KOMMENTAR/ANALYSE
Af Anne Nybo
Programkoordinator for Mellemøsten og Nordafrika i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
Danske ungdomsorganisationer arbejder sammen med arabiske partnere om projekter lige fra børnerettigheder til dannelsen af et netværk for kvindelige politikere.
Med deres fredelige protest mod overmagt og undertrykkelse har arabiske unge de seneste måneder vundet respekt og sympati. De har kæmpet mod gamle autoritære systemer, som i årtier har indprentet dem, at de ikke duer til noget, og at deres stemme ikke tæller.
En af de største sejre for de unge er, at det er lykkedes dem at tilbagevise denne påstand. Derfor er revolutionen heller ikke slut med Hosni Mubaraks eller Ben Alis fald.
Autoritære og korrupte systemer, et forældet uddannelsessystem og en falleret økonomi, som har degraderet arabiske unge til potentielle terrorister, er blot nogle af de ting, som har været med til at overbevise dem om, at de ikke duer til noget.
Men de seneste måneder har de unge protesteret mod tingenes tilstand og den ulige fordeling af goderne.
I Egypten og Tunesien har den gamle garde med tætte relationer til regimerne siddet på både den politiske, økonomiske og militære magt.
Det er dem, der har skummet fløden af den privatiseringsbølge, som Egypten og Tunesien har gennemgået siden slutningen af 1990erne. De unge, som er vokset op under Mubarak og Ben Ali, er blevet totalt forbigået.
En generations kamp for egen identitet
For de arabiske unge er magthavernes fald starten på en lang sej kamp for at sætte deres præg på omverdenen.
En sådan kamp kræver selvværd og stolthed, og netop det har de opnået under de seneste måneders begivenheder, hvor de har ført an i demonstrationerne og vist omverdenen, at de vil kæmpe for indflydelse på eget liv og ikke mindst for en selvstændig stemme og identitet.
De arabiske lande er gennemsyrede af generationshierarki og en paternalisme, som har manifesteret sig i alle dele af samfundet.
Således har arabiske organisationer og institutioner været ledet af en flok ældre mænd uden forbindelse eller dybere kendskab til den yngre generation og deres udfordringer og interesser. Selv i mange officielle børne- og ungdomsorganisationer har den ældre generation siddet på de tunge ledelsesposter.
Det har betydet, at de unge ikke har haft indflydelse på arbejdets udformning og det strategiske børne- og ungdomsarbejde.
Mange arabiske lande har i de seneste år været i gang med at formulere nationale ungdomspolitikker, men når vi (fra dansk side, red.) spørger de politisk engagerede unge i regionen om deres holdning til disse, så kender de slet ikke noget til processen.
Fraværet af traditionelle etablerede ungdomsorganisationer, som primusmotorer for protesterne, er interessant. Det var nemlig ikke de etablerede egyptiske og tunesiske ungdomsorganisationer, som stod forrest på Tahrir-pladsen eller på gaden i Sidi Bouzid.
Først da Ben Ali og Mubarak var faldet, begyndte vi at se åbne støtteerklæringer til demonstranterne fra disse organisationer. Dette kan hænge sammen med, at disse organisationer har levet under vilkår, hvor de har været nødt til at arbejde inden for systemets rammer.
Det har desværre betydet, at de ikke altid har kunnet nå ud til bredere dele af den arabiske ungdom og heller ikke har nydt særlig stor legitimitet blandt disse.
Der har hersket stor politisk apati blandt unge, som har ønsket at holde sig langt væk fra det, de har opfattet som et fuldstændigt illegitimt og korrupt politisk system. Mange har ikke følt, at de etablerede ungdomsorganisationer var i stand til at gøre en forskel for dem.
Arabiske unge kræver indflydelse
Lige nu kridter de arabiske unge banen op og kræver en større rolle i det nye politiske system, som er under opbygning i både Tunesien og Egypten.
Efterveerne af revolutionen tegner ikke blot billedet af en undertrykt befolkning, som nu kræver grundlæggende rettigheder, men også af en generationskamp.
