EU besluttede mandag på et udenrigsministermøde i Bruxelles at udvide sine sanktioner mod Syrien. Det er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tilfreds med og fordømmer samtidig det syriske styres voldelige fremfærd mod oppositionen.
EU besluttede mandag på et udenrigsministermøde i Bruxelles at udvide sine sanktioner mod Syrien og det er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tilfreds med.
De nye sanktioner rammer den syriske nationalbank, handel med diamanter, guld og ædle metaller og fragttransport fra syriske luftfartsoperatører til EU. Derudover har man endnu engang udvidet listen over personer på EU’s sanktionsliste.
Søvndal:
”Situationen i Syrien er helt ubærlig. Og det er med stor frustration, at vi kan følge Assads stædige klamren sig til magten og fortsatte overgreb på det syriske folk. Men vi må fortsætte af det politiske spor, som vi er slået ind på, og som der var bred international opbakning til på mødet i gruppen af Venner af det Syriske Folk i fredags”.
“Og vi må fortsat arbejde med de ”redskaber”, som i sidste ende er nødvendige for at få en løsning. Det gælder det stærke regionale engagement fra den Arabiske Liga, den løbende politiske støtte til oppositionen, det stadigt stigende sanktionspres på Syrien og en løbende indsats for at udvide den internationale isolation af Assad regimet. I det lys er vores beslutning i dag om yderligere at stramme EU’s sanktioner overfor Assads regime vigtig.”
Udenrigsministrene drøftede også de egyptiske myndigheders razzia mod nogle NGOer, som beskyldes for at have modtaget ulovlig udenlandsk finansiering. Udenrigsministeren siger herom:
’’Det er bekymrende, at Egypten midt i sin vanskelige transitionsproces begynder at begrænse civilsamfundet. NGOers arbejde er en grundlæggende del af et demokrati. Det må respekteres, hvis man reelt skal omsætte den egyptiske revolutions idealer til virkelighed.’’
Yderligere oplysninger hos:
Claus Perregaard, tlf. 41 73 38 96
Jean Ellermann-Kingombe, tlf. 25 26 76 06