sammenligne vores katastrofeindsats med Verdensfødevareprogram (WFP), som i 2008 oplevede en stigning på hele 35 procent i operationelle omkostninger, alene på grund af prisstigninger på fødevarer og transport.
En tredjedel af WFPs fødevarehjælp blev bogstavelig talt spist op af prisstigningerne i 2008.
Løsningen er en global landbrugsrevolution
Langt størstedelen af verdens fattigste og sultende lever i landdistrikterne og kan selv være med til at øge produktionen af fødevarer, hvis de støttes i adgangen til
ressourcer, markeder og beslutningsprocesser.
Men selv om øget produktion og vækst i landbrugssektoren af mange anses for den mest langsigtede løsning på fødevarekrisen, har de nationale regeringer og internationale donorer nedprioriteret støtten til landbrug og fødevaresikkerhed i de seneste årtier.
De nationale regeringer afsætter gennemsnitligt omkring 4 procent til landbrugsudvikling til trods for, at den Afrikanske Union havde en fælles målsætning om at nå 10 procent i 2008. Og den internationale donorstøtte er faldet kraftigt fra omkring 15 procent af den globale bistand i 1980erne til blot ca. 4 procent i dag.
Samtidig er mange bistandsindsatser ofte ad hoc, tidsbegrænsede og utilstrækkelige og får derfor sjældent nogen langvarig og bæredygtig gennemslagskraft.
Selv om fødevarekrisen var en absolut topprioritet på den internationale politiske
scene i 2008, og der blev afgivet mange nye løfter om øget hjælp til verdens fattigste på topmøder i bl.a. Rom, Hokkaido og New York, er det stadig uklart, hvordan og hvornår de mange milliarder dollar kommer til udbetaling.
FN vurderede i efteråret, at kun omkring en tredjedel af løfterne om fødevarehjælp og øgede investeringer i landbruget er blevet ført ud i livet, og opfordrer samtidig til, at den internationale donorstøtte til landbrug og fødevaresikkerhed stiger til 10 procent af den samlede bistand over de næste 5 år.
Efter 50 år med lave og ustabile fødevarepriser for verdens fattige landmænd – bl.a. på grund af de rige landes landbrugspolitik – udgør de højere fødevarepriser naturligvis en enestående chance for nogle af verdens fattigste lande til at revitalisere en hensygnende landbrugssektor og dermed forbedre den økonomiske udvikling.
Men det forudsætter, at landmændenes adgang til markederne forbedres, og at de fattige i byområderne beskyttes mod prisudsving.
Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Verdensbanken vurderer, at de høje fødevarepriser hovedsagelig vil have en negativ effekt og derfor med stor sandsynlighed øge antallet af fattige og sultende.
Lokalt produceret fødevarehjælp er et væsentligt element i en styrket landbrugssektor. Der er f.eks. en direkte sammenhæng, når WFP opkøber lokalt
produceret mad for omkring 1 milliard dollar årligt, hvilket dermed overstiger
Verdensbankens årlige landbrugsbistand til Afrika.
Men der er forsat stort potentiale for forbedringer, idet omkring 70 procent af FNs fødevarehjælp fortsat produceres i verdens rigeste lande.
Nyprotektionismen breder sig
Viljen til at bekæmpe global fattigdom via et mere retfærdigt handelssystem befinder sig på et historisk lavpunkt.
Verdenshandelsorganisationen (WTO) har siden 2001 forsøgt at afslutte den såkaldte udviklingsrunde, som netop blev iværksat for at hjælpe nogle af verdens fattigste lande.
Men de rige og fattige lande står langt fra hinanden i forhandlingerne, og vi oplever i stedet en nyprotektionistisk bevægelse, som ønsker øget markedsregulering. Over 30 lande har indført nye toldmure og opbygget nationale fødevarelagre.
I januar 2009 reintroducerede EU Kommissionen f.eks. eksportstøtten på ost, smør og mælkepulver for at bistå de kriseramte mejerier og mælkeproducenter. De nye forhindringer forværrer imidlertid kun situationen for de fødevareimporterende lande og er samtidig med til at vanskeliggøre et evt. kommende gennembrud i WTO-forhandlingerne.
