Stemningen i Benghazi er nu mere ængstelig end jublende. Folk ved, at slaget endnu ikke er vundet, og der kan vente flere hårde kampe i Tripoli. Dertil kommer risikoen for kaos, hvis en ny regering ikke hurtigt tager magten og får kontrol med situationen.
Det skriver BBC’s korrespondent Paul Wood fra Benghazi.
Berlingske kan supplerende fortælle, at både i øst og vest kæmpede oprørerne tirsdag fortsat med Gaddafis styrker. Blandt andet skal oprørerne være rykket frem mod oliebyen Ras Lanuf i det østlige Libyen, og flere måneders tilstand omkring olieraffinaderiet i Brega skal dermed være brudt.
Hvem der skal efterfølge Gaddafi? Det er den almindelige opfattelse, at en ny regering vil blive baseret på det nationale overgangsråd, som oprørerne dannede i Benghazi i revolutionens første dage. Men hvem der skal være Libyens nye leder efter næsten 42 år med Gaddafis styre er et åbent spørgsmål.
Óvergangsrådets formand, Mustafa Abdul Jalil, kan blive den ny leder. Han, der er tidligere justitsminister, er populær i den østlige del af landet og har et godt omdømme for at have bevaret sin integritet.
”Han var den eneste, der ikke var bange for Gaddafi og turde sige nej til ham” har en Benghazi-indbygger fortalt BBC.M en Abdul Jalil har flere gange truet med at træde tilbage fra rådet, og det vides ikke, om han overhovedet vil have jobbet.
Mahmoud Jibril, der er ansvarlig for mange af rådets daglige beslutninger, er en anden mulighed. Han skal være en effektiv teknokrat.
En tredje mulighed er Ali Tarho, der er vendt hjem fra eksil, for at styre oprørernes økonomi.
Et sidste navn, der også nævnes er Shokri Ghanem, en tidligere premierminister, der var med til at liberalisere økonomien. Han er stadig i eksil og er ikke med i overgangsrådet.
Når Gaddafi er væk, er der mange vanskeligheder forude for den ny regering.
Selve overgangsrådet er en løs koalition af mange fraktioner – islamister og verdslige, tidligere medlemmer af den libyske regering og af folk, der har været i eksil i årevis – og deres eneste fælles mål er at komme af med Gaddafi.