Amnesty: 2008 blev et blodigt år for menneskerettighederne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

2008 blev et blodigt år for menneskerettighederne. Det skriver Amnesty i sin rapport for det forløbne år, som afdækker nogle af de værste overtrædelser verden over.

Krigsforbrydelserne i Gaza, militsernes hærgen i DR Congo, Kinas fængsling af systemkritikere op til OL, Sri Lankas blodige offensiv og generelt voksende ulighed satte rettigheder for verdens befolkninger under et kolossalt pres.

Lige under den finansielle krise udspiller der sig en eksplosiv menneskeretlig krise, som forværres af det økonomiske tilbageslag. Uligheden og fattigdommen vokser, og millioner af mennesker i de fattigste dele af verden er kastet ud i en kamp for overlevelse.

Kombination af øget fattigdom, racisme, diskrimination og undertrykkelse fører til social uro, protester, politisk ustabilitet og vold – og i det krydsfelt opstår flere krænkelser af menneskerettighederne, konkluderer Amnesty i årsrapporten.

VERDENS LEDERE SKAL TAGE ANSVAR

I 2008 var der fortsat 81 lande med begrænset ytringsfrihed. Antallet af henrettelser steg markant efter flere års tilbagegang – primært på grund af Kina, som strammede sit greb om befolkningen op til OL i Beijing.

Og mens verdens ledere og G-20 landene havde fokus på den økonomiske krise og postede milliarder i hjælpepakker, kom menneskerettighederne under endnu hårdere pres i en række blodige konflikter, uden at verdenssamfundet greb ind.

Verdens ledere må fokusere lige så meget på menneskerettigheder som på økonomi, hvis de vil forhindre mere vold, uro og politisk ustabilitet.

DOBBELTE STANDARDER

Rapporten fastslår, at halvdelen af verdens lande brugte tortur mod sine borgere, og at den såkaldte krig mod terror har undermineret beskyttelsen af menneskerettighederne.

Afsløringerne af USAs torturmetoder mod fanger udstiller, hvordan mange regeringer har dobbeltstandarder, idet de på den ene side argumenterer for høje menneskeretlige standarder og på den anden ikke efterlever dem selv.

Amnesty advarer mod at indføre “frit valg på hylderne” for de menneskerettigheder, man vil overholde, og dem, man vil undertrykke.

Også Danmark kritiseres i rapporten på 4 områder: Forsøget på at udvise udenlandske statsborgere ved hjælp af såkaldte diplomatiske forsikringer, manglen på uvildighed i politiklagesystemet, stramningerne i reglerne for tålt ophold, og straffelovens rabat til voldtægtsmænd.

Danmark og resten af de rige lande må gøre op med dobbeltstandarderne og forpligte sig stærkere til at overholde og genoprette respekten for menneskerettighederne, hedder det.

Kilde: www.amnesty.dk

Læs hele rapporten her: http://thereport.amnesty.org/en