FNs generalsekretær Ban Ki-moon vil levere hovedtalen på et møde mellem globale topledere i København 11.-12. oktober, “Global Green Growth Forum”, forkortet 3GF.
Til dette første årlige Global Green Growth Forum mødes 200 internationale topledere for at finde løsninger på, hvordan den offentlige og den private sektor sammen kan skabe rammer og udviklingsmuligheder for grøn vækst, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
3GF finder sted på Moltkes Palæ i København, og med Ban Ki-moons tilstedeværelse understreges den internationale bevågenhed, som forummet har fået. 3GF er etableret på den danske regerings initiativ og med Sydkoreas og Mexicos regeringer som strategiske partnere.
Anbefalingerne fra 3GF vil blive født ind i flere af de centrale internatio-nale politiske processer og forhandlinger, der i den nærmeste fremtid vil være med til at forme strukturen for den globale grønne vækst.
Som strategiske partnere vil Syd-korea og Mexico bringe resultaterne fra København med til G20-topmødet i Cannes i november.
3GF vil ved FNs klimakonference i Durban i Sydafrika i december præsentere sine anbefalinger, og som EU-formand i første halvår af 2012 vil Danmark selv bringe anbefalingerne til Rio+20-konferencen i juni næste år.
3GF indgår desuden i et strategisk samarbejde med ”Clean Energy Ministerial” og World Economic Forum med henblik på at lade relevante konklusioner fra 3GF bidrage til næste møde i gruppen af ledende økonomiers energiministre i London i april 2012.
Blandt deltagerne er Executive Secretary for UNFCCC, Christiana Figueres, der om et par måneder har ansvaret for FNs klimakonference, COP 17 i Sydafrika, EUs klimakommissær Connie Hedegaard, OECDs generalsekretær Angel Gurría, Kenyas premierminister Raila Odinga, Etiopiens premierminister Meles Zenawi, eksekutivdirektør Achim Steiner, FNs miljøprogram UNEP og bestyrelsesformand for Nestlé, Peter Brabeck-Letmanthe.
Ministre og topchefer fra erhvervslivet fra en række lande er også på deltagerlisten, lige som danske koncernchefer, bl.a. Niels Bjørn Christiansen, Danfoss og Ditlev Engel, Vestas.
3GF, der har sekretariat i Udenrigsministeriet, har udviklet programmet i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet, Klima- og Energiministeriet samt Global Green Growth Institute, der er baseret i Seoul. Programmet vil fokusere på en række nøgleområder som energi og transport, finansiering, rammebetingelser og internationale markeder.
En række private og institutionelle partnere støtter 3GF, blandt dem ABB, BYD Group, Danfoss, General Electric, Hyundai Motors Company, McKinsey & Company, Novozymes, Samsung, Siemens, Vestas, Global Green Growth Institute, OECD, Det Internationale Energiagentur (IEA), UN Global Compact, International Finance Corporation (IFC) og Climate Policy Initiative.
Blandt deltagerne, der alle er særligt inviterede, er en lang række ministre og topchefer fra globale virksomheder, finanssektoren og internationale organisationer.
Yderligere oplysninger om Global Green Growth Forum:
3GF-sekretariatet, tlf. 33 92 00 61 og e-mail: [email protected] eller på
www.globalgreengrowthforum.com