Rio+20: Ahvaffornoget? Verden var på en eller anden måde bare bedre før i tiden.
Tilbage sidst i firserne og først i halvfemserne sad der en masse gode mennesker, blandt andre en tidligere norsk statsminister kaldet Gro Harlem Brundtland, og tænkte store tanker om klodens sande tilstand.
Mellemfolkeligt Samvirkes policy adviser er i New York med til forbereredelsen af Rio+20 og deler sine overvejelser med U-landsnyts læsere.
KOMMENTAR
Af Kirsten Hjørnholm Sørensen
NEW YORK, 8. marts 2011: I 1992 løb den store udviklings- og miljøkonference af stablen i Rio de de Janeiro.
Nu er der gået 20 år. Og verden har det ad helvede til. En ny rapport fra UNEP, FNs miljøorganisation, gør status over. hvordan det går med de naturressourcer, vi allesammen lever af.
Det er måske meget godt lige at tage en tjekker på. Det gør vi næste år – igen i Rio de Janeiro. Deraf navnet – Rio+20.
Lige nu er jeg i New York for at deltage i et forberedelsesmøde til konferencen næste år.
At hævde, at vi i de rige lande må accpetere negativ vækst, hvis kloden skal reddes, er ikke ligefrem noget, man tør stille sig op i plenum og sige her ved FN forberedelsesmødet i New York til Rio+20 konferencen i 2012.
En enkelt aktivist formastede sig til at sige det ved et side event, men ellers er diskussionen om ”grøn vækst i konteksten bæredygtig udvikling”, som bliver et af to hovedtemaer ved Rio+20 konferencen næste år, præget af troen på, at vi i fremtiden kan leve af at udvikle nye, grønne teknologier, produkter og services og sælge det til hinanden. Derved redder vi øjensynligt både kloden og os selv.
Måske er det rigtigt. Forhåbentligt
Men spørgsmålet er hvem ”vi” er? Er det alle mennesker på kloden eller kun os i de rige lande, som har teknologien og midlerne til at omstille vores økonomier, produktion og forbrug?
Alt tyder på, at der er lagt op til endnu en pinefuld kamp på den internationale scene mellem rige og fattige lande.
EU og andre rige lande ønsker at ”kigge fremad” i forbindelse med Rio+20 konferencen, udvikle en klar køreplan og tidslinje for omstillingen til grøn økonomi og dele viden om hvordan det gøres.
Fornuftigt nok, især hvis kloden kun bestod af rige lande – alle lande skal nemlig helst omstille nogenlunde samtidig, så ingen har komparative fordele ved at lade deres gamle økonomier og produktionsapparater fortsætte.
Men kloden består af både rige og fattige lande og uligheden mellem dem er en faktor, som ikke kan overses og ikke bør undervurderes. Udviklingslandene frygter, at de allerede er hægtet af grøn økonomi-toget, før det er kørt fra stationen.
Rammebetingelserne for, at de kan omstille deres egne økonomier samtidig med, at de laver udvikling, er langt fra i orden.
Det er de rige lande, som sidder på den grønne teknologi, men de fattige lande har ikke råd til at købe den, så er de rige lande villige til at leve op til forpligtelserne fra utallige internationale aftaler om at lave overførsel af teknologi?
Hvis markedet og den private sektor skal spille en central rolle i omstillingen til grøn økonomi, hvordan kan udviklingslandene så være med, hvis ikke de har mulighed for at beskytte egne sektorer uden at blive bragt for en WTO domstol?
Hvordan kan de rige lande kræve, at udviklingslandene laver omstilling til grøn økonomi og afstår fra at hive deres befolkninger ud af fattigdom via samme tilsvining af miljøet og klimaet, som de rige lande har gjort, uden at de modtager finansiel assistance fra de rige lande?
Udviklingslandene insisterer derfor på, at bekæmpelse af fattigdom skal være et hovedformål med omstilling til grøn økonomi. De inisterer også på, at diskussionen om grøn økonomi ikke må tilsidesætte de tre søjler, som man ved Rio-konferencen i 1992 blev enig om, at bæredygtig udvikling består af; nemlig miljømæssig bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og social bæredygtighed.
Udviklingslandenes bekymringer deles af Achim Steiner, chefen for FNs miljøorganisation UNEP. Han opfordrer civilsamfundet til at presse beslutningstagerne til ikke at fokusere på, hvad der er muligt i forsøget på at redde kloden, men derimod hvad der skal til.
Hvad skal der blandt andet til, hvis vi kigger på de tre søjler?
Miljømæssig bæredygtig udvikling – Vores tiltag skal her dømmes efter, om de lever op til de krav, videnskaben fortæller os, er nødvendige for at redde naturressourcer og undgå klimaforandringer.
Nye teknologier kan måske bidrage positivt, men kan også have negative konsekvenser, som vi endnu ikke kender.
I 2050 skal verden kunne brødføde 9 milliarder mennesker – skal det lykkes, skal vi overgå til bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder og mere ligelig fordeling af naturressourcer, så menneskers ret til mad opfyldes.
Økonomisk bæredygtig udvikling – Vi skal finde en måde at indrette vores økonomier på så økonomisk vækst ikke automatisk indebærer ødelæggelse af miljø og klima. Det skal ske på nationalt plan med blik for de sociale omkostninger det kan have at omstille og for at der formentlig ikke er en ”one size fits all” model. På internationalt plan skal handels- og finansieringsregler radikalt reformeres, så de fremmer økonomisk bæredygtig udvikling for alle lande.
Social bæredygtig udvikling – Uden en mere ligelig fordeling af verdens rigdomme opnår vi ikke en bæredygtig udvikling. Uanset hvor meget grøn vækst vi formår at skabe.
Udligningen skal både foregå indenfor og mellem landegrænser. Martin Khor fra tænketanken South Centre har sagt, at i dag kan fattige end ikke dække basale behov, mens rige har så mange penge til overs, efter at de basale behov er dækket, at de bliver nødt til at overforbruge luksusgoder for at holde økonomierne igang.
Spillet er i gang.
