Tørnæs hælder næsten alle ud af Danidas oplysningsudvalg – Carstensen ny formand efter Ida Nicolaisen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsministeren har nu udnævnt medlemmerne af Danidas Oplysningsudvalg for perioden 1. januar 2008 til 31. december 2010.

Ulla Tørnæs (V) benytter anledningen til en voldsom udskiftning, idet kun 2 af de hidtidige 11 medlemmer fortsætter. Samtidig indskrænkes udvalget fra 11 til 7.

Ny formand bliver generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling siden 1996, Kim Carstensen.

Den snart 51-årige kultursociolog er i forvejen næstformand i U-landstyrelsen (Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde) og afløser seniorforsker Ida Nicolaisen fra Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på sin nye formandspost.

Ulla Tørnæs:

– Jeg har med udnævnelse af Kim Carstensen til formand for Oplysningsudvalget ønsket at sikre et tæt samarbejde mellem Styrelsen for Internationalt Udviklingssamar-bejde og Danidas Oplysningsudvalg.

– Udvalget er sammensat med henblik på at sikre kontinuitet og fornyelse, idet det er vigtigt at have et aktivt Oplysningsudvalg, der også kan se nye perspektiver i oplysningsarbejdet.

Ida Nicolaisen har siddet som formand for udvalget siden 2002; det er dog ikke så længe som de 2 genudnævnte medlemmer, Hans-Henrik Holm, og Poul Tang. Før Ida Nicolaisen sad den allesteds-nærværende professor, dr. phil. Holger Bernt Hansen i formandsstolen.

Netop Ida Nicolaisen har udtalt sig kritisk om udviklingsministerens omfattende besparelser i den folkelige u-landsoplysning.

– I en tid, da globaliseringen står højt på agendaen, og vi ikke kan krybe i skjul bag Dannevirke, undrer det mig, at man vil beskære midlerne til oplysning om udviklingslandene, sagde hun til Danidas månedsvis “Udvikling”, nr. 6, 2005.

– Vi modtager mellem 100–150 ansøgninger om året, og bevilger udelukkende støtte til projekter ud fra kvalitet og effektivitet. Vi giver aldrig støtte til organisationernes medlemshvervning og profilering. Det har vi også sagt til ministeren på et møde, vi havde med hende i slutningen af august (2005), sagde Nicolaisen bl.a. videre.

Det skal dog med, at den prisbelønnede etnograf med det store engagement for verdens oprindelige folk nu er rundet de 67 og dermed oppe i årene.

Følgende medlemmer genudnævnes:

– Hans-Henrik Holm, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole, Århus
– Poul Tang, IKT-konsulent, Center for Undervisningsmidler, Århus

Følgende nye medlemmer indtræder i Oplysningsudvalget:

– Mette Davidsen-Nielsen, journalist, tidl. DR2-chef
– Lotte Folke Kaarsholm, international redaktør, dagbladet Information
– John Pedersen, Partner, konsulentfirmaet Operate
– Vibeke Vinther, kommunikationschef, Mellemfolkeligt Samvirke

Oplysningsudvalgets medlemmer er udnævnt i personlig kapacitet.

Ud glider (udover Ida Nicolaisen):

– freelance journalist Birgit Meister
– freelance journalist Annette Nielsen, tidl. KVINFO
– højskoleforstander og seniorrådg. Carsten Kolby Kristiansen, Silkeborg Højskole
– Erik Nielsen, LO
– freelance journalist Trine Sick, tidl. Danmarks Radio
– direktør Sune Bang, Propaganda McCann
– freelance journalist Ulla Lund
– merkonom Margrethe Skov

Kilde: www.um.dk

KOMMENTAR

Så får Ulla Tørnæs åbenbart “sit” oplysningsudvalg. Stort set alle hidtidige 11 medlemmer er væk, herunder formanden.

Det “gamle” udvalg sad i en tid, da Tørnæs rundbarberede den folkelige u-landsoplysning herhjemme og lancerede sit herostratisk berømte kendisprojekt, hvor forudsætningsløse kendte personer skulle vælge projekter i u-landene.

Hvilke “nye perspektiver” efterlyser hun mon nu i oplysningsarbejdet?

Man må håbe, at de kritiske fritstående journalister, som har ladet sig overtale til at gå ind i udvalget (hvordan kan man fortsætte med at være det, når man lader sig vælge til sådan en forsamling?) – at de vil vide at sætte hælene i, hvis nye tvivlsomme tiltag udtænkes oppe på 6. sal i førerbunkeren på Asiatisk Plads.

Gad så bare vide, om der vil blive lyttet til dem eller de overhovedet bliver hørt/spurgt i relevante sager og udspil, hvilket jo er en forudsætning for det første.

Redaktionen af u-landsnyt.dk