Kommentar af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
Den 3. februar afsluttes Danmarks nok mest prominente velgørenhedskampagne, Danmarks Indsamling.
En kampagne, der støttes af 12 af landets største humanitære organisationer, og kulminerer i et TV-show der vises direkte på DR1 den fredag aften.
Det er en af mange lignende velgørenhedskampagner der blev til i kølevandet på den meget omtalte og indbringende Band Aid-kampagne.
Alle over 35 husker Bob Geldoffs og det stjernespækkede Band Aids sang ”Do they know it’s Christmas” fra 1984, Michael Jacksons ”We are the world”, og den danske modstykke, Nannas sang, ”Afrika”, fra 1985. Alle sange var til støtte for de hungersramte i Etiopien.
Disse kampagners omtalemæssige og finansielle succes gjorde, at de skabte præcedens for de mange lignende velgørenhedskampagner, der fulgte efter og som ofte trivialiserede de problemstillinger de hævdede at de søgte at løse.
Fælles for de tre sange var, at man som almindelig vesterlænding opfordredes til at hjælpe de stakkels hungersramte etiopere ved at købe sangen – en opfordring, millioner fulgte.
”Det bliver bedre dag for dag, hvis vi gi’r en hånd til Afrika”, som den danske sang forsikrede. ”We are the ones who make a brighter day so lets start giving”, som Jacksons tekst insisterede.
Kampagnerne gav dog et overfladisk billede af fattigdom, der ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange mennesker er fattige eller hvilken rolle vi i Danmark og Vesten spiller i denne sammenhæng.
Det implicitte budskab var, at de stakkels passive afrikanere er objekter og ikke subjekter. At de kun kan klare sig ved hjælp af vores velgørenhed og hjælp – et budskab som desværre også mere eller mindre eksplicit fremsættes i lignende kampagner i dag.
Måske mener organisationerne bag disse kampagner, at man skaber den størst mulige indkomst her og nu ved til stadighed at vise billeder af mere eller mindre hjælpeløse, fattige Afrikanere.
Og deri har de sandsynligvis ret på kort sigt.
Men i det lange løb er det lige så sandsynligt, at de mennesker, kampagnerne henvender sig til, bliver mere og mere modvillige til at støtte mennesker i Afrika.
Ikke mindst fordi det billede, de selvsamme kampagner har været med til at male, ikke selv synes at gøre noget for at komme ud af fattigdommen.
Bistandsorganisationerne underminerer så at sige deres egen mulighed for at skabe en global bevidsthed og solidaritet med fattige afrikanere hos deres målgrupper i Danmark og Vesten.
Hvad vi i stedet burde vise i langt højere grad i fjernsynet og på plakater på gader og stræder, er et positivt billede af afrikanere, der aktivt handler for at arbejde sig ud af fattigdom. Billeder af de rigtigt mange fattige, som organiserer sig for at få indflydelse, og af fattige mennesker, der aktivt forsøger at forbedre deres og andre fattiges situation.
Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om partnerskab, fattigdomsbekæmpelse, og demokrati, burde vi samtidigt med at vi søger at løse akutte nødsituationer, være med til at styrke mobilisering og selvorganisering af medlemsbaserede organisationer i partnerlandene i Afrika.
Vi burde være talerør for disse i Nord, samt presse på for konkrete ændringer af et internationale system, der ellers vil bevare den enorme ulighed i verden. Ellers er der bare tale om, at vi yder symptombehandling.
Men måske er den mest ærlige og sigende linje i “Do they know it’s Christmas”, i virkeligheden når Bono synger, ”well tonight thank God it’s them instead of you”.
En nok utilsigtet erkendelse af at mange vesterlændinge blot betaler sig fra deres dårlige samvittighed ved at støtte velgørenhedskampagner med småpenge.
Og ellers er fint tilfredse med, at den nuværende verdensorden bevares.
