Amnesty International har fundet bevis for, at USA gentagne gange har sendt våben til Egypten siden revolutionen i februar. Det er foregået på trods af de egyptiske sikkerhedsstyrkers voldelige overgreb på den civile befolkning.
Også danske skibe medvirker til våbentransporten, skriver Amnesty på sin danske hjemmeside.
Sagen understreger behovet for en international våbentraktat, der forhindrer, at våben ender i hænderne på regimer og væbnede grupper, som krænker menneskerettighederne.
Den 26. november ankom det dansk ejede skib Marianne Danica til havnebyen Adabiya nær Suez i Egypten. I lasten var mindst syv tons tåregas og anden kemisk ammunition. Modtageren var det egyptiske indenrigsministerium. Få måneder forinden var skibet blevet lastet i militærhavnen US Military Ocean Terminal Sunny Point i North Carolina.
Marianne Danica er bare et af flere skibe, der transporterer våben til at nedkæmpe demonstranter
Det danske skib er ét af tre fartøjer, som organisationen Transarm har fulgt for Amnesty International på deres rute fra USA til Egypten. Trackingen af skibenes sejlads og last dokumenterer nu, at amerikanske firmaer så sent som i juli måned har opnået licenser til at eksportere tåregas og andre våben til det egyptiske styre.
Den 8. april skibede Combined Systems Inc. 21 tons ammunition fra Wilmington i USA til havnebyen Suez i Egypten. Den 8. august blev et andet skib lastet med 17,9 tons ammunition i New Yorks havn og sejlet mod Port Said.
I alle tre tilfælde stammer fragten fra det amerikanske firma Combined Systems Inc., som har hjemme i Jamestown i USA. Firmaet fremstiller udstyr til militære og sikkerhedsmæssige formål. Blandt andet gummikugler, tåregas og materiel som for eksempel vandkanoner. Forsendelsen med det danske skib var organiseret af firmaet Nico Shipping, som er specialiseret i forsendelse af våben og krigsmateriel.
Amerikanske våbentransporter til Egyptens sikkerhedsstyrker må stoppes
Brian Woods fra Amnesty International siger: ”Disse licenser blev udstedt på et tidspunkt, hvor den egyptiske regering slog ned på gadeprotesterne med udtalt og ofte dødelig magtanvendelse. Det er utænkeligt, at de amerikanske myndigheder ikke har kendt til beviserne for de vidt dokumenterede overgreb begået af de egyptiske sikkerhedsstyrker. De licenser skulle ikke have været udstedt. Amerikanske våbentransporter til Egyptens sikkerhedsstyrker må stoppes, indtil der er sikkerhed for, at tåregas og andet materiel ikke har forbindelse til blodbadet i Egyptens gader”, siger han.
Tahrir-pladsens efterladenskaber vidner om amerikanske våben
Så sent som i november blev protester mod det regerende militærråd voldeligt opløst med brug af tåregas. Det resulterede i mindst to dusin omkomne og flere hundrede sårede. Mange af de hylstre og granater, som siden er fundet på Tahrir-pladsen er amerikansk fremstillet tåregas blandt andet fra Combined Systems Inc.
Behov for international FN-våbentraktat
De egyptiske sikkerhedsstyrkers brug af udenlandsk fremstillet tåregas og anden ammunition er et klart eksempel på nødvendigheden af at vedtage en international FN-traktat, der effektivt kontrollerer handlen med våben. Amnesty International opfordrer til, at tåregas og andre våben, som anvendes til at opretholde lov og orden, skal inkluderes i en sådan aftale.
“En våbenhandelsaftale af et rimeligt omfang og med robuste nationale licenssystemer vil kunne sikre, at våbeneksport fra USA og andre lande ikke er med til forstærke alvorlige krænkelser af menneskerettighederne”, siger Brian Wood.