Erika Brenner og Eva Rasmussen skriver fra Santa Gema, El Salvador
Når de unge slutter 9. klasse er de 14-15 år. Lige netop den alder, hvor de går ind i de kriminelle bander.
Et af de steder, hvor bandevolden har været hård er minisamfundet Santa Gema i El Salvador, hvor den katolske kirke, kommunen, politiet og landsbyrådet samarbejder om at holde de unge inden for lovens rammer.
”Nogle af bandemedlemmerne har så mange og karakteristiske tatoveringer, at de bliver slået ihjel, hvis de bevæger sig uden for landsbysamfundet. De arbejder med hønseopdræt ”inden for murene”, fortæller koordinatoren for ikke-voldsprojektet i Santa Gema, Felipe Aldana.
Stipendier
Og nogle af dem, der ikke har tatoveringer, går i skole. I et forsøg på at dæmme op for, at de unge går fra 9. klasse til banderne har Santa Gema i år skaffet penge til, at 23 kan fortsætte i gymnasiet.
”Bandemedlemmer eller unge, der er i en udsat position, er nogle af dem, der har fået stipendier til at fortsætte studierne”, fortæller Felipe Aldana, der tilføjer, at det er både han og de andre i udvælgelseskomiteen blevet kritiseret for.
”Nu er Felipe blevet en del af banderne”, lød det blandt andet. ”Det er selvfølgelig ikke rigtigt”, siger Felipe Aldana. ”Det vi forsøger, er at gøre de unge til en del af samfundet ved at snakke med dem og vise dem respekt. Derfor har vi givet stipendier til de gode børn, de ikke helt så gode og til de kriminelle.”
Nej til stipendier
Processen har ikke været nem. Der kom kritik fra flere sider. En mor ville ikke have, at hendes barn skulle gå i skole sammen med bandemedlemmer. Men den hårdeste kritik kom fra inderkredsen af den katolske kirke.
På en af de nærliggende skoler forbød bandemedlemmerne eleverne at tage imod legatet. De spærrede for indgangen til skolen.
”Vi tog ud og snakkede med dem, forklarede, at legaterne var for alle. Også for deres medlemmer. Det blev accepteret. Børnene fik igen adgang til klasseværelserne”, siger Felipe Aldana, der mener, at kommunikation og respekt er de bedste redskaber til at bekæmpe volden.
300 dollar per elev
Der er afsat et beløb på 300 dollar per elev for hele skoleåret. Det skal blandt meget andet dække sko og skoleuniformer.
For at få pengene til at strække, har Felipe Aldana opnået aftaler om billige skolebøger og særpris på sko fra det ellers så dyre mærke ADOC.
”Når jeg er ude at diskutere priser, benytter jeg kontakten til at spørge, om firmaet evt. skulle have brug for en af de unge som elev eller som varig arbejdskraft”, fortæller Felipe Aldana.
Kontrakt
Stipendiemodtagerne har skrevet under på en kontrakt, hvor de forpligter sig til at studere to timer om dagen – udover skoletiden.
Landsbyorganisationen, politiet og den katolske kirke besøger jævnligt stipendiemodtagerne for at tjekke, om alt går, som det skal.
For at give stipendiemodtagere og andre studerende et løft, har Felipe Aldanas 19-årige søn Juan fået studiekammerater fra det katolske universitet UCA i San Salvador til at undervise de unge i matematik.
Juan studerer datateknik og er desuden formand for ungdomsgruppen i Santa Gema.
”Det var de unge selv, der valgte ham”, siger Felipe Aldana lidt undskyldende.
For at bekæmpe vold er der, udover kommunikation og respekt to vigtige ting: Organisering og uddannelse.
”Det giver os et bedre liv. Og folk lægger mærke til, at de unge er ved at ændre sig.”, slutter Aldana.