Udviklingsbistanden falder
Den globale udviklingsbistand har været faldende siden 2005, og den lavere økonomiske vækst vil ikke overraskende betyde yderligere fald i bistanden.
Under den forrige økonomiske recession i 1990erne faldt udviklingsbistanden med næsten 25 procent, og de rige landes samarbejdsorganisation (OECD) ser meget pessimistisk på fremtiden.
Hvis den nuværende praksis forsætter, vil EU-landene levere ca. 500 milliarder
kroner mindre i udviklingsbistand end oprindeligt lovet i perioden 2005 til 2010.
Foreløbig har Irland, Italien og en række østeuropæiske lande meddelt, at de vil
sænke udviklingsbistanden i 2009.
Andre lande forventes at følge efter. Dermed har det desværre lange udsigter for FN’s forslag om en øget finansiering på mellem 25 – 40 milliarder dollar om året til at sikre global fødevaresikkerhed, sociale sikkerhedsnet, landbrugsudvikling samt velfungerende fødevaremarkeder.
Mad er en rettighed
For Folkekirkens Nødhjælp er det vigtigt at understrege, at retten til mad ikke kun er en moralsk forpligtigelse, men en universel menneskerettighed, som vi alle har
forpligtet os til at efterleve.
FNs menneskerettighedsråd understreger klart dette, når det anerkender adgangen til mad på linje med ytringsfrihed og frihed for undertrykkelse. Men selv om alle regeringer burde udarbejde nationale planer og målsætninger for fødevaresikkerhed, bliver det sjældent indarbejdet i væsentlige politikker og budgetter.
Ifølge FAO er fødevaresikkerhed totalt fraværende i halvdelen af de afrikanske landes nationale fattigdomshandlingsplaner, som er grundlaget for landenes fremtidige udviklingsbistand og låntagning.
Afrikas kvinder må styrkes
Kvinderne udgør ofte rygraden i landbrugsproduktionen og den uformelle sektor, og de står globalt set for mere end halvdelen af verdens fødevareproduktion. Alligevel er kvinder ofte oversete og udelukket fra at deltage i det økonomiske og politiske liv.
Den typiske afrikanske kvinde er eneforsørger til en stor udvidet familie og afhængig af et subsistenslandbrug på omkring en hektar eller mindre. Hun har ingen adgang til kunstvanding eller basale services, og hun er afhængig af børnenes manuelle arbejdskraft.
Kvinderne prioriterer mad, ernæring og børns bespisning væsentligt højere end mænd. Bistandsindsatser må derfor inkludere et stærkt fokus på kvinders rettigheder, garanti for kvinders ejendomsret og arveret til jord og andre værdier, et opgør med de patriarkalske strukturer samt øget adgang til nødvendige input som f.eks. såsæd, kunstgødning, rådgivning og kreditter.
Danmark kan øge indsatsen
Danmark har traditionelt haft udvikling af landbruget og landdistrikterne som høj prioritet. Men dansk støtte til landbrugsområdet bliver fremover koncentreret, dvs. at antallet af sektorprogrammer falder fra 7 til 5 landbrugsprogrammer, og støtten vil fremover være en integreret del af den danske bistand til erhvervsudvikling.
Landbrugsprogrammet i Tanzania er allerede nedprioriteret, og støtten i Kenya og Uganda vil forsvinde omkring 2010. Selv om regeringen anerkender behovet for større støtte, skal man lede langt efter konkrete håndtag i den seneste bistandspolitiske plan, som dækker perioden 2009-2013.
Udover et ekstraordinært bidrag til den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD) og mindre landbrugsprogrammer i Niger og Mali er det svært at få øje på en samlet dansk strategi for løsning af fødevarekrisen.
Folkekirkens Nødhjælp anbefaler
Fra vores arbejde rundt om i verden ved vi, at bæredygtige løsninger kun kan virkeliggøres, hvis den politiske vilje er til stede – både globalt, nationalt og lokalt.
I Danmark må den danske regering og Folketingets partier gå sammen om at iværksætte konkrete initiativer, der står mål med de globale udfordringer, og i de
fattige lande må befolkningerne støttes i at fastholde deres regeringers forpligtelser.
Det er ikke første gang, verden oplever drastiske prisstigninger på fødevarer.
