Igangværende public diplomacy-samarbejde mellem Kina og Schweiz støder på forhindringer. En planlagt udstilling i Shanghai om den tysk-fødte fysiker Albert Einstein bliver nu aflyst. Årsagen er tilsyneladende forskellige forståelser af historien og meningen med den type arrangementer.
af Daniel Henschen, kulturredaktør på U-landsnyt
Det Historiske Museum i Bern står lige nu bag en kinesisk udstilling om Albert Einstein som led i fejringen af 60 års diplomatiske forbindelser mellem alpelandet og Riget i Midten. Udstillingen turnerer mellem forskellige kinesiske byer og er frem til august opstillet i Hong Kong.
Nu er en kommende udstilling i Shanghai imidlertid blevet aflyst.
Shanghai har ellers en særlig relevans for Einstein. Det var angivelig her, han fik at vide, at han havde modtaget Nobelprisen i fysik i 1921.
Hverken det schweiziske museum eller deres kinesiske samarbejdspartnere har endnu givet en officiel forklaring på aflysningen.
Misvisende indhold
BBC citerer kinesiske kilder for, at årsagen til aflysningen er, at den kinesiske samarbejdspartner, Videnskabs- og Teknologimuseet i Beijing, har krævet sletning af dele af indhold. Ifølge Hong Kong medier har den kinesiske regering tidligere krævet, at alle henvisninger til Første Verdenskrig fjernes fra udstillingen.
Også fremstillingen af den politiske situation, der fik Einstein til at flygte fra Tyskland, var problematisk.
De kinesiske arrangører frygtede angiveligt, at de besøgende ville blive forvirret over at møde henvisninger til udryddelseslejre i en udstilling med ”budskab om fred og tolerance”.
Som kompromis fik den del af udstillingen, der beskæftiger sig med Holocaust og nazisternes koncentrationslejre i første omgang en advarselsbesked om, at historien var “ikke egnet til børn”.
Konfutse
En anden årsag er ifølge BBC, at kineserne ønskede en sammenlægning af Einstein-udstillingen med en udstilling om den kinesiske filosof, Konfutse.
Konfutse, hvis filosofi er helt grundlæggende for skabelsen af det kinesiske samfund, blev lagt for had under kulturrevolutionen. Men i dag er den gamle tænker hentet frem som led i Kinas bestræbelser på at sikre et harmonisk samfund med dybe nationale rødder. Det ses i udlandet for eksempel ved, at han har lagt navn til de internationale kinesiske kultur-institutter.
De schweiziske historikere havde dog svært ved at se, hvad en 2000 år gammel moralfilosof havde at gøre på en udstilling om relativitetsteoriens skaber.