KOMMENTAR
Af den samlede bestyrelse i globale journalisters forening, Nairobi-klubben (se neden for)
Når Danmarks Indsamling ruller over skærmen i et storslået gallashow på DR1 lørdag aften, står de 12 indsamlingsorganisationer igen i det evige dilemma: Skal de vise, hvor meget de stakkels afrikanere har brug for os? Eller skildre et kontinent i udvikling?
Vi kender allesammen billederne alt for godt; afrikanske børn med fluer i øjnene, den fattige bonde med en hakke over skulderen og kvinden med de mange børn og blottede slatne bryster.
Stakler, der er ofre for alverdens uretfærdigheder, og som ikke kan gøre andet end at lade sig filme i håb om, at de bliver set af medlidende mennesker i et fjernt land, som så sender penge til at hjælpe dem ud af nøden.
Det andet Afrika kender vi som gennemsnitlige TV-seere knap så godt; byggeboomet og de høje vækstrater i de store byer, de energiske ildsjæle og den utrolige idérigdom.
Vi ser alt for sjældent de unge veluddannede og globaliseredes Afrika. De afrikanere, der kan være med til at skabe velstand og politisk udvikling i deres hjemlande.
VIL VI SE DET NYE UNGE AFRIKA?
I Nairobi-klubben er vi spændte på, hvor meget dette unge Afrika vil tone frem på skærmen, når danskerne lørdag kan sidde i sofaen og følge med i en blanding af underholdning og u-landsoplysning – se også telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/26-01-11/den-store-danmarks-indsamling-til-afrikas-unge-m-l
Som journalister med engagement i u-landene ved vi, hvor fristende det er at skildre afrikanerne som nødstedte ofre, der ikke kan andet end at vente på danskernes hjælpende hånd. Vi ved, at den slags billeder og historier får bidragene til at rulle ind.
Det blev bekræftet under sidste års Danmarks Indsamling, da der blev samlet et historisk stort beløb på 130 mio. kr. ind, svarende til ca. 25 kr. pr dansker.
Indsamlingsshowet var sidste år domineret af stereotyper; dynamiske hvide hjælpearbejdere og sorte apatiske ofre. De gode hvide løser de sortes problemer.
Set over 4 timer giver det et usandfærdigt og fordrejet billede af den afrikanske virkelighed.
Måske bliver det anderledes i år. I hvert fald har indsamlingens arrangører slået en anden tone an med temaet “Det nye Afrika”.
De 12 projekter, der samles ind til, vil på hver sin måde støtte op om unge afrikanere og deres fremtid, hedder det på Danmarks Indsamlingens hjemmeside.
MÅLET HELLIGER IKKE MIDLET
Lad os håbe, at unge veltalende afrikanere denne gang får en chance for at komme til orde. Og lad os håbe, at danskernes offervilje er intakt, selv om det skulle ske, at afrikanerne denne gang ikke kun skildres som ofre.
For det må aldrig kun dreje sig om at få flest kroner i kassen. Målet helliger ikke midlet.
Danmarks Indsamling er det tidspunkt, hvor flest danskere møder Afrika. Lad dem møde den brogede virkelighed.
—————
Skrevet af Jan Kjær, Pernille Bærendtsen, Tim Whyte og Morten Bonde Pedersen, der alle sidder i bestyrelsen for Nairobi-klubben
Nairobi-klubben er det faglige forum for medie- og fagfolk, der arbejder med formidling af udviklingsbistand og globale udviklingsspørgsmål. Se også www.nairobi-klubben.dk
Nairobi-klubben holder lørdag åbent debatarrangement om Danmarks Indsamling og ser TV-showet på storskærm. Klubben giver en omgang første gang, der kommer en afrikansk ekspert på skærmen – se mere på http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/danmarks-indsamling-p-storsk-rm
Se også http://www.u-landsnyt.dk/blog/70/afrikanere-fornyer-afrika-helt-uden-min-hj-lp