Dansk NGO til Pind: Giv atter penge til den globale fond mod hiv/aids

Forfatter billede

En ny rapport om den danske regerings indsats mod hiv/aids anbefaler, at Danmark genoptager støtten til Den Globale Fond, som finansierer omkring 1/4 af alt arbejde med at bekæmpe hiv/aids verden over.

Læger uden Grænser er særdeles tilfreds med anbefalingen om at sende penge til fonden igen, skriver organisationens danske afdeling i en presseudtalelse torsdag.

– Vi håber, at Søren Pind tager rapportens anbefalinger om at genoptage og øge støtten til Den Globale Fond med sig til FN’s højniveaumøde i New York i juni, og at der på dette møde også bliver sat nogle ambitiøse mål for at få sat flere mennesker med hiv/aids i behandling. Vi ved at behandling redder menneskeliv. Nu ved vi også, at det kan forebygge spredning af hiv/aids, siger Michael G. Nielsen, der er direktør i Læger uden Grænsers danske afdeling.

Den danske regering besluttede i starten af året sammen med flere andre donorer at fastfryse de danske midler til Den Globale Fond efter beskyldninger om korruption blandt enkelte modtagerlande.

Fonden, som er en af de mest transparente (gennemskuelige/åbne) støttemekanismer indenfor global sundhed, har efterfølgende taget sine forholdsregler for at håndtere disse problemer, gør MSF gældende.

Rapporten er et resultat af et såkaldt tematisk review af den danske regerings indsats mod hiv/aids i u-landene i perioden 2005-2010 foretaget af eksterne konsulenter for Udenrigsministeriet.

Rapporten peger bl.a. på helt aktuelle forskningsresultater, der viser, at for personer i behandling er der 96 procent mindre risiko for at de overfører smitten (hiv-virus) til en partner, der ikke er smittet.

– Det bekræfter Læger uden Grænsers argumenter om, at behandling med livsnødvendig antiretroviral (livsforlængende) medicin også er en effektiv måde at forebygge smitte. Vi er derfor også glade for at rapporten peger på nødvendigheden af en større synergi mellem behandling og forebyggelse, siger Michael G. Nielsen.

I dag er omkring 5 millioner hiv/aids-patienter i behandling med antiretroviral medicin, mens 10 millioner hiv-smittede stadig venter på den livsnødvendige behandling. Læger uden Grænser behandler flere end 170.000 hiv/aids-patienter i 19 lande (hiv er den smitte, der kan føre til aids i udbrud, red.) .

Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationsmedarbejder Christian Nørgaard
e-mail: [email protected] og tlf. 39 77 56 18