Den cubanske, regime-kritiske blogger, Yoani Sánchez, og Mariela Castro, datter af Cubas præsident, Raúl Castro, krydsede tirsdag klinger på det sociale medie, Twitter. Andre cubanere blandede sig, og det hele endte med, at Mariela Castro lukkede diskussionen med at kalde kritikerne for parasitter. Episoden er endnu et eksempel på, at de sociale medier udfordrer autoritære regimer på en ny måde.
Det hele begyndte med, at Mariela Castro gjorde sin entré på Twitter for at takke støtter af organisationen National Sex Education Center (CENSEX), som hun er leder af.
Gennem CENSEX taler Mariela Castro bøsser, lesbiske og transkønnede cubaneres sag; men beskyldes for at kræve fuldstændig loyalitet overfor det kommunistiske styre for at hjælpe folk, skriver den sædvanligvis Castro-kritiske avis, The Miami Herald.
Ret hurtigt noterede den flittige regime-kritiske blogger, Yoani Sánchez, Castros indlæg og der udspandt sig et skænderi, som hurtigt blev spredt ud blandt de omkring 175.000, der følger Yoani Sánchez på Twitter.
Diskussionen skal ses på baggrund af, at Yoani Sánchez er stærkt kritisk overfor Castro-regimet i Cuba.
Hun er flere gange blevet nægtet udrejse af landet for at modtage internationale priser for hendes blog, Generación Y.
Mariela Castro har tidligere beskyldt Yoani Sánchez for at være en del af en CIA-financieret cyber-krig mod Cuba.