Det libyske overgangsråd har anmodet Danmark om at modtage op til 50 libyere, som blev hårdt såret i den langvarige konflikt, der endte med oberst Gaddafis fald, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Det libyske hospitalsvæsen har ikke selv mulighed for at behandle det store antal sårede. Der er især behov for specialiseret behandling af hårdt sårede med krigstraumer. Alle udgifter til behandling og transport af patienter vil blive afholdt af Libyen. En lang række andre lande har fået tilsvarende henvendelser.
Regeringen har besluttet at imødekomme den libyske anmodning.
De libyske patienter forventes behandlet på Rigshospitalet, Århus Universitetshospital og Odense Universitetshospital. Forsvaret vil håndtere lufttransport af de sårede libyere med brug af Flyvevåbnets C-130J Hercules Transportfly, som er særligt indrettet til at kunne transportere og behandle syge og sårede.
Udenrigsministe-riet, Finansministeriet, Forsvarsministe-riet, Justitsministe-riet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ar-bejder tæt sammen om opgaven.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger:
– Jeg er glad for, at vi kan hjælpe nogle af de mange sårede fra konflikten i Libyen. Det er tragisk at så mange mennesker er blevet såret. Mange af de sårede er helt unge, der har kæmpet for en bedre fremtid.
– Jeg finder det derfor naturligt, at vi fra dansk side hjælper Libyen med den kæmpestore opgave det er, at behandle sårede libyere. Det er vigtigt for Libyen at tage hånd om dem, der er blevet såret i kampene, så de får mulighed for at deltage i opbygningen af det nye Libyen.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) siger:
– Det er meget vigtigt for mig, at forsvaret også kan hjælpe med den civile indsats, nu da selve den militære indsats er slut i Libyen. Vi har hele tiden sagt, at vi var klar til at hjælpe libyerne både under og efter konflikten. Det glæder mig, at vi kan bruge forsvarets fly til transport af sårede libyere, så de kan få specialbehandling på hospitaler i Danmark.
– Det er ikke første gang, at forsvarets ressourcer har været benyttet i humanitære situationer. Senest benyttede vi forsvarets fly til transport af nødhjælp til det jordskælvsramte Tyrkiet.
Minister for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag (SF):
– Libyen står med en kolossal opgave omkring behandling af de mange sårede fra konflikten. I Danmark besidder vi lægefaglige kompetencer inden for områder, som er stærkt efterspurgt af libyerne.
– Det glæder mig, at Danmark og ikke mindst de danske regioner og sygehuse med kort varsel er rede til at bidrage til, at nogle af disse sårede får langt bedre fremtidsperspektiver i kraft af den behandling de kan tilbydes i Danmark.