Af Birgitte Schwabe
Det er ikke længe siden, vi sidst debatterede dansk udviklingsbistand, og bedst som den seneste strategi mere eller mindre er blevet accepteret på godt og ondt, skal vi have en ny.
Hvem vinder egentlig mest, udviklingslandene, debattørerne eller de danske politikere?
Dette debatindlæg rummer på ingen måde den eneste sande udlægning, men skal nærmere betragtes som en måde at betragte virkeligheden på. Hvorvidt min virkelighed bliver en virkelighed for andre, er ikke til at forudsige, men sandheden er, at ord i sig selv oftest har mere magt end egentlig handling.
Kendsgerningen er nemlig, at der er alt for langt fra ord til handling, når man betragter strategierne for dansk udviklingsbistand, såvel som internationale konventioner og erklæringer omkring samme emne.
Dette være sig sikkert også i andre politiske øjemed, men kernen for denne artikel er nu engang udviklingsbistand. Politikerne skal dog ikke gemmes alt for langt væk, når vi taler om de sande vindere i strategiudformningerne for dansk udviklingsbistand.
I den sidste debat var fattigdomsbekæmpelse det eneste, vi kunne opnå enighed om.
Danmarks udviklingsbistand skulle fortsat have fattigdomsbekæmpelse som overordnet mål. I princippet er det jo en fantastisk enighed, men det er som om, vi blot er gået fra at skabe udvikling til at bekæmpe fattigdom. Det er jo i realiteten blot ord.
For hvad er egentlig den reelle forskel? Det virker jo ikke til, at vi gør tingene meget anderledes end tidligere. Hvad fattigdomsbekæmpelse helt præcist dækker over, er altså en fortsat debat, og helt sikkert også en debat, der vil fortsætte i forhold til udformningen af den nye strategi.
Så lad os træde et skridt videre og erkende, at der aldrig vil opstå entydighed omkring udviklingsbistand. Vi har alle en mening, nogle er ens, nogle er lidt ens og andre er vidt forskellige. Så hvad tjener debatten? Især hvis vi skal have en ny igen om to år!
Side op og side ned
Så før vi overhovedet debatterer, hvad der er rigtig og forkert bistand, skal det måske debatteres, hvorvidt det overhovedet er væsentligt at debattere det?
Har det i realiteten nogen effekt, at vi skriver side op og side ned om, hvordan vi bør gøre for at yde det optimale, især hvis vi aldrig handler på det? Ikke mindst er det jo umuligt, at stille alle tilfredse. Udviklingsbistanden vil for altid dele vandene.
Disse ord giver måske genklang af en given negativitet hos mange, men lad os se ud over personlig headhunting i et eventuelt modsvar, og koncentrere os om sandheden bag ordene.
Skal vi se mere kritisk på fremgangsmåder for udformningen af strategier for dansk udviklingsbistand, så foregår mange ting i det skjulte. Jeg har altid undret mig over, hvordan og hvorvidt dem, som skal modtage bistanden, har haft en stemme, når donorer debatterer hvordan pengene skal gives og hvilke områder der skal prioriteres?
Dermed ikke sagt, at alting er sort på hvidt, og at positive resultater, såvel som evalueringer og kommissionsperspektiver ikke tages til efterretning. Det virker dog i denne sammenhæng som om, at fårene skilles fra bukkene, og herefter ulden fra de får, der passer bedst ind i strategiens sproglige klædedragt.
Det handler ikke om, hvordan pengene gives, men om hvordan vi bedst kan profilerer os sprogligt.
Stemmerne fra u-landene: Hvor er de?
Det nager mig også, at man oftest taler sin egen sag i denne type debatter fremfor målgruppens sag. Måske er sandheden en anden, men så skal det komme bedre til udtryk i det offentlige rum.
Udviklingsbistanden gør dog kun os danskere til en sekundær målgruppe, og den primære målgruppe, nemlig befolkningen i verdens fattigste lande, lider under vores uendelige trang til at debattere alt, som følge af vores (ytrings)frie og demokratiske land.
Vore udtalelser bygger altid på bare en lille snert af egen vinding eller med andre ord egen overlevelse. Såfremt målgruppen ikke selv kan ytre sig (og hvem definerer hvorvidt de kan det?), giver det selvfølgelig god mening, at dem som er tættest på målgruppen, taler deres sag.
Men hvordan kan vi nogensinde sikre os sandhed i deres udtalelser, for de er vel i sandhed lige så udspekulerede som os, og vil også have en bid af kagen. Er dette rigtig eller forkert? Moralsk eller umoralsk? Bestemt! Både fra vores side, men også fra deres.
Bistandens sande ansigt
Synet af udviklingsbistandens sande ansigt for den almene dansker drukner desværre også, og man får aldrig helt konkrete svar på, hvordan man er nået frem til dét, der nu engang foreskriver bistanden.
Det skaber et indtryk af manglende medmenneskelighed, og nærmere en kamp om magt – en magtkamp med ordene som herskere. Men skal ideologier og magtsyghed også ramme verdens fattigste?
Hvorvidt der blot er tale om ideologiske konstruktioner i strategierne, fremfor sandheder, er det umuligt at påvise. Det er jo en påstand som alle andre.
Men hvordan sikrer vi, at vores deltagelse i debatten omkring den kommende strategi for dansk udviklingsbistand egentlig tages til efterretning? Dette er mere uigennemskueligt.
Lad mig tage et eksempel fra den sidste debat omkring udarbejdelsen af daværende udviklingsminister Søren Pinds frihedsbudskaber. Debatten bød på en voldsom kritik af manglen på sundhed, det såkaldte bløde område, og dermed den sociale sektor.
