Flagstaters ansvar for rovfiskeri

Forfatter billede

Mens eksperterne strides, fortsætter det ulovlige, uregulerede og ikke-indberettede fiskeri med at udgøre en trussel mod en langsigtet bæredygtig udnyttelse af verdenshavenes ressourcer. Konsekvenserne er endnu uvisse, men i værste fald vil særligt udsatte fiskearter uddø, hvilket truer de maritime økosystemer.

Af Peter Vendelboe

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har i en årrække drøftet mulighederne for at udvikle et nyttigt værktøj i kampen mod illegalt, ureguleret og ikke-rapporteret fiskeri (IUU-fiskeri).

Der er nemlig bred enighed blandt internationale fiskerieksperter om, at IUU-fiskeri udgør en trussel mod en langsigtet, bæredygtig udnyttelse af de levende maritime ressourcer.

FAO’s Fiskerikomite (COFI) ønsker at pålægge flagstaterne et større ansvar, så de i stigende grad forebygger, afskrækker og bekæmper IUU-fiskeri.

Fiskerieksperter fra medlemslandene i FAO har således fået mandat til at udvikle internationale retningslinjer for flagstaters ageren, herunder at rådgive COFI om forebyggende og handlekraftige tiltag mod fiskerifartøjer, som ikke efterkommer de fastlagte retningslinjer.

5.-9. marts i år var 80 af verdens fiskerinationer repræsenteret ved forhandlingerne. Men heller ikke denne gang lykkedes det eksperterne at blive enige om fælles retningslinjer for flagstaters indsats trods enighed om, at IUU-fiskeri udgør en trussel mod en langsigtet bæredygtig udnyttelse af fisk og andre havdyr.

Uenigheden skyldes ikke mindst tre omstridte punkter:

Den geografiske rækkevidde

Hvis retningslinjerne kun bliver indført i internationalt farvand, der omfatter 5-10% af alt IUU-fiskeri, vil gevinsterne ikke være ret store.

Problemet ved IUU-fiskeri er nemlig størst i udviklingslandene, hvor manglen på effektive kontrolmyndigheder giver udenlandske fiskerifartøjer fri adgang til rovfiskeri.

Derfor ønsker en række lande at give flagstaterne mulighed for at forfølge egne fiskerifartøjer, der indgår i IUU-fiskeri på andre kysstaters fiskeriterritorium.

Men den løsning finder størstedelen af de latinamerikanske lande og Kina ikke for acceptabel. Det vil nemlig krænke kyststaternes suverænitet, eftersom retningslinjerne vil bryde eneretten til at udøve jurisdiktion på eget territorium.

De afrikanske lande bakkede derimod op om forslaget om at pålægge flagstaterne et større ansvar for egne fiskerifartøjer.

IUU-fiskeri har medført meget lavere fiskeribestande langs Afrikas kyster og gjort vilkårene for de lokale fiskere urimeligt svære, da de ikke er konkurrencedygtige med de moderne industrifartøjer. De ønskede derfor international hjælp til at bekæmpe det rovfiskeriet.

Kendsgerningen er dog, at visse nationer opnår store økonomiske gevinster ved at forhindre en international aftale om tiltag på dette område. Manglen på en international aftale giver nemlig de skruppelløse fiskere en konkurrencemæssig fordel i forhold til de fiskere, der overholder reglerne.

Markedsrelaterede tiltag

En stor del af de ilegale fisk ender i den internationale handel. På verdens største fiskemarked i Tokyo, også kaldet fiskehandlens Wall Street, sætter kiloprisen på bluefin tun hvert år nye rekorder.

I januar i 2011 blev en tun på 342 kilo solgt for ikke mindre en 2,2 millioner kr. FAO estimerer, at 30 % af den globale fangst på den truede tun stammer fra IUU-fiskeri.

Alene USA importerede 314.863 tons tun i 2010 til en værdi af 1,304 milliarder dollars. IUU-fiskeri er med andre ord tale om en yderst lukrativ forretning.
Derfor har flere lande peget på markedsrelaterede tiltag som en løsning på problemet.

Et eksempel herpå er større krav til handelsnormerne for bæredygtig mærkning af fisk samt mærkning for den geografiske oprindelse.

Men ved forhandlingerne udtrykte flere af de latinamerikanske lande bekymring for, at de skærpede krav ville svække landendes konkurrenceevne.

Det blev måske ligefrem insinueret, at en række vestlige lande havde til hensigt at skævvride konkurrenceevnen blandt fiskerinationerne, da de skærpede krav måtte anses som en latent handelsbarriere.

EU foreslog som kompromis, at eksperterne helt undgik at omtale markedsrelaterede tiltag i deres anbefalinger til COFI, så fiskerikomiteen selv kunne træffe en beslutning på dette punkt uafhængigt af de tekniske eksperter.

Det forslag afviste de latinamerikanske lande.

Efterlevelse af retningslinjerne

Endelig var procedurerne for bedømmelsen af flagstaternes efterlevelse af retningslinjerne genstand for heftig diskussion ved forhandlingerne. De latinamerikanske lande var bekymrede for indblanding fra andre stater i deres nationale anliggender.

Adskillige udviklingslande har hverken den nødvendige kapacitet eller de nødvendige institutioner til at foretage en pålidelig bedømmelse af efterlevelsen af kriterierne. Indblanding fra uafhængige organer eller stater er derfor ikke blot en fordel, men også en nødvendighed.

Eftersom der er enighed om, at IUU-fiskeri udgør en trussel mod en langsigtet bæredygtig udnyttelse af vores levende maritime ressourcer, kan det jo vække undren, at det på trods af to ugers intense forhandlinger, stadig ikke er muligt at blive enig om en fælles international indsat.

Forhandlingerne bar tydeligvis præg af, at eksperterne var udstyret med meget strikse instrukser fra hovedstæderne. Måske det er på tide at erkende, at løsningen ikke findes hos eksperterne, men derimod hos politikerne.

Dyster fremtid for fiskene

I mellemtiden går den globale fiskebestand en noget dyster fremtid i møde.

I værste fald når særligt truede fiskearter som den store blåfinnede eller Atlantiske tun at uddø, og de skyhøje markedspriser må siges at være en klar indikation på, at vi allerede er godt på vej.

Vi bliver derfor nødt til at vedtage en international handlingsplan for at bekæmpe IUU-fiskeri, da vi ellers når at forårsage uoprettelig skade på havenes økosystemer. Pessimister vil nok mene, at det allerede er tilfældet.

—————-
Peter Vendelboe er praktikant i Landbrugs- og FAO-afdelingen på ambassaden i Rom under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012.