De næste måneder er derfor afgørende for, hvilken betydning de seneste begivenheder kan få for netop de unges selvopfattelse og vilje til forandring.
De unges rolle i demonstrationerne kan komme til at gøre en væsentlig forskel – også for de unge, som ikke deltog aktivt i protesterne – hvis det lykkes dem at organisere sig bredt og sikre sig reel indflydelse i de nye politiske systemer.
Unge skal nu organisere sig om egne interesser og behov, og det er vigtigt, at forskellige grupper af unge på tværs af landet, på tværs af køn og på tværs af økonomiske og sociale skel kommer med i denne organisering.
Det er derfor meget positivt, at vi i disse dage ser, hvordan unge er i fuld gang med at organisere sig i nye bevægelser og partier – nogle med en særlig ungeprofil, og at unge i de etablerede organisationer er begyndt at fremsætte krav om større indflydelse.
Mange fortæller også, hvordan debatkulturen hjemme ved middagsbor-det pludselig har taget en drejning og forholdet mellem generationerne rykket sig. Mange unge er nu på forkant med udviklingen i forhold til deres forældre.
Et afgørende øjeblik
Det er derfor et kritisk øjeblik for de unge i Mellemøsten og Nordafrika, og det er vigtigt, at de ikke bliver skuffede.
Momentum skal opretholdes og de unge fastholdes i deres nyvundne tro på, at de har en helt central rolle at spille i udviklingen af de nye post-revolutionære politiske og sociale systemer. Det kan være med til at forme den måde, man i fremtiden tænker politik på i den arabiske verden.
Alle centrale aktører i den nuværende politiske proces har derfor et medansvar for at sikre, at de unges stemme bliver hørt.
I den kommende tid vil der i Egypten og Tunesien være brug for støtte til at rejse nye politiske strukturer og helt konkret støtte til partidannelse og politisk organisationsudvikling, herunder også øget politisk bevidsthed og viden blandt alle dele af befolkningen.
For de unge er det væsentligt, at de mere løst organiserede bevægelser materialiserer sig i mere organiserede strukturer med en bredde, der også når de mindre privilegerede unge, unge kvinder og unge i landområderne.
De mange nyetablerede ungdomsgrupper betyder, at der vil være en helt ny palet at arbejde med, og inddragelsen af en større mangfoldighed vil have stor betydning for at skabe bredere legitimitet blandt de unge.
Deltagelse er en integreret del af et aktivt medborgerskab, og de unge skal have indflydelse på deres dagligdag som afsæt for at engagere sig i fællesskabets og demokratiets udfordringer.
Det er derfor væsentligt, at unge oplever og udfolder demokratiet i hverdagen og under rammer, som de selv er med til at definere.
Danmark har også en rolle
Gennem Dansk Ungdoms Fællesråd (DUFs) ungdomsprogram i Mellemøsten og Nordafrika har en lang række danske ungdoms-organisationer allerede erfaring med at samarbejde med arabiske partnere om projekter lige fra børnerettigheder til dannelsen af et netværk for kvindelige ungdomspolitikere.
Den erfaring er dyrebar i forhold til den støtte, Danmark kan yde de unge i Mellemøsten.
De danske unge har naturligvis fulgt begivenhederne i Mellemøsten meget tæt, og udviklingen har motiveret mange til at udvikle deres partnerskaber og tage fat på nogle af de emner, som før har været følsomme, f.eks. generationshierarkiet og unges manglende indflydelse internt i organisationerne.
Her er det centralt, at de danske og arabiske unge allerede kender hinanden og har opbygget indbyrdes tillid og lydhørhed.
I de arabiske unges kamp for indflydelse og en selvstændig identitet er det vigtigt, at vi som internationale partnere nu er rigtig gode til at lytte til de behov og interesser, de selv udtrykker.
———-
Indlægget blev bragt i dagbladet Politiken tirsdag d. 3. maj 2011.
Kilde: www.duf.dk