I det første offentlige udkast var der ikke skyggen af sundhed, såvel som sygdomsbekæmpelse. Et element, som måske har haft mere eller mindre prioritet i tidligere strategier, men som ikke desto mindre altid har været eksisterende.
Strategien er én ting – bistanden noget andet
Fra udkast til endelige udgivelse forekom pludselig et afsnit omkring bekæmpelse af hiv/aids. Den første tanke er måske, at debattørernes hårde kamp er taget til efterretning, men mine tanker kredser mere om, hvorvidt og hvordan man sådan kan ændre strategien formuleringsmæssigt.
Ikke bare med så kort interval, men også med et område som i manges øjne er yderst omfattende? Især på baggrund af at der aldrig kom en begrundelse for denne pludselige ændring.
Er det ikke et tegn på, at strategien er én ting, og bistanden noget helt andet? Er strategien dermed blot et ansigt udadtil for de gældende politikere, i håbet om at vinde større støtte fra befolkningen?
Eller er det Danmarks profilering internationalt set, der er på spil, hvis vi ikke sætter fokusset på de rette prioriteter? Spørgsmålene hober sig op og tankerne flyver rundt.
For tankevækkende er det hos mig, meningsløst er det for andre, og hverdagskost for de sidste, der fortsætter kampen om herredømme, uanset bagvedliggende forestillinger.
“Lov mig, Christian Friis Bach…”
Såfremt debatten er taget og vil blive taget til efterretning, må vi ikke håbe, at ministeren, som tidligere set, tager æren alene for dette, og på denne udspekulerede måde vinder den del af befolkningen, og ikke mindst deres stemmer, hvis hjerter banker for udviklingsbistand?
Lov mig, Christian Friis Bach, at du står fast ved din udtalelse om at være åbenhedsfanatiker, og at det ikke blot er et ord! Og her tænkes ikke bare på din åbenhed for at modtage alles bud på en bedre bistand, men også din åbenhed omkring, hvordan den bliver en realitet.
Dernæst kommer formidlingen af de reelle hensigter over for de mennesker, der udgør den danske ressourcebase. Hvordan skal de forholde sig til strategien?
Jeg taler her af personlige erfaringer, idet jeg som en del af den danske ressourcebase, ikke har hørt så meget som en ”klukken” om, at, nu sker der ændringer i målsætningerne. Medmindre jeg selv opsøger denne viden.
Jeg har selvfølgelig et medansvar hvad det angår, men ser mig også dømt ude af kampen, såfremt jeg ikke er på det rette sted, på det rette tidspunkt, i denne ellers så informationsrige og mediestyrede verden.
Det nytter ikke noget, at skabe ændringer i toppen, hvis de nederste, og dem som fører teorien ud i praksis, aldrig bliver involveret. Her bør tænkes mere i en bottom-up tilgang, fremfor top-down, som det så flot udtrykkes i mere akademiske stridsmål.
Dette gælder ikke bare i udarbejdelse af strategier, men også generelt i udviklingsarbejde.
Nok blev Rom ikke bygget på én dag
Jeg er bevidst om, at Rom ikke blev bygget på en dag, men hvis det er den generelle tilgang også i udviklingsbistand, så forstår jeg ikke hensigterne med at ændre fokus i strategierne, for dernæst, målt i ”Rom blev ikke bygget på en dag” tal, at ændre fokusset øjeblikket efter til noget helt andet.
Dernæst kommer formidlingen til vore partnere i syd, og her taler jeg igen af personlig erfaring. Hvornår skal budskaber videreformidles til dem, for så at vi kan ombestemme os et øjeblik efter – i hvert fald på papiret, men måske ikke i realiteten.
Strategien for dansk udviklingsbistand er i nogles øjne blevet en magtkamp, fremfor en vejviser til medmenneskelige gerninger der hjælper verdens fattigste. Det er ærgerligt at et sådant ry er blevet skabt, men forhåbentlig kan åbenhed skabe fode igen.
Uanset om vi satser på sundhed, uddannelse, erhvervsstøtte, landbrug, fødevaresikkerhed eller grøn vækst, skal vi hele tiden huske på, at det ikke er virkelighedsnært at prioritere det ene mere end det andet. Et samfund bygger på alle aspekter, så vi skal undgå skævvridning i vores prioriteter. Så dér hvor vi giver slip, skal det sikres at andre tager over.
Det er blot overordnede strategiske tanker
Harmonisering, der er blevet ”buzzword” i udviklingsarbejde, skal gå fra folkemunde til handling. Vi skal bygge strategien på mere end bare ordet, og inddrage mere konkrete forslag til, hvordan det søges opnået. Alt dette til trods for, at strategien i ordets betydning, blot er de overordnede strategiske tanker.
Vi undgår dermed, at strategien bliver et ubrugeligt redskab for den reelle målgruppe samt en reklamefolder, hvor det der står skrevet med småt ikke bliver læst.
Harmoniseringen bør starte realistisk, og ikke gabe over for meget på en gang. Lad os skabe en skandinavisk samhørighed, hvor samarbejdet og interessen for at bekæmpe fattigdom bliver målet. Lad os løfte i flok.
Men det er måske nemmere sagt end gjort!
———————
Birgitte Schwabe er under uddannelse til kandidat i folkesundheds-videnskab (stud.cand.scient.san.publ.) på Syddansk Universitet og skriver lige nu speciale, der omhandler den danske udviklingsbistand og hvordan debatter herom italesætter strategierne.
Hun er tidligere udsendt som sundhedsprojektleder til Mali i Vestafrika.
