Det er udtryk for en misforståelse, når kritikere fastholder, at FN’s racismekonference Durban 2, bør boykottes.
Det siger IMR’s direktør i kølvandet på offentliggørelse af et nyt udkast til sluterklæring fra konferencen.
INGEN OMSKRIVNING AF MENNESKERETTIGHEDERNE
Der er ikke lagt op til at omskrive menneskerettighederne, og religion bliver ikke sat over ytringsfriheden.
Sådan kan man opsummere beskeden fra Institut for Menneskerettigheders (IMR) direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, her få dage før den omstridte FN-racismekonference, Durban 2, officielt skydes i gang.
For selvom det ganske vist har været hensigten fra flere landes side at få vedtaget en erklæring, hvor religionskritik og racisme sidestilles – en linje som også IMR har været imod – så står vi et helt andet sted i dag, mener direktøren:
– Det anføres stadig i debatten, at konferencens sluterklæring lægger op til en omskrivning af menneskerettighederne. Det må bero på en misforståelse, for de seneste to udkast nævner slet ikke religionsforhånelse, siger han til menneskeret.dk.
RØDE LINIER ER UDE
Baggrunden er, forklarer han, at det oprindelige udkast til konferencens sluterklæring har gennemgået flere forandringer, siden det første udkast blev offentliggjort sidste år.
Det seneste udkast til sluterklæringen blev således udsendt så sent som torsdag, og i begge de seneste to versioner er de såkaldte ’røde linjer’ ændret eller helt taget ud.
Det gælder f.eks. den direkte kritik af Israel og punkterne om religionsforhånelse.
– Da udkastet også fungerer som konferencens dagsorden, tegner resultatet sig derfor mere positivt, vurderer Jonas Christoffersen.
KRITIK FASTHOLDES
Men en række kritikere fastholder imidlertid, at også det nye udkast støtter en beskyttelse mod religionskritik. I hvert fald indirekte.
Der bliver nemlig stadig udtrykt støtte til en FN-arbejdsgruppe, der skal undersøge behovet for at udvide den gældende racismekonvention.
Derfor mener flere debattører, at man skal fastholde en boykotlinje.
Det afviser Jonas Christoffersen:
– Bekymringen beror på spekulationer. Det man skal se på er, hvad der kommer til at stå i konferencens sluterklæring, og hvad konferencen kommer til at handle om. Og her ser det ud til at gå i den rigtige retning, fordi de mest kontroversielle spørgsmål er ændret eller ude, siger IMR’s direktør til menneskeret.dk
Han tilføjer, at det nye udkast omtaler ytringsfrihed på en måde, der er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 19 og 20 i Den Internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder.
Jonas Christoffersen hæfter sig også ved, at selve racismespørgsmålet nu ser ud til at få mere plads på konferencen:
– Der jo trods alt en racismekonference og ikke en konference om ytringsfrihed eller religionskritik. Så vi må konstatere, at den danske regerings holdning til Durban 2, nemlig at ytringsfriheden skal forsvares ved aktiv dialog og ikke opgivende boykot, har båret frugt. Dermed får Danmark og ligesindede lande mulighed for at spille en væsentlig rolle i kampen mod racisme, slutter Jonas Christoffersen.
Kilde: http://menneskeret.dk/