Af Elisabeth Kiørboe, WWF Verdensnaturfonden
Det er prisværdigt! Udviklingsministerens nye udviklingsstrategi vil fastholde ambitionen om at bidrage til udryddelse af fattigdommen i u-landene – samtidig med at bæredygtig udvikling fremmes.
Flere debatindlæg har påpeget, at det bliver en meget svær om end ikke helt umulig opgave. WWF Verdensnaturfonden i Danmark mener, at der er potentiale til succes. Men det kræver nogle grundlæggende nye betingelser og erkendelser i den nye danske udviklingsstrategi
Det er glædeligt, at den nye udviklingsstrategi forsøger at italesætte og fokusere på grøn omstilling, grøn vækst, bæredygtig udvikling og bæredygtig produktion i udviklingslandene.
For faktum i dag er, at hvis alle mennesker i verden skal opnå en rime-lig levestandard, er bæredygtigt forbrug af klodens ressourcer et must. Det har vi sagt i WWF i over 10 år.
Katherine Richardson har på glimrende vis skitseret det således: ”For første gang i menneske-hedens historie er vores efterspørgsel på flere livsnødvendige naturressourcer større end Jordens udbud af selvsamme ressourcer”.
Enkle – og dystre – regnestykker
Udfordringen kan beskrives på andre måder – i meget enkle regnestykker:
”Vi skal bruge naturressourcer fra tre til fire kloder, hvis alle mennesker på Jorden skal have en levestandard som vi har i Europa”.
Eller: ”I Vesten udgør vi 30 pct. af verdens befolkning – men vi forbruger 70 pct. af klodens ressourcer. Det betyder jo så, at der kun er 30 pct. af ressourcerne tilbage at gøre godt med for de resterende 70 pct. af verdens befolkning”.
Kina, Indien og Brasilien er allerede i gang med at gøre et godt indhug i de resterende ressourcer i de fattigste dele af verden. Hvorfor?
For at gøre som os i den vestlige verden. For at højne deres egne befolkningers levestandard og her er naturressourcer en altafgørende driver for en bare rimelig levestandard.
I WWF plæderede vi – både under den forrige regering og nu også under den nuværende – for at denne virkelighed er nødt til at indgå som et af de væsentligste grundvilkår for en dansk udviklingsstrategi.
De tider, da vi kunne se bort fra vores eget økologiske fodaftryk på klodens klima og biodiversitet, når vi planlagde vores indsatser i udviklingslandene, er endegyldigt forbi.
Danmark har f.eks. det tredjestørste økologiske fodaftryk i verden, jævnfør WWFs Living Planet Report 2010. Reducerer vi i den vestlige verden ikke vores egen CO2-udledning, vores overforbrug af naturens ressourcer og lægger om til grøn og bæredygtig udvikling, er u-landsbistanden i bedste fald nyttesløs.
Selv om intentionen er der hos udviklingministeren, er det fortsat noget uklart, hvad den grønne vækst, grønne omstilling og bæredygtige produktion kommer til at betyde i praksis.
WWF Verdensnaturfonden bidrager gerne med viden, erfaringer og ekspertise til denne konkretisering.
I første omgang med en række hovedbudskaber:
Hvad kan dansk udviklingsbistand?
Dansk udviklingsbistand kan ikke i sig selv skabe de nødvendige bæredygtighedsforandringer i samarbejdslandene. Men kan bidrage med nyskabende eksempler og show-cases på grøn omstilling, grøn vækst og bæredygtighed og inspirere andre statslige og internationale donorer til at samarbejde aktivt i den retning.
Vækstbegrebet
Vækstbegrebet skal udvides til at indeholde både sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighedskriterier, og det skal stå klokkeklart, at ingen vækst må ske på bekostning af klimaet, naturens økosystemer og biodiversiteten.
Sammenhæng
Skal vi bidrage til en bæredygtig udvikling i udviklingslandene, vil det stille store krav til sammenhæng mellem miljø- og udviklingsindsatser og mellem den bilaterale, den multilaterale, privatsektor- og NGO-bistand.
Den ”grønne” tankegang skal ud af den traditionelle miljøsektor-kasse og bredes ud til andre relevante dele af samfundsudviklingen.
Fra lokalt til globalt
Der skal tænkes langt mere fra det lokale til det globale plan i den danske udviklingsstrategi; f.eks. gennem en øget værdikædetilgang, som effektivt kan linke de rige landes forbrug af u-landenes ressourcer med støtten til bæredygtig vækst i udviklingslandene.
Samtidig bør der fokuseres mere på det regionale perspektiv frem for på et landeperspektiv, da overudnyttelse af naturressourcer sjældent er begrænset til det nationale niveau og ofte bedst håndteres bæredygtigt i et regionalt / globalt perspektiv.
Forandringsagenter
De store forandringer i adfærds-, produktions- og forbrugsmønstre, som i dag kræves for at opnå en grøn omstilling, grøn vækst og bæredygtighed både i nord og syd, kalder på samarbejde og koordination blandt de væsentligste forandringsagenter.
Indenfor den danske miljø- og udviklingsbistand er det essentielt, at både myndigheder, erhvervslivet og civilsamfundet arbejder tæt og kreativt sammen mod et fælles mål. Den nye udviklingsstrategi bør åbne op for og facilitere bedre samarbejdsmuligheder mellem disse tre forandringsagenter.
Produktive sektorer
Landbrugssektoren er uden tvivl væsentlig i udviklingslandene af mange årsager, og derfor giver det mening at bidrage til et bæredygtigt og effektivt langbrug i vore samarbejdslande. Men det giver ingen mening så bastant at udelukke andre væsentlige produktive sektorer i den nye strategi.
Fiskerisektoren er f.eks. også en væsentlig fødevare- og produktions-sektor, som har hårdt brug for et bæredygtighedsfokus både i vores del af verden og i u-landene, hvis de marine ressourcer ikke skal kollapse i højere grad end i dag.
Her er der potentiale til at skabe mange arbejdspladser i u-landene for de fattige kystbefolkninger, som ikke kan inddrages i landbruget. Derudover er der potentiale for øget fødevaresikkerhed og bæredygtig produktion via bl.a. certificeringsordninger og retfærdige fiskeriaftaler mellem rige og fattige lande.
FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) anslog i 2009 at om-kring 520 millioner mennesker i verden enten var direkte eller indirekte afhængige af fiskeri – dvs. 8 pct. af verdens befolkning. Ligeledes estimerer FAO, at fiskeressourcer udgør 15 pct. af proteinindtaget for 2,9 milliarder mennesker.
Trenden på verdensplan går i retning færre arbejdspladser i fiskerisektoren i de rige lande, men stigning i arbejdspladser i samme sektor i lav- og mellemindkomstlande.
Klima og energi
Bistandsmidler skal ikke anvendes til klimaindsatser af nogen art – der må og skal bevilges yderligere midler til kompensation til u-landene, til tilpasnings- og forebyggelsestiltag.
Men det giver rigtig god mening at fokusere på low carbon-energiforsy-ning (med lavt CO2 indhold, red.) i vore samarbejdslande og derigennem bidrage til klimasikring af fremtiden, fattigdomsreduktion og stop for afskovning.
————–
Elisabeth Kiørboe er Senior Programleder / Policy- og strategirådgiver i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling.
