KOMMENTAR
Debatten om mikrofinans bør nuanceres mener den katolske bistandsorganisation, Caritas Danmark, der selv arbejder med mikrofinansiering
Af Toke Nyborg
kommunikationskoordinator i Caritas Danmark
Debatten om mikrolån som en effektiv måde at bekæmpe fattigdom på er atter blusset op, efter at DR 1 mandag viste en TV-dokumentar, der satte fokus på de negative konsekvenser ved mikrokreditter.
– Filmens instruktør Tom Heinemann har delvis ret, når han fremhæver, at mikrolån ikke er et vidundermiddel mod fattigdom. Men mikrofinas handler om mere end gæld og mikrolån. Denne form for fattigdoms-bekæmpelse handler i lige så høj grad om mikroopsparring, siger Peter Blum Samuelsen, programkoordinator i Caritas Danmark og ansvarlig for Dansk Forum for Mikrofinans, som Caritas huser.
ANDELSKASSE for de fattigste
TV-dokumentaren ”Fanget af Mikrogæld” viste, hvordan nogle fattige kvinder ender i dyb gæld på grund af låneinstitutternes tårnhøje renter, men valgte ikke at nævne, at over halvdelen af verdens mikrofinas er opsparing.
Mikroopsparring kan netop forhindre, at mikrolån ender i makrogæld.
Caritas har gode erfaringer med spare-låne-grupper som et fattigdoms-venligt alternativ til de kommercielle mikrofinansieringsinstitutioner. Alene i Nordøstindien har Caritas etableret flere end 2.000 låne-spare-grupper. Grupperne trænes i selv at forvalte opsparring og udlån.
Man kan kalde grupperne for en slags andelskasse for de fattigste.
SOLIDARITET og integritet
Grupperne består af 10-15 personer, som går sammen om at spare op. Opsparingerne giver både en form for forsikring til dårlige tider, men også medlemmerne mulighed for at tage lån i gruppen. Lånene er små og baserer sig på medlemmernes opsparing.
Det solidariske udgangspunkt øger den enkeltes moralske forpligtelser overfor gruppen, ligesom låntagerne undgår at skulle betale høje renter til udefrakommende. Grupperne fastsætter selv lånerenten og overskuddet fra renteindtægterne deles mellem medlemmerne.
FORSKEL på by og land
For Caritas er det vigtigt at sikre bæredygtige løsninger efter modellen hjælp til selvhjælp. Derfor undervises grupperne også i landbrugs-produktion og søger sammen at få indflydelse på, og adgang til, offentlige støtteordninger.
Dette er en model, som passer godt til fattige landbofamilier, der ofte først kan afdrage på lånene, når den ko, som de har investeret i, får en kalv, som kan sælges. Eller når såsæden de har købt, giver det første afkast.
For storbyens småhandlende kan mikrolån optaget hos mikrofinan-sieringsinstitutter eller -banker give god mening, da de hurtigt kan tilbagebetale renter og afdrag med overskuddet fra handlen.
Banker og finansieringsinstitutioner kan desuden tilbyde større lån end spare-låne-grupperne, hvilket passer bedre til vækst-orienterede entreprenører end småbønder.
MIKROLÅN til 150 millioner mennesker
Dokumentarfilmen fokuserer især på udviklingen i Bangladesh, hvor den verdensberømte Grameen Bank har lånt penge til 8 millioner mennesker.
Grameen Bank er en udviklingsbank, der lever af at udstede mikrolån til fattige, og særligt kvinder. Bankens stifter – den verdenskendte nobelprismodtager Muhammed Yunus – beskyldes for at kræve urimelige høje renter for små lån.
Af de 150 millioner, som globalt benytter sig af mikrofinans, er der nogen, som det går dårligt for. I TV-dokumentaren interviewes nogle af dem. Det betyder ikke at mikrofinans er dårligt, men at der også i indenfor mikrofinansieringsinstitutterne findes brodne kar, der kræver ågerrenter og bruger tvivlsomme indkrævningsmetoder.
Muhammed Yunus kommer ikke selv med en tilfredsstillende dementering i filmen. Til gengæld fremhæver formanden for Dansk Forum for Mikrofinans, Ole Dahl Rasmussen, i en kommentar, at den rente, som finansieringsinstitutterne fastsætter, – selv om den kan virke høj i en dansk sammenhæng – tager højde for flere forhold:
– I de afrikanske landsbyer, jeg har besøgt, udlånte private långivere penge til 50 procent per måned, eller mere end tolv tusinde procent per år. Meget mikrofinans koster 2-3 procent per måned eller 25-40 procent per måned. Det er med andre ord et billigt alternativ, anfører han og lægger til:
– Mikrofinans adskiller sig desuden fra meget anden bistand ved at betale for sine egne omkostninger. Administration af mange små lån er dyrere end administration af nogle få store lån.
MIKROLÅN er mikrogæld
Fattige, der optager lån, sætter sig i en potentiel økonomisk ustabil situation. Men der er forskellige forklaringer på, hvorfor fattige mænd og kvinder, som modtager mikrolån, ender i gæld.
Det kan skyldes dårlig økonomisk forvaltning af lånet eller uheldige investeringer. Måske dør koen, før den kælver, eller en oversvømmelse efterlader en familie med intet tilbage.
Når bistand og investeringer går til mikrofinans med det formål at bidrage til fattigdomsbekæmpelse, er det vigtigt at
* både finansieringsinstitutioner og NGOer tager udgangspunkt i låntagerens situation,
* forholder sig kritisk til høje tilbagebetalingsrenter og
* tilbyder rådgivning, vejledning og ikke mindst undervisning i produktion, investeringer og markedsføring.
Det er forsimplet at tro, at mikrokreditter alene kan afhjælpe verdens fattigdomsproblemer.
(slut)
