Clinton til Afrika: ud med Gaddafi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé

USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, var klar i mælet, da hun talte til kommissionen for den Afrikanske Union, mandag, som afslutning på hendes besøg i Afrika.

”Jeg opfordrer indtrængende alle afrikanske stater til at arbejde for en ægte våbenhvile (i Libyen, red.) og for at få Ghaddafi til at træde til side. Jeg opfordrer jer også til at suspendere Ghaddafis ambassader i jeres lande, udvise pro-Ghaddafi diplomater og i stedet styrke kontakten og støtten til The Transitional National Council” (den libyske overgangsregering med base i landets næststørste by, Benghazi, red.).

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton nåede lige at fyre denne salut af til kommissionen for den Afrikanske Union i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, inden hun i går skyndsomst fik pakket kufferten og forlod byen, 24 timer før det ellers var planlagt.

Det var en vulkan på grænsen mellem Eritrea og Etiopien, der ved midnatstid søndag gik i udbrud og sendte askeskyer ind over Etiopien og truede den udenrigsministerielle jets take-off.
Inden asken drev ind over Addis Ababas internationale lufthavn, nåede Clinton også at have møder med Etiopiens præsident Meles Zenawi , med Syd-Sudans præsident Salva Kiir og en repræsentant for Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir, men aflyste hastigt et pressemøde.

Nabro, som vulkanen hedder, har så vidt vides aldrig tidligere været i udbrud. Først troede man, at det var nabo-vulkanen Dubbi, der lagde store dele af den regionale flytrafik død.
Asken breder sig i alle retninger og kan ifølge eksperter også true lufthavnene i Mellemøsten. Vulkanudbruddet er opstået som følge af 12 jordskælv, hvor det kraftigste nåede op 5,7 på Richter-skalaen.

Clintons ugelange – minus én dag – Afrika-besøg har ført hende til Zambia og Tanzania, og besøget har udover situationen i Libyen og i Sudan fokuseret på handelsforbindelserne mellem USA og kontinentet.
I Zambia fik Clinton under en pressekonference sendt en anden bredside af sted til de afrikanske stater. Den gik på at støtte op omkring amerikanske demokratiske normer i stedet for at lade sig forblinde af Kinas rekordagtige investeringer i Afrika. Clinton sammenlignede Kinas indtog på kontinentet med koloni-magternes optræden før i tiden.

Også mandag meddeltes det, at Tyskland som det trettende land anerkender den libyske overgangsregering i Benghazi som ”legitim repræsentant” for det libyske folk.

Indtil videre har tre afrikanske lande, Senegal, Gambia og Mauretanien, anerkendt regeringen, mens en mæglingsgruppe fra den Afrikanske Union har opfordret Ghaddafi til at træde tilbage.

Det ordinære topmøde i den Afrikanske Union, der løber af stablen i Ækvatorial-Guineas hovedstad, Malabo, den 26. juni og varer en uge frem, vil formenligt give en indikation af, om Clintons opfordring til afrikansk enighed har båret frugt.

Det er første gang, at en amerikansk udenrigsminister taler til Kommissionen for den 53 medlemmer store Afrikanske Union, hvis hovedkvarter ligger i Addis Ababa. Organisationen afløste i juli 2001 Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU).