Tusindvis af illegale haitianske flygtninge strømmer til Brasilien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Brasilien er blevet overrasket af en flygtningestrøm af desperate haitianere, der sætter livet på spil i håb om et bedre liv.

Artikel af Hans Hesseldahl.

Kontinentets fattigste land ligger stadig i ruiner efter jordskælvskatastrofen for to år siden. Det har fået tusindvis af haitianere til at søge lykken i Brasilien, der lokker med en eksplosiv økonomisk vækst. Men turen til det forjættede land er livsfarlig, og de haitianske flygtninge går en usikker fremtid i møde, hvis de når frem.

Livsfarlig flygtningerute gennem Sydamerika

Turen fra Haiti til Brasilien varer omkring seks dage og går af farefulde ruter gennem det sydamerikanske kontinent, og mange flygtninge beretter om overfald, voldtægter og mord undervejs. Særligt strækningen mellem Bolivia og Brasilien anses for farlig.

For de få, der har råd, går flygtningeruten typisk med fly fra nabolandet Den Dominikanske Republik til Ecuador, der er en strategisk vigtig mellemstation, da landet ikke kræver visum af de tilrejsende. Herfra fortsætter turen med bus til Lima i Peru og videre gennem Andesbjergene til den lille flække Iñapari, der består af et par træskure, mudrede jordveje og mest af alt er kendt som transitsted for en del af de utallige narkoruter, der løber gennem Amazonas-regnskoven.

I Iñapari bliver flygtningene samlet op af bolivianske menneskesmuglere, typisk taxachauffører, der for ca. 2000kr tilbyder at føre de haitianske flygtninge de sidste 113 km til Brasilien. Alternativet er selv at finde vej gennem junglen og krydse floden Acre, der adskiller Bolivia og Brasilien, over til byen Brasiléira, som er de fleste flygtninges destination. Netop på det sidste stykke vej beretter mange flygtninge om væbnede røverier, voldtægter og endda mord.

Byen Brasiléira på randen af kollaps

Den lille by Brasiléira, der ligger i delstaten Acre, er med sine 21.000 indbyggere kun vanskeligt i stand til at håndtere den massive flygtningestrøm, og byen står over for kaotiske tilstande. På trods af lokalbefolkningens solidaritet med de omkring 1500 flygtninge, er der en udpræget frygt for, at de bringer smitsomme sygdomme med sig. Andre problemer, den fattige by står over for, er indkvartering og bespisning af den store gruppe haitianere.

Brasilien lukker grænsen for haitianske flygtninge

Mange haitianere fortæller, at de håber på at få arbejde i Belo Monte, hvor opførelsen af et gigantisk vandkraftværk er på trapperne, eller i São Paulo, hvor en kæmpe hær af daglejere knokler under kummerlige forhold i byggebranchen. Da haitianerne ikke har status som politiske flygtninge, har de indtil videre fået et humanitært visum, der giver dem ret til at arbejde i Brasilien.

I tirsdags blev der dog sat en effektiv stopper for den videre illegale indvandring, da Brasiliens præsident Dilma i samråd med udenrigsministeren og justitsministeren vedtog et lovforslag, der bl.a. omfatter en langt strengere grænsekontrol og udvisning af fremtidige flygtninge. Til gengæld vil regeringen arbejde hårdt på at forbedre den sårbare situation, som de ca. 4000 haitianere, der opholder sig i Brasilien, befinder sig i.