Hungersnøden i Somalia er ved at tage af. FN siger nu, at der ikke hungersnød i tre af de seks regioner, som tidligere i år blev erklæret ramt af en sultkatastrofe, skriver DR online lørdag.
På et tidspunkt var hele 750.000 tæt på at dø af sult, men nu er antallet nede på 250.000.
Det siger FN’s humanitære koordinator for Somalia.
Siden det østlige Afrika tidligere i år blev ramt af den værste tørke i 60 år, er titusinder døde af hungersnød.
Ifølge FN har massiv international nødhjælp ført til, at færre sulter og dør.
De tre regioner, som ikke længere er truet af hungersnød, er ifølge FN’s skala nedjusteret til at være i en nødsituation. De tre regioner ligger umiddelbart syd og vest for hovedstaden Mogadishu. De tre regioner, som stadig er erklæret i hungersnød af FN, ligger tæt på Mogadishu.
Nogle nødhjælpsarbejdere advarer dog mod at tro, at sultkatastrofen er drevet over. En højtstående hjælpearbejder siger til britiske BBC, at situationen tværtimod bliver værre.
Han mener, at FN ikke vil indrømme det, fordi verdensorganisationen bliver nødt til at vise, at alle de mange hjælpepenge bliver brugt ordentligt og har en virkning.
I nogle af de berørte områder i Somalia anslår FN da også, at hungersnøden vil vare mindst til juli næste år, og der vil være brug for nødhjælp til en værdi af over fem milliarder kroner.
Se også
http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=40446&Cr=somalia&Cr1=