Søren Pind i Afghanistan – besøger dansk-støttet skole i Kabul

Forfatter billede

Udviklingsminister Søren Pind (V) besøgte mandag ASF-Dansk Folkehjælps skole i Afghanistans hovedstad, Kabul, under en besigtigelse af danske udviklings-indsatser i det fattige og konfliktramte land.

Byggeriet skrider frem trods sikkerhedsmæssige udfordringer, og 10 nye skoler er på vej, fremgår det af en pressemelding fra organisationen tirsdag.

Udviklingsministeren, ambassadør Carsten Damsgaard og personale fra udenrigsministeriet og forsvarsministeriet blev ved pigeskolen Ghuzar Ghah i Kabul budt velkommen af Allan Vokstrup, der er leder af ASF-Dansk Folkehjælps internationale afdeling.

Søren Pind tilbragte ca. 2 timer på byggepladsen og på den nærliggende midlertidige teltskole, der huser 3.000 drenge og piger, som undervises i treholdskift. Ministeren fik mulighed for med egne øjne at se de vanskelige forhold, man underviser under, men også den entusiasme, der udvises af lærere og elever.

10 nye skoler bliver opført

Ghuzar Ghah ind-går i et skolebyg-geri, som ASF-Dansk Folkehjælp udfører på vegne af det afghanske undervisningsmini-sterium. Skolerne finansieres af Danida og en del af den danske støtte til udvikling af ud-dannelsessektoren i Afghanistan.

I alt er ASF-Dansk Folkehjælp i gang med at opføre 10 nye skoler i provinserne Kabul, Baghlan, Parwan og Kapisa i indeværende år. Allan Vokstrup, leder af Dansk Folkehjælps internationale afdeling, er stolt over at kunne vise kvalitetsskolen til Søren Pind.

Han forklarer: – Der er mange udfordringer ved at bygge skoler i Afghanistan. På grund af det enorme behov i det fattige og krigshærgede land, vil man fra politisk side se hurtige resultater og går efter de billigste løsninger.

– I ASF-Dansk Folkehjælp kan vi se, at mange firmaer og organisationer springer over, hvor gærdet er lavest og går på kompromis med kvaliteten. De afleverer skoler af meget ringe kvalitet og uegnet til undervisning.

Kvaliteten af byggeriet skal være høj

Allan Vokstrup fortsætter:

– Når disse 3.000 elever efter vinterferien i dagskift flytter ind i den nye skole med 24 klasseværelser, siger det sig selv, at kvaliteten af byggeriet skal være høj. Ellers vil denne skole være en ruin efter et par år. Hvis vores vedligeholdelsesvejledning følges, vil denne skole kunne holde de næste 20 år.

ASF-Dansk Folkehjælp har design- og kvalitetskrav til nye skoler og går hverken på kompromis med materialekvalitet eller bæredygtighed, hedder det.

Byggeriet skal samtidig være omkostningseffektivt. Det sikres ved god administration og en professionel dygtig stab, og bortset fra programlederen er alt personale afghansk.

Udover de udfordringer, som kravet til kvaliteten stiller, er bygge-arbejdet vanskeliggjort af den sikkerhedsmæssige situation, der påvirker undervisningsministeriet kvalitetskontrol af de mange skolebyggerier rundt om i Afghanistan.

Yderligere oplysninger hos:
Allan Vokstrup/ Leder for International afdeling i ASF-Dansk Folkehjælp: 29 61 56 59
Klaus Nørlem/ Generalsekretær i ASF-Dansk Folkehjælp: 20 33 09 39

————————-
ASF-Dansk Folkehjælp om sine skoler i Afghanistan:

Dansk Folkehjælps byggeri af kvalitetsskoler foregår i Afghanistan under navnet DAARRT (Dansk bistand til rehabilitering og uddannelse i Afghanistan).

DAARTT understøtter behovet for genopbygning og udvikling med speciel fokus på uddannelsessektoren. Der sigtes mod at skabe lige adgang for både piger og drenge til undervisning og at få lokalsamfundet involveret i byggeriet, den efterfølgende vedligeholdelse og i at øge undervisningsmulighederne.

Aktiviteter:
Nybygning og genopbygning af skoler
Etablering af demokratiske lærer-forældreforeninger
Etablering af faglige uddannelsesmuligheder for unge og ufaglærte voksne
Skabelse af et samlet kreativt undervisningsmiljø, hvor såvel lærere, forældre og lokale myndigheder i fællesskab tager ansvar for den daglige drift og udvikling.