Du er et stort menneske, Vic Muniz!

Tiaõ Santos
Forfatter billede

ANMELDELSE
Af kulturredaktør, mag.art. Maria Bierbaum Oehlenschläger

Kære læser af u-landsnyt,

De skal nu høre om en dokumentarfilm, der handler om, hvordan en kunstner med en god ide og et stort hjerte giver affaldssamlere på verdens største losseplads et pusterum og en chance for livet.

Dokumentarfilmen Waste Land (2009) af Lucy Walker præsenterer fotograf og billedkunstner Vic Muniz’ kunstneriske satsning: at afbillede affaldssamlere med affald.

Endestationen i Rio de Janeiro

Jardim Gramacho i Rio de Janeiro er verdens største losseplads med 7000 tons nyt affald om dagen. Omkring 3000 affaldssamlere, catadores, arbejder hver dag hårdt for at samle omkring 200 tons genbrugsmateriale.

Samlerne fortæller om fund af alt fra lig til nyudkomne bøger.

Lossepladsen ligger symbolsk bagved byens Kristusstatue, og området huser over 13.000 mennesker, der bor i Jardim Gramachos favela (slum). Alle er afhængige af økonomien omkring handel med genbrug.

På denne kæmpe losseplads – grunden blævrer under den – sætter den verdensberømte brasilianske kunstner Vic Muniz to år af til at skabe mesterværker.

Den menneskelige faktor

Vic Muniz fortæller i filmen, at i udgangspunktet forestillede han sig et blot og bart repræsentationsprojekt. Men som han zoomer ind på lossepladsen, kommer det enkelte menneske til syne. Det er det, Muniz kalder ”den menneskelige faktor”, og det er netop menneskeligheden, der gør projektet levedygtigt og dokumentarfilmen seværdig.

Vic Muniz opsøger en gruppe samlere på lossepladsen, som han betaler for at samle det affald, han senere skal bruge til sine portrætter. Også de portrætterede får honorar fra Muniz og senere, da værkerne sælges, går beløbet ligeledes til den enkelte på portrættet.

Blandt de portrætterede er Tiaõ Santos, den unge karasmatiske præsident for foreningen ACAMJG (the Association of Recycling Pickers of Jardim Gramacho), der taler affaldssamlernes sag og kæmper for anerkendelse af samlernes arbejde.

Gennem Vic Muniz’ projekt kommer vi tæt på bogsamleren Zumbi, teenagemoderen Suelem, der arbejder både dag og nat på lossepladsen og kun ser sine små børn hver anden uge, og genbrugsguruen Valter, som har været på lossepladsen i 23 år.

Kvinden Magna fortæller, at selvom folk rynker på næsen af hende i bussen, er hun stolt af at have et rigtigt job.

Vi kommer ind på livet af Isis, der er blevet forladt af alt og alle, og som drømmer om aldrig at skulle tilbage til lossepladsen, og vi takker madmoderen Irma for, at hun hver dag – midt i affaldsdyngerne – byder på mad og drikke til de hårdtarbejdende samlere.

Disse fattige mennesker med store personligheder og rige følelser bliver hovedpersonerne i Vic Muniz’ projekt.

Det immaterielle

Vic Muniz blev selv født under fattige kår i 1961 i Sao Paulo. I slutningen af 1980erne flyttede han til USA, hvor han forfulgte drømmen om at blive anerkendt som kunstner.

Vic Muniz skaber billeder ud af utraditionelle materialer – sukker, chokolade, kapsler, plastflasker – som han affotograferer og forstørrer.

I filmen fortæller Muniz, hvordan hans egen opvækst har betydning for, at han helst holder sig på afstand af det etablerede kunstmiljø og føler behovet for at give.

I filmen illustreres det med smalfilmsoptagelse af Muniz og hans kone i et grønt naturlandskab, hvordan det ikke længere er materielle goder, der betyder noget. Det er det menneskelige.

Transformationer

Ifølge Vic Muniz opstår kunsten i netop det øjeblik, hvor noget bliver til noget andet, dér hvor der sker en transformation. Muniz kunst indeholder forandringspotentiale og et revolutionerende element, om man vil.

De scener, hvor de udvalgte catadores træder fra lossepladsen ind i Muniz’ studie og ser sig selv portrætteret i kæmpeformat med affaldsmateriale, er særligt stærke, fordi her ser de sig selv som kunstværk. Der sker en ændring fra, at de betragter sig selv som fattige og beskidte til, at de opdager deres egen skønhed, værdighed og styrke.

Portrætterne bliver solgt på kunstauktion i London, og pengene går til den enkelte på portrættet. Tiaõ Santos, der har samlet skrald, siden han var 11 år, får 50.000 USD for sit portræt.

Et godt menneske og en god film

Vic Muniz udfører, som filmen viser, sit projekt på Jardim Gramacho på en anstændig måde med respekt for stedet og menneskene der. Hans aldeles sympatiske personlighed er vindende og tillidsvækkende. Samlerne åbner helt op over for ham, fortæller om deres uheld og lader sig gavmildt portrættere.

Filmen er både smuk og bevægende, fordi den slår fast, at kunst kan skabe forandring, ændre menneskers syn på livet og ændre synet på dem selv.

Vic Muniz kan godt – uden at det skal blive sentimentalt – kaldes for et godt menneske og en stor kunstner!

Helt fortjent har filmen opnået over 25 priser på alverdens filmfestivaler.

Derfor, kære læser, vil jeg uden tøven anbefale, at De går i biografen og ser, hvordan Vic Muniz med sin kunst ændrer livet for en gruppe mennesker, der ikke har været så heldige i livet.

Waste Land havde landsdækkende premiere som DOX:BIO-film den 3. august 2011. Vises nu i Grand, Øst for Paradis, Biffen i Aalborg, Cafébiografen i Odense samt Reprise Teatret i Holte og Nicolai Bio i Kolding.