Efter søndagens valg til Venezulas Nationalforsamling, bevarer regeringspartiet Det Socialistiske Enhedsparti, PSUV, flertallet, men landets præsident har ikke længere den uindskrænkede magt, som han havde i den foregående valgperiode, skriver det spanske dagblad El País mandag.
I 2005 besluttede oppositionspartierne at lade være med at stille op. De mente, at de på den måde kunne gøre valget illegitimt. Det lykkedes imidlertid ikke, og partierne mistede indflydelse i 5 år. Med den erfaring valgte de sig til at se bort fra indbyrdes uoverensstemmelser og gå sammen i en fællesfront for på den måde at stække præsidentens magt. Det lykkedes delvist.
Ifgl. en foreløbig optælling får PSUV 95 af pladserne af de 165 pladser i Nationalforsamlingen, mens oppositionen får 64. Hvem de sidste 6 pladser går til, er endnu ikke afgjort.
Dermed har Chávez bevaret muligheden for at bestemme den almindelige lovgivning, men mistet den til at ændre grundloven, hvilket kan bremse præsidentens socialistiske projekt, vurderer El País. Oppositionen skulle have 56 mandater for at bremse grundlovsændringer og forhindre præsidenten i at regere per dekret.
Mandatfordelingen til trods fik oppositionen 52 procent af stemmerne, stadig ifgl. en foreløbig opgørelse. Det var muligt, fordi regeringen har lagt valgkredsene om til fordel for PSUV.