Amnesty: Stop tvangsrydning af fattiges slumbyer op til OL i Rio

Forfatter billede

Den Internationale Olympiske Komité bør bruge sin indflydelse til at standse tvangsrydning af boligområder for fattige mennesker i Rio de Janeiro, som udgør klare menneskeretskrænkelser.

Det siger Amnesty International og WITNESS i en fælles opfordring.

I et brev til den Internationale Olympiske komité (IOC) opfordrer Amnesty International og organisationen WITNESS arrangørerne af OL til offentligt at fordømme de brasilianske myndigheders tvangsflytninger af hundredvis af familier i Rios fattigste boligområder forud for De Olympiske Lege i 2016. Det skriver Amnesty på sin hjemmeside onsdag.

”At tvinge familier fra deres hjem uden forudgående advarsler eller høringer med de berørte og uden at tilbyde dem tilstrækkelige boligalternativer strider imod de værdier som De Olympiske Lege repræsenterer. Derudover er det brug på brasiliansk lov samt de internationale menneskerettighedsstandarder, som Brasilien har forpligtet sig på,” siger Amnesty.

En række af Rios informelle boligområder, de såkaldte favelaer, er over det sidste år blevet ramt af forberedelserne til både VM i fodbold i 2014 og OL i 2016. Eksempelvis har moderniseringen af Rios havneområde og oprettelsen af tre nye ekspresbuslinjer medført seriøse brud på beboernes rettigheder.

Vækket af bulldozere

”Klokken ti om morgenen kom maskinerne, politiet og uropatruljerne med tunge våben. De begyndte at tømme husene, og hvis du nægtede at forlade dit hjem, slog de dørene ind og fjernede dig med tvang, mens dit hus blev revet ned”, fortæller Edilson, en beboer i favelaen Restinga, som i oktober blev ryddet efter mere end 20 år.

Siden nedrivningen af både huse og butikker i Retinga har mange af beboerne mistet deres indtægtskilde, og børnene har på grund af problemer med at finde nye skoler mistet en del af deres undervisning.

”Vi anerkender myndighedernes behov for at forbedre infrastrukturen i Rio forud for de kommende sportsbegivenheder. Men det skal ske i samarbejde med de berørte områders beboere, hvis rettigheder myndighederne er nødt til at sikre i processen,” siger Amnesty.