Venezuela og narkohandlerne finansierer Daniel Ortegas Nicaragua. Det mener USAs udenrigsministerium ifgl. det seneste dokument offentliggjort af WikiLeaks, skriver det spanske dagblad El País tirsdag.
Det sandinistiske regeringspartis medier har ingen kommentarer. Det har til gengæld alle store mellemamerikanske medier, og det konservative nicaraguanske dagblad La Prensa har en speciel én af slagsen: Dagens politiske satiretegning skildrer ”en ganske almindelig” nicaraguaner, der læser historien: ”Ortega er skør”. ”De gringoer kommer altid med gamle nyheder om Nicaragua”, kommenterer han.
Ifgl. WikiLeaks oplyser USAs ambassade i Nicaragua i et officielt dokument til udenrigsministeriet, at det sandinistiske regeringsparti FSLN under valgkampen i 2007 fik penge fra narkohandlere mod, at sandinistiske dommere løslod fængslede narkoforbrydere.
Meddelelsen, der er sendt fra USAs ambassade i maj 2008, slår desuden fast, at ”Vi ved på første hånd fra nicaraguanske regeringsfunktionærer, at den nicaraguanske regering under rejser i Venzuela har modtaget kufferter fyldt med penge”.
Det nordamerikanske diplomati anslår, at Daniel Ortega har modtaget omkring 500 millioner US dollars, men understreger, at denne oplysning ikke er verificeret.
I en anden mail fra ambassaden hedder det, at ”præsidenten er fuldstændig skør” og er blevet en ”trussel for landet”. ”Han går så vidt, at han tror, at selv gamle nonner beder for, at han bliver myrdet.”