Af Lis Garval
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
Kamal Qureshi, udviklingspolitisk ordfører for SF, melder ud hurtigt og klart: Udviklingsbistanden skal stige. Det er ikke verdens fattige, der skal betale for den økonomiske krise.
SF vil desuden tilføje midler specielt til klimaprogrammer. Fokus vil fortsat være på Afrika, men Danmark skal også have partnerlande i Asien og Latinamerika.
– I Danmark er man klar over, hvad der sker i verden, og vi har en interesse i at hjælpe folk i nød. Det viser sig ikke kun i vilje og tillid til u-landsbistan-den, men især i, at udviklingspolitik er tema ved de danske køkkenborde, dagligstuer og på arbejdspladsen, siger Kamal Qureshi.
– Vi diskuterer udviklingspolitik med venner, familie og kollegaer, ikke fordi vi har en dårlig samvittighed, men fordi vi rent faktisk er interesseret. Det viser sig også i danskernes vilje til selv at bidrage i kampen mod fattigdom ud fra egen lomme.
– Udviklingsministerens politik går ud over projekter, der er afhængige af dansk støtte. Ministeren har ikke sørget for, at andre lande overtager disse projekter. At efterlade folk til deres skæbne er ikke det, som danskerne vil. Regeringens udviklings- og skattepolitik er fejlslåen og afspejler hverken u-landenes behov eller danskernes vilje, mener Qureshi.
Hvad er det vigtigste formål med dansk bistand?
KQ: Fattigdomsbekæmpelse. Det allervigtigste er at løfte folk ud af fattigdom. Ingen tvivl om det.
Hvor stor skal bistanden være?
KQ: Målet er 1 procent af BNI, plus ½ procent til klimabistand. Vi lægger ud med at lægge de 700 mio., som den nuværende regering har strøget, tilbage og i 2013 er der 1,4 mia. mere end nu. Hvis BNI stiger, ser vi gerne flere penge til udviklingsbistanden. Jeg kan ikke sige præcist, hvornår målet er nået, men står det til SF, kan det ikke gå for hurtigt.
Udviklingsminister Søren Pind har gjort alt for at skrue ned for u-landsbistanden, og det samtidig med, at danskerne, selv om vi er presset af økonomien, ikke mener, det er de fattigste i verden, der skal betale for krisen.
Skal der fortsættes med nogenlunde ligelig fordeling af bistanden multilateralt og bilateralt?
KQ: Jeg ser ikke noget problem i den nuværende fordeling.
Skal de nuværende partnerlande fastholdes og hvorfor/hvorfor ikke?
KQ: Der er ikke tvivl om, at vi skal have fokus på Afrika. Afrika er udviklingskontinentet og behovet for bistand stort. Men jeg er lodret uenig med regeringen i, at der skal fases ud i Latinamerika. Der er gode, fattigdomsorienterede projekter f.eks. i Bolivia.
Vi ser gerne partnerlande også i andre dele af verden. I Asien ville det f.eks. give god mening at fortsætte med Nepal og Bangladesh som partnerlande. Ikke blot har Danmark et mangeårigt samarbejde med disse lande, men set i et klimaperspektiv vil det også være naturligt at bistå dem. Klimaændringerne har allerede ramt både Nepal og Bangladesh hårdt.
Men jeg træffer ikke beslutning om hvilke partnerlande, vi skal have. Jeg peger blot på, hvilke lande jeg mener ikke bør udelukkes.
Er “eksporten” af vestligt demokrati-opfattelse led i dansk sikkerhedspolitik?
KQ: På den lange bane må man sige, at udviklingsbistand kan ses som led i dansk sikkerhedspolitik. Bekæmpelse af fattigdom og støtte til demokratiske styrer er med til at sikre stabilitet og dermed til mere sikkerhed i verden.
Men jeg mener, det er helt forkert, når regeringen som udgangspunkt ser på, om bistanden gavner Danmark og sikkerhedspolitiske interesser. Støtter vi f.eks. Bangladesh, er vi med til at stabilisere området, og det giver mere regional sikkerhed. Men bistand må ikke gives ud fra snævre danske sikkerhedspolitiske interesser.
Svage demokratier kan man støtte gennem målrettet bistand til regeringen og gennem lokale komiteer og NGO’er. Gennem støtte til civilsamfund.
Har man ikke tillid til et styres demokratiske hensigter, kan man stadig støtte fattigdomsbekæmpelse ved at gå uden om regeringen og gennem civilsamfundsorganisationer. Danmark kunne således godt være blevet i Zimbabwe, selv med Mugabes diktatoriske styre, HVIS man havde kunnet bistå civilsamfundsorganisationer. Men det kunne man ikke, for de var der ikke , og så var der kun at trække sig ud.
Lad os tage et andet eksempel: Uganda. Det er et partnerland, som man bør bruge grovfilen overfor. Ugandas politik over for homoseksuelle.er helt uacceptabel. Nok er lovforslaget om dødsstraf for visse former af homoseksualitet blevet skrinlagt – formentligt kun takket være pres fra USA – men homoseksuelle er i farezonen. Her kan man give bistand til f.eks. retshjælp og bistå civilsamfundsorganisationer.
Men lad mig benytte lejligheden til at sætte en tyk streg under, at vi må være realistiske, når vi yder bistand. Vi må erkende, at udviklings-bistanden – hvor målrettet de fattige den end er – ikke går 100 procent til de fattige. Der er omkostninger ved at støtte u-lande, hvor nye demokratier skal bygges op fra grunden. Der vil være svind, og det skal vi åbent erkende.
Vil udviklingssamarbejde blive prioriteret under det danske EU formandskab (i første halvår af 2012)?
KQ: Vi kan ikke undgå at tage det op. Kan vi få andre EU-lande, f.eks Polen, til at yde 0,7 procent i udviklingsbistand vil det virkelig batte. Og efter fiaskoen i COP 15 (den seneste klimakonfernece) har vi et efterslæb, som vi må arbejde med.
Vil I fastholde kravet om udviklingsorganisationernes egenindtjening?
KQ: Her er jeg i tvivl. Jeg var imod egenfinansiering, da den blev indført, men jeg har også set, at kravet om egenfinansiering har givet organisationer en øget folkelig forankring – en ballast, som jeg mener er vigtig, hvis befolkningens opbakning bag udviklingsbistanden skal fastholdes.
KQ: Helt sikkert. Det kommer kun an på, hvordan man gennemfører den økonomiske udvikling. Det er i dag klart for alle – og erkendt også af Verdensbanken – at man kun sikrer bæredygtig økonomisk udvikling ved at sikre lige rettigheder, sikre uddannelse og sundhed.
Man kan ikke blot give middelstanden og de rige mere velstand og så regne med, at de fattigste automatisk for noget ud af den øgede nationale rigdom. Det gør de ikke.
I Indien er den nationale kage vokset, men det er antallet af fattige også, mens det er lykkedes Brasilien at skabe en økonomisk vækst, der har løftet flere ud af fattigdommen.
Det er fint at give dansk udviklingsbistand til øget økonomisk vækst, hvis man også vurderer hvilket samfundsafkast den giver.