Forskellen er imidlertid, at denne gang skyldes det ikke alene tørke, kraftig regn eller andre naturfænomener. Hovedårsagen skal findes i uigennemtænkte politiske målsætninger, uopfyldte løfter og de globale konsekvenser af vores egen levevis.
Løsningerne skal derfor også komme fra de selvsamme rige lande, som har skabt
problemerne.
Verdenssamfundet må derfor holdes fast på, at det har en forpligtelse og et ansvar over for den fattigste del af befolkningen. Mad er ikke kun en moralsk forpligtelse, men en basal rettighed, som vi alle har pligt til at fremme.
Folkekirkens Nødhjælp efterlyser derfor en samlet og global strategi, der markant
øger investeringerne i fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling.
Udover at være en effektiv strategi mod sult og fattigdom, vil det skabe øget vækst, sikre nye arbejdspladser og medvirke til at løse klimaproblemerne. Vi vil med andre ord høste mange gevinster på samme tid.
Danmark kan bl.a. bidrage til en global strategi ved hjælp af følgende initiativer;
– Danmark må aktivt støtte FNs forslag om en global strategi til løsning af
fødevarekrisen, som inkluderer global fødevaresikkerhed gennem sociale sikkerhedsnet, landbrugsudvikling, sikring af retten til mad samt velfungerende fødevaremarkeder.
– Danmark må i samarbejde med de nationale regeringer gøre op med mere end 20 års underprioritering af udviklingsbistand til landbrug og udvikling ved senest i 2012 at øge den direkte udviklingsbistand til fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling til 10 procent af den samlede danske bistand.
– Den danske regering må øge støtten til landbrugsforskning og udvikling, herunder udvikling af tørkeresistente og næringsrige plantesorter til gavn for verdens fattigste landmænd samt en international undtagelseserklæring i TRIPs aftalen, der giver fattige landmænd ret til frit at bruge den nyeste såsæd og den bedste landbrugsteknologi
– Danmark må arbejde for en ambitiøs global klimaaftale og gå forrest i mobiliseringen af markant flere ressourcer ved at introducere nye finansieringsmekanismer, som kan kompensere for og understøtte de fattigste
lande i at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne.
– Den danske regering bør aktivt støtte Verdensbankens forslag om, at de rige
lande afsætter mindst 0,7 procent af deres egne finanskrisepakker til en øget
indsats i de mest sårbare lande.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder for en verden uden sult og fødevareusikkerhed ved at støtte partnere til at nedbryde de politiske, strukturelle og sociale barrierer, der i øjeblikket forhindrer fattige over hele verden i at kræve deres ret til mad.
Vi ser en klar sammenhæng mellem fattigdom, sult og klima og dermed opnåelsen af det første internationale fattigdomsmål om at halvere antallet af mennesker, som lever for under én dollar om dagen og andelen af mennesker, som lever i hungersnød inden år 2015.
”Hvert sjette menneske sulter”, er udgivet af Folkekirkens Nødhjælp, februar 2009
Rapporten er udarbejdet af Morten Emil Hansen (ansvarlig) med bidrag fra Semine Bojsen Træden og Malene Haakansson.
Litteraturliste:
ActionAid; Failing the rural poor (2008)
Africa Progress Panel; Africas Development (2008)
Chatham House; The Feeding of the Nine Billion (2009)
Christian Aid: Human tide: the real migration crisis (2007)
Donald Mitchell; A World bank Note on Rising Food Prices (2008)
FAO; The State of Food Insecurity in the World (2008)
Folkekirkens Nødhjælp; Notat om den globale fødevarekrise (2008)
Folkekirkens Nødhjælp; Notat om 2015-topmødet i New York (2008)
IFPRI; The world food situation (2007)
IFPRI; Food and Financial Crisis (2008)
ODI; Rising food prices: A global crises
Oxfam; Causing Hunger (2006)
Oxfam; A Billion Hungry People (2009)
UN; Report of the Special Rapporteur on the right to food, Jean Ziegler (2008)
World Bank: Rising Food and Fuel Prices: Addressing the Risks to Future Generations
(2008)
World Bank; A Note on Rising Food Prices (2008)
World Bank; Global Economic Prospects (2009)
