Afrikaner får Arkens Kunstpris 2011

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der er noget flygtigt og uhåndgribeligt over dette års modtager af kunstmuseet ARKENs kunstpris, skriver museet i en pressemelding onsdag.

Camerounsk fødte Pascale Marthine Tayou er, ligesom sin kunst, ikke sådan at kategorisere. I sanselige og livsbekræftende værker undersøger han grundlæggende spørgsmål om migration, identitet og kultur og også sin egen identitets grænser.

Det ligner ved første øjekast en slags voodoo-figur. En gennemsigtig glasskulptur i menneskestørrelse udstyret med kappe, spyd, hårtotter og farverige svampe, der er gennemhullet, ikke af voodoo-søm men af stikkende træpinde fra et Mikadospil.

Værket hedder Fashion Street og viser årets prismodtagers leg med både afrikanske og vestlige udtryksformer.

Kunstprisen fra museet på den københavnske vestegn er doneret af Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond OJD.

Prisen er på 100.000 kr. og dermed en af Danmarks største kunstpriser. Den uddeles torsdag den 17. marts 2011 for sjette år i træk.

Pascale Marthine Tayou regnes blandt de vigtigste repræsentanter for den fremadstormende afrikanske samtidskunstscene. Han modtager prisen for sin evne til at skabe gribende og udfordrende kunstværker, der forholder sig til påtrængende problematikker i vores moderne globaliserede verden.

Tayous værker er overvældende sanselige. De bærer et grundlæggende humanistisk og livsbekræftende budskab med sig om åbenhed, menneskets livsvilkår og tankens grænseløse bevægelser i en globaliseret verden. Han kombinerer sanseindtryk og materialer fra sin oprindelige afrikanske kultur med elementer fra den vestlige tradition og industrielle massekultur.

Værkerne handler ofte om at rejse, og om hvordan forskellige kulturer mødes og fusionerer. Tayou udforsker spørgsmål om migration, identitet og kultur, og han er altid flertydig, når han behandler relationerne mellem Afrika og resten af verden.

Tayous interesse for kulturelle møder afspejler sig i hans egen livshistorie. Han er født i Cameroun i 1967, hvor han blev uddannet jurist. Han skiftede dog hurtigt de juridiske paragraffer ud med en tilværelse som kunstner i midten af 1990’erne.

I den forbindelse skiftede han sit oprindelige navn Jean Apollinaire Tayou til Pascale Marthine Tayou med en bevidst femininisering af navnet indbygget i stavemåden. Den slags flertydighed præger også værkerne, som ofte unddrager sig enhver kategorisering.

Nationalt kan Tayou heller ikke sættes i bås. Han er en moderne nomade og en global borger og siger selv, at han aldrig har forladt sit hjemland Cameroun, men blot er på rejse. I dag bor han i den belgiske by Gent.

Et af Tayous mest kendte værker er de menneskestore les pisseurs d’Amsterdam med værktitlen Tayouken Piss. En slet skjult reference til den lille tissende fontæneskulptur Manneken Pis, der er et af Bruxelles’ vartegn.

Tayous skulpturer ligner ham selv og er bemalede med farver, der indgår i både det camerounske, hollandske og belgiske flag.

Tayou har gentagne gange markeret sig på den internationale kunst-scene. I 2005 blev han udvalgt til at vise et værk på den prestigefyldte Venedig Biennale. Igen i 2009 var Tayous bidrag til biennalen ét af de mest opsigtsvækkende.

For et par måneder siden kunne man også her i Danmark opleve et af Tayous værker: På Charlottenborgs udstilling Make yourself at home deltog han med lydinstallationen Home Sweet Home. Senest har Tayou imponeret med sin store soloudstilling Transgressions hos det italienske Galleria Continua i San Gimignano.

Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationschef Helle Qvistgaard tlf.: 43 57 34 10
Pressekoordinator Lea Bolvig tlf.: 43 57 34 09

Se også www.arken.dk