Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
”Regeringen modsætter sig … ikke, at danske firmaer opererer i områder som Vestsahara”, siger Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i et svar på et brev fra solidaritetsbevægelsen Afrika Kontakt.
Pia Olsen Dyhr skriver desuden i brevet, at Danmark anerkender Marokkos jurisdiktion over Vestsahara. ”På linie med EU og en række andre lande anerkender Danmark, at Marokko udøver jurisdiktion over [Vestsahara], men ikke Marokkansk overhøjhed”.
Disse udtalelser er dog ikke i overensstemmelse med international lov. Ifølge denne, har Marokko, som ulovligt har holdt Vestsahara besat siden 1975, ikke ret til at sælge Vestsaharas naturressourcer, som man blandt andet gør det gennem en fiskeriaftale med EU.
Derimod har den tidligere kolonimagt, Spanien, den egentlige jurisdiktion, indtil en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold afholdes. En sådan afstemning har været planlagt af FN siden 1991, men alle forsøg på at få den afholdt er blevet forhalet af Marokko, og FN’s sikkerhedsråd har ikke krævet at folkeafstemningen afholdes.
Men måske har ministerposten fået Olsen Dyr til at gå på kompromis med de værdier som hun, og SF, stod for før valget, i et forsøg på at virke ”kompromissøgende” og ”neutral” under Danmarks EU-formandskab. Måske var det også derfor at danske Europaparlamentarikere, herunder flere SF’ere, stemte for en forlængelse af den ulovlige fiskeriaftale mellem EU og Marokko.
I hvert fald var Pia Olsen Dyhr væsentligt mere kritisk overfor Marokkos kolonisering af Vestsahara, før hun blev en del af den nuværende regering.
”Kan [Fødevare]ministeren bekræfte … at Danmark stadig kun kan støtte en fiskeriaftale med Marokko, hvis Vestsaharas befolkning kan drage fordel af en sådan aftale”, spurgte Olsen Dyhr eksempelvis daværende Fødevareminister Henrik Høegh den 2 Februar 2011 i Europaudvalget. Vel vidende at det er dokumenteret at Vestsaharas befolkning ikke drager nytte af aftalen.
Og før hendes partiformand, Villy Søvndal, kom i regering og blev udenrigsminister, udtalte han at ”det er betænkeligt, at danske virksomheder investerer i området. Især fordi Danmark tidligere har protesteret over den marokkanske besættelse af Vestsahara”.
Selv regeringens eget regeringsgrundlag befordrer indirekte en langt større indsats over for Marokkos udnyttelse af Vestsaharas resurser, med EU’s billigelse. ”Danmark skal turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne eller overtræder konventioner” og ”verdenssamfundet har en pligt til at reagere, hvis en stat ikke kan eller vil beskytte borgerne” står der blandt andet.