Anden runde af præsidentvalget i Haiti blev væsentligt mindre voldelig end den første, der fandt sted i november, oplyser det honduranske dagblad La Prensa mandag.
Til BBC Mundo siger en talsperson for de haitianske myndigheder, at der var en høj valgdeltagelse. Et foreløbigt resultat af valget ventes 31. marts, mens det endelige først offentliggøres i løbet af april. Valgets vinder tiltræder 1. maj.
Vinderen af første runde tidligere minister i Jean-Bertrand Aristides regering har i opløbet til anden runde tabt terræn til rivalen, popsangeren Michel Martelly.
I hovedstaden Port-au-Prince var der ingen voldelige episoder på valgdagen. Aftenen før blev hiphopperen Wyclef Jean imidlertid ramt i hånden af skud. Han forsøgte at stille op til præsidentvalget, men blev afvist som kandidat, fordi han de seneste mange år har boet i USA.
I stedet for selv at stille op, gik han aktivt ind i Michel Martellys kampagne forud for valget. Det vides imidlertid ikke, om der er en sammenhæng mellem valget og skudepisoden.
Valget blev overvåget af en observatørgruppe fra Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, og den caribiske sammenslutning CARICOM.
I modsætning til 1. valgrunde er der indtil videre ingen oplysninger om svindel, men udelukkende om mindre uregelmæssigheder, som f.eks. vælgere, der ikke var opført på valglisterne, mangel på stemmesedler og valgmaterialer, der kom for sent frem til valgstederne.
OAS og CARICOM er endnu ikke kommet med en rapport om forløbet.