Du kan nu søge Projektrådgivningens Oplysningspulje for 2011, som har til formål at styrke og understøtte aktiviteter i de folkelige udviklingsorganisationer, der medvirker til at:
• Skabe viden og forståelse for udviklingslandenes situation.
• Fastholde og styrke befolkningens forståelse for det danske engagement i udviklingsarbejdet.
Projektrådgivningen med sæde i Århus er paraply for over 200 mindre og mellemstore NGOer med tilknytning til u-landsarbejdet.
I år er puljen foreløbigt på 400.000 kr., og Projektrådgivningens styregruppe vil vurdere om der i løbet af året kan afsættes yderligere midler til fordeling.
Midlerne vil blive fordelt i portioner á henholdsvis max. 10.000 kr. og max. 30.000 kr. (når mindst to organisationer samarbejder), og kan søges af alle medlemsorganisationer, samt organisationer der tidligere har fået støtte fra Minipuljen/Projektpuljen.
Hvor kommer pengene fra?
De 400.000 kr. stammer fra Projektrådgivningens egne PRO-midler. Ikke alle organisationer, som søger i Projektpuljen, udnytter muligheden for at afsætte 2 procent til oplysningsvirksomhed i Danmark, og Udenrigsministeriet har godkendt at Projektrådgivningen fordeler disse uforbrugte penge til oplysningsaktiviteter.
Hvem kan søge støtte?
• Organisationer, som er medlemmer af Projektrådgivningen.
• Organisationer, som tidligere har modtaget støtte fra Minipuljen/Projektpuljen.
Særligt fokus i 2011
Projektrådgivningen ser i 2011 positivt på ansøgninger, hvor den ansøgende organisation:
• Indgår i et konkret samarbejde med andre organisationer (der også lever op til ovenstående krav mht. hvem der kan søge).
• Samarbejder med fx en uddannelsesinstitution eller et firma, hvor samarbejdet kan målrette eller optimere adgangen til en bredere målgruppe.
• Tænker nyskabende (se nederst).
• Planlægger aktiviteter, der lægger sig op ad 2015-kampagnen (det er dog ikke et krav).
Projektrådgivningen ønsker også at fremme nyskabende oplysnings-aktiviteter, samtidig med at disse kombineres stærkere med aktuelle tendenser i Syd. Man vil derfor kigge særligt efter aktiviteter, hvor:
• Der afspejles en eller flere aktuelle tendenser i Syd (bemærk venligst, at dette punkt følges snarest af et link med uddybning).
• Syd-aktører involveres og gives en vægtig rolle i aktiviteten, fx via besøg i Danmark, ved at bruge nye medier, eller ved at trække på Syd-aktørers aktuelle viden.
• Valget af målgruppe, distributionskanaler, medier og kommunikations-form analyseres grundigt og strategisk – gerne via mere utraditionelle kanaler, og gerne via aktiviteter, der også kan formidles uden store udgifter til papir.
• Der tænkes nyskabende og strategisk i forhold til at nå nye målgrupper
• Brug af nye medier tænkes ind.
• Fortalervirksomhed i Danmark og Europa understøttes.
• Et evt. partnerskab med en lokal organisation i Syd tænkes med.
Hvilke aktiviteter kan støttes?
Der gives støtte til oplysningsaktiviteter i bred forstand. Det afgørende er, at aktiviteterne når ud til en bredere offentlighed, altså ud over organisationens egen kreds af medlemmer eller støtter.
Som udgangspunkt gives der ikke støtte til formidling om lande, hvor den gennemsnitlige BNI overstiger 2630 USD pr. indbygger. Det er dog muligt at få støtte til formidling om lande med en BNI på op til 3.156 US dollar pr. indbygger, hvis de pågældende aktiviteter omhandler særligt udsatte befolkningsgrupper.
Man kan f.eks. søge om støtte til:
• Materialeproduktion
• Rejser og ophold for besøgende fra Syd
• Honorarer til kunstnere eller foredragsholdere m.m.
• Offentlige møder, foredrag, workshops osv.
• Teater, musik og dans
• Udstillinger
• Leje af lokaler samt udstyr til brug i aktiviteten
• Transport
Hvordan søger du puljen?
Man kan læse vejledningen og finde ansøgningsskemaet på
Hvad sker der, når du har indsendt din ansøgning?
Der vil gå max. 6 uger, hvor Projektrådgivningen vurderer ansøgningen, fra den dato, ansøgningen er modtaget per e-mail (uden evt. mangler).
Hvis ansøgningen modtages op til en ferie forlænges fristen med det antal uger, ferien varer (sommer=3 uger, efterår= 1 uge, jul=1 uge, vinter=1 uge, påske =1 uge).
Yderligere oplysninger:
Hvis du har spørgsmål til Oplysningspuljen kan du skrive til Pernille Bærendtsen på [email protected]