Dansk firma hjælper Mongoliet for amerikanske penge

Forfatter billede

En velfungerende infrastruktur er essentiel i et tyndt befolket land som Mongoliet. Især korridoren fra den russiske grænse i nord til den kinesiske grænse i syd er af stor betydning.

Over de næste 3 år skal eksperter fra Grontmij | Carl Bro bistå den mongolske transportsektor og bl.a. forbedre dele af vejnettet for at styrke den interregionale trafik og dermed den økonomiske udvikling.

Mongoliet er et af verdens tyndest befolkede lande, og gode transportforhold er derfor alfa og omega. Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro etablerer nu en projektstyringsenhed i landet og skal bistå med en række tiltag til at forbedre infrastrukturen.

Bl.a. skal 1/3 af landets livsnerve – den godt 500 km lange hovedlandevej mellem Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar, og den kinesiske grænse – forbedres. Samtidigt skal der bygges en 260 meter lang bro, og 17,5 km hovedlandevej i udkanten af hovedstaden renoveres.

Nedbringer fattigdom

– Det er et meget vigtigt projekt, fordi ca. 60 procent af Mongoliets befolkning på 2,6 millioner indbyggere bor langs den vejstrækning, der går igennem de to største byer – hovedstaden Ulaanbaatar og Darkhan. I mangel af en større asfalteret vej har jernbanen været den eneste større sammenhængende transportmulighed i mange år, og der mangler dermed et bedre bindeled mellem befolkningen og de kommercielle centre, siger projektdirektør Jan Lorange fra Grontmij | Carl Bro og fortsætter:

– Bedre adgang til vejnettet vil samtidigt fungere som et middel til øget interregional handel mellem Mongoliet, Rusland og Kina – og dermed øge den økonomiske udvikling i Mongoliet. Dermed vil et projekt som dette være med til at nedbringe fattigdommen i landet.

Projektet finansieres af Millennium Challenge Corporation (MCC), der er en bistandsorganisation under den amerikanske regering.

– Millennium Challenge Corporation har lavet nogle beregninger af de positive virkninger, dette vejprojekt vil have for indbyggerne i Mongoliet, og de viser, at både befolkningen langs vejen, men også indbyggere med bopæl andre steder i landet, får glæde af udbygningen af bro og veje, siger projektleder Tom Hally fra Grontmij | Carl Bro og uddyber:

– Beregninger for de næste 20 år viser, at op mod 170.000 mennesker får direkte nytte af udbygning og renovering af vejstrækningen på de 176 km, og mere end 220.000 får gavn af den nye bro samt vej, der skal udbedres tæt på Ulaanbaatar.

Øget trafiksikkerhed

Ud over de omtalte opgaver omkring forbedring af hovedlandevejen, planlægning og tilsyn med ny bro og vejrenovering i udkanten af hovedstaden skal der fokuseres på trafiksikkerhed.

Således skal behovet for træning af lokalbefolkningen inden for vejadministration og vejvedligehold analyseres og nye foranstaltninger inden for trafiksikkerhed introduceres.

Yderligere oplysninger hos:
Lasse Bjerre Sørensen, pressechef, Grontmij | Carl Bro
tlf.: 27 23 69 61, e-mail [email protected]

GRONTMIJ | CARL BRO
Grontmij | Carl Bro er en del af hollandske Grontmij, der er en af Europas største rådgivende ingeniørvirksomheder.
Grontmij rådgiver inden for anlæg, byggeri, miljø, vand, industri og energi og er bl.a. repræsenteret i Holland, Danmark, England, Tyskland, Belgien, Polen, Irland, Sverige og Vietnam.