Mere dansk støtte til somalierne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R), der netop har afsluttet sit besøg i Somalia, vil øge den danske støtte til somalierne til ca. 200 millioner kr. om året i de næste tre år – en fordobling i forhold til den hidtidige årlige udviklingsbistand.

“Somalierne er de mest udsatte mennesker, jeg har mødt. Fattigdommen er ekstrem, fire millioner mennesker er truet af sult, der er krig mange steder, og hundredetusinder af internt fordrevne lever under kummerlige forhold. De har hårdt brug for hjælp”, siger Christian Friis Bach i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet og fortsætter:

”Det er derfor meget alvorligt, at den islamistiske al-Shabaab-milits, der har kontrollen i en stor del af landet, gennem flere måneder har smidt en lang række nødhjælpsorganisationer ud af områder med mange nødlidende mennesker. Det er blandt andet gået ud over Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors. Det er kynisk og forkasteligt, at al-Shabaab tager befolkningen som gidsler i de områder, hvor de har kontrol. Det fortæller alt om militsens menneskesyn, at de nægter hjælp til sultende mennesker, der er helt afhængige af nødhjælp.”

Al-Shabaabs handlinger understreger det store behov for at hjælpe somalierne med at skabe sikkerhed, udvikling og demokratiske fremskridt i de områder, hvor militsen ikke har kontrollen, mener udviklingsministeren:

“Der er nu begyndende tegn på fremskridt i lommer af landet, hvor al-Shabaab er fortrængt og har mistet opbakning i befolkningen. De fremskridt er vores mulighed for at hjælpe somalierne med at få vendt udviklingen efter årtier, hvor forholdene for somalierne er blevet værre og værre. Det er ekstremt vigtigt, at vi og det internationale samfund griber den mulighed og intensiverer det langsigtede udviklingsarbejde i de områder,” siger Christian Friis Bach.

Selv om hovedstaden Mogadishu stadig er fattig og usikker, har al-Shabaab mistet kontrollen over byen. Og i den nordligste region, Somaliland, er der gode fremskridt mod fred og demokrati.

“Vi skal først og fremmest hjælpe somalierne, fordi de er ekstremt fattige og udsat for krig og sult. Men vi har også selv en stor interesse i at støtte og forbedre forholdene for menneskerne på Afrikas Horn. Somalia er et potentielt arnested for islamistisk terror rettet mod vesten. Krigen kan føre til nye flygtningestrømme – også til Europa. Og både fattigdommen og krigen er de vigtigste årsager til pirateri, der går ud over danske skibe og virksomheder”, siger Christian Friis Bach.

Yderligere information: Asser Rasmussen Berling, udenrigsministeriet, tlf.: 33920615