Lad os få Ballroom Scenen tilbage på næste års Roskilde Festival

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Af Poul Struve Nielsen

Der er opstået en gruppe på Facebook med krav om at få Danmarks bedste og vigtigste spillested for verdensmusik tilbage, nemlig Ballroom Scenen på den netop vel overståede Roskilde Festival.

Facebookgruppen har lige nu 554 medlemmer.

Teltet med Ballroom Scenen var sidst med på Roskilde Festival i 2006. I dette årtusinde har bl.a. Femi Kuti fra Nigeria, Anoushka Shankar fra Indien, Toumani Diabaté fra Mali, Junoon fra Pakistan og Yuri Buenaventura fra Colombia budt på pragtfulde musikoplevelser fra de lande, der betegnes som udviklingslande.

At også musikere fra disse lande har brug for en håndsrækning for at opnå lige vilkår vidner bl.a. et projekt som Freemuse (www.freemuse.org) om.

På Freemuses hjemmeside kan man læse om, at tibetanske musikere som optakt til OL i Beijing bliver arresteret og tilbageholdt, uden at der er rejst sigtelser mod dem, og på den måde bringes de til tavshed.

Det tav Roskilde Festival om.

Trist, for festivalen har tidligere med udgangspunkt i netop Ballroomscenen støttet Freemuse og musikeres ytringsfrihed; det var bl.a. i samarbejde med Freemuse, at Junoon fik støtte – Junoon, hvis rockmusik har svære vilkår i de egne af Pakistan, hvor formørkede fundamentalister råder.

Havde vi haft en Ballroom scene, kunne det have medvirket til at fastholde festivalen på også denne relevante del af sit humanitære fokus i et år, der netop er afgørende for ytringsfriheden, også den musikalske, i et stort og vigtigt land som Kina.

Så lad os nu få den scene tilbage!

Behovet understreges af det paradoksale i, at festivalen faktisk har svært ved at få musikere fra udviklingslande til Danmark på grund af de restriktive visumregler.

Facebook gruppen savner først og fremmest musikken, men også den særlige stemning, der var omkring Ballroom Scenen. Den var for mange festivalgængere med tilknytning til miljøer, hvor kontakt med u-landene har betydning, et fast holdepunkt og mødested under den 4 dage lange festival.

Her kunne man mødes, drikke, danse, feste og høre musik med jævnlige afstikkere til alle de andre gode musikalske indslag fra helt andre genrer, som det også er vigtigt at få med under festivalen.

Forfatteren til denne artikel har egentlig travlt nok i så mange andre netværksgrupper og havde derfor afskrevet Facebook. Men muligheden for at støtte kravet om at få Ballroom tilbage var nok til at skrive sig ind efter endnu en rastløs festival uden det traditionelle holdepunkt på pladsen.

Efter Ballrooms forsvinden er der også forsvundet et netværk. Man møder bare ikke så mange gamle venner på festivalen, som dengang dansen gik på Ballroom.

Alle kan gratis oprette en profil på www.facebook.com, derefter kan man tilmelde sig gruppen og blive del af et netværk med titlen:

BALLROOM TILBAGE PÅ ROSKILDE!!!!

På Facebook skriver initiativtagerne bl.a.:

“Ballroom var TELTET på Roskilde Festivalen, hvor man altid kunne gå hen, når man havde en pause i sin bandliste og man gerne ville finde:

– Anderledes, inspirerende rytmer som kun verdensmusik kan præstere det
– Et sted man kunne danse så tosset man ville og alligevel ikke skille sig ud
– Et sted med EVIG god stemning og glade mennesker

Jaja. De LOVEDE, at nedlæggelsen af Ballroom-scenen ikke ville betyde mindre verdensmusik på Roskilde. Næ, verdensmusikken ville fra år 2007 og frem såmænd bare blive spredt ud på de andre scener, hvor man SAGTENS ville kunne finde den gode Ballroom stemning igen.

MEN….!!! I 2007 var der alligevel markant færre bands, der spillede verdensmusik: Blot 15 mod f.eks. hele 26 i 2005.”

Poul Struve Nielsen er medlem af bestyrelsen i u-landsnyt.dk, redaktør i Kirkens Korshær og har mange års erfaring med journalistik og kommunikation fra og om udviklingslande og som deltager og frivillig på Roskilde Festival.