Dansk psykoterapi på kvindecenter i Indien

Forfatter billede

“Livet er barskt for de fleste levende sjæle i det sydlige Indien. Men at fødes som pige kan betyde et liv under særligt strenge betingelser”.

Usentimentale, hårde normer om opdragelse af piger og strenge krav til kvinders levevis, ære og rettigheder føres den dag i dag videre til nye generationer.

Det oplevede cand.psych. Line Kvist Carl i sit arbejde som voluntør på et kvindecenter i Tamil Nadu i det sydlige Indien i efteråret 2011. Det fortæller hun om i årets første udgave af Psykolognyt.

Den danske psykologs opgave var at holde gruppesessioner med unge pige og kvinder, undervise centrets leder i psykologiske teorier samt i begrænset omfang udøve individuel terapi.

På kvindecentret oplevede hun at stå ansigt til ansigt med barske realiteter, der – trods fremgang og forandring i Indien – stadig eksisterer bag nogle af de faldefærdige lermure i landsbyerne. Hun beskriver “pigebørn, der efterlades i mudderet, vold mod kvinder og børn, kvindeliv, der bliver til slaveliv, og kvinder, der bringes i skam og i fortvivlelse overhældt med benzin brænder sig selv for øjnene af deres familiemedlemmer”.

De usentimentale realiteter var blev et billede på et kulturmøde, der både chokerede og berørte Line som vestlig psykolog:

– Da jeg kom til Indien i det tidlige efterår 2011, imødeså jeg spændt et arbejde med beundringsværdige kvinder, men i en kultur, hvor jeg ikke havde forudsætning for at gennemskue de sociale spilleregler, forklarer hun i sin artikel.

At dvæle ved følelserne

For Line Kvist Carl var udfordringen ved terapiforløbene med de unge kvinder især accepten af at “dvæle ved de intense følelser”. Noget, der var uvant for de fleste kvinder og piger i Tamil Nadu. Under samtalerne gav de udtryk for, at selv omsorg i form af opmærksom øjenkontakt og stille lydhørhed kunne være uvant og akavet.

Det var derfor med “stor ydmyghed, at jeg konstruerede en helt ny form for samvær”, forklarer Line, og uddyber:

– Da jeg befandt mig så langt væk fra de danske terapeutiske forhold, jeg var bekendt med og havde erfaring med, følte jeg pludselig et overdrevent stort ansvar for alle mulige ukontrollerbare faktorer. Specielt i begyndelsen måtte jeg jeg tvinge mig selv til at have is i maven, skriver hun.

Det var især risikoen for, at informationer kunne misbruges i interne konflikter uden for gruppen, der gav moralske kvaler. Terapien omfattede nemlig brud på en række kulturelle tabuer, hvor egen og eventuel families ære kunne risikere at krænkes.

Men da fortroligheden i hendes første gruppe og respekten for hinandens følelser var etableret, begyndte de kulturelle barrierer langsomt at blive brudt:

– En efter en brød pigerne igennem muren af selvbeherskelse, og livshistorierne blev sælsomt foldet ud. Med fortællingerne fulgte tunge tårer over egne og andres beretning, men i høj grad også tårer over den ømhed og empati, der for første gang blev lyttet med. For hvert enkelt ord rykkede pigerne tættere og tættere sammen i kredsen og bekræftede, at trods hierarki, tabu og vaner, så havde vi her på gulvet i vores lille kreds skabt en genuin dyb interesse for hinanden.

Line Kvist Carl planlægger at rejse tilbage til Indien om få uger.