Af Janne Nielsen
Erfaringer fra et udviklingsprojekt i det sydlige Nepal, hvor der er udrettet store ting med små midler og jernvilje, dels af en dedikeret dansker, dels af fattige landsbyboere.
Namuna Dalit Utthan Kantipur er et landsbyudviklingsprojekt i den sydlige del af Himalaya-landet, hvor foreløbig over 125 familier er på vej ud af fattigdom. De forventes om få år have løftet sig selv op over fattigdomsgrænsen, der i Nepal ligger på 1,25 US dollar i indkomst pr. dag (7-8 kr.)
Namuna Dalit Utthan Kantipur drives af en ildsjæl med en oprindelig investering på 25 geder, en gris og en lille butik.
Projektet er sidenhen blevet til en NGO (Jysk landsbyudvikling i Nepal).
Det omfatter indtil videre 30 frivillige, udbygning af sko-ler, en nepalesisk andelsforening, uddannelse af dyrlæge, 1,2 milloner kr. fra Grundfos-fonden, og – hvis alt går vel – 237 toiletter til næste år.
Det er også et projekt, der er planlagt til at skulle afsluttes i 2013, hvorefter de oprindelige initiativtagere arbejder videre for at starte nye projekter.
Og så skal de 125 familier i Kantipur, Indrabasti og Ayodhyapur selv fortsætte hvor der bliver sluppet. Vil bæredygtigheden sejre, og den økonomiske vækst blomstre? Eller vil initiativet langsomt sive ud?
Lone Petersen besøgte Nepal første gang i begyndelsen af 2009 og har siden været drivkraften bag et projekt, som hun nok ikke selv kendte omfanget af da hun gik igang.
Hun har ikke alle svarene på, hvordan Kantipur, Indrabasti og Ayodhyapur ser ud, når hun forlader det, men hun har nogle gjort sig nogle erfaringer undervejs. Her følger et udpluk af disse erfaringer.
Når 1 fjer bliver til 63 grise
I 2009 investerede Lone Petersen i 25 geder, grise og små butikker til de 25 allerfattigste familier i Kantipur – mest unge familier uden jord og uden dyr. De var fæstebønder og daglejere.
Nu har i alt 63 familier i tre landsbyer fået en ged (eller en gris eller en butik). Det er ideen, at investeringerne skal betales tilbage. Ikke til Lone Petersen, men til deres andelsforening, som blev dannet i februar 2009, til en fælles fremtid.
Indra Gayak er en af de unge kvinder, der fik en ged. I dag er hun en af de piger, der her udviklet sin produktion mest, så hun nu også tjener penge på at producere skåle og knapper til salg i Danmark.
Derimod har andelstankegangen vist sig at kræve lidt tilvænning. Der er ikke tradition for fælles beslutninger og projekter, så her har der været brug for et lille skub til at hjælpe forståelsen af, hvordan der kan løftes mere i fællesskab.
Landsbyboerne er så småt ved at opdage dette, og andelsforeningen mødes nu en gang om måneden og der diskuteres forskellige anliggender i landsbyen bl.a. tildeling af lån – og alle godkendelser af lån bliver truffet i konsensus.
På vej mod økonomisk vækst – skraldekunst og ubrændte mursten
Mikrolån og mikro-opsparing har været første skridt, men der skal mere gang i økonomien, hvis Kantipur, Indrabasti og Ayodhyapur skal løfte sig ud af fattigdom.
Især to projekter skal være med til at sikre den økonomiske uafhængighed:
• Husflid og kunsthåndværk til det danske marked og til turistmarkedet i hovedstaden Kathmandu
• Ubrændte, højtrykspressede mursten til det lokale marked (de omkringliggende landsbyer)
Kunsthåndværket består bl.a. af Kantipur skålen, som er lavet af lokale materialer. Slik- og kagepapir, samlet op allevegne, er viklet omkring en kerne af Babyo – en græs med runde stængler.
Ringene er syet sammen med syntetisk snor à la bast. Teknikken er traditionel nepalesisk. Skålene kan købes i butikker i bl.a. Silkeborg, Randers og Holstebro.
Som ringe i (drikke)vandet
Selv om indtægtsgivende virksomhed er forudsætningen for bæredygtig vækst, er det en del af et samlet billede, hvor uddannelse, sundhed, infrastruktur, miljø og mange andre samfundsmæssige forhold også skal forbedres.
Et af de forhold er drikkevand. I øjeblikket har landsbyerne rent drikkevand 2/3 af året, nemlig under regntiden.
Resten af året er de tvunget til at drikke flodvand, som udover at kræve mange kræfter at slæbe, også er så forurenet at alle får ondt i maven og bliver syge. Rent drikkevand er derfor af største betydning for udviklingen i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti.
Takket være en stor bevilling fra Grundfos i juni 2011 er der et projekt undervejs for at sikre drikkevand til 280 familier. Denne bevilling er ikke mindst sket gennem Lone Petersens hårde arbejde, men også via den nære personlige kontakt, der karakteriserer Namuna Dalit Utthan Kantipur.
Det fik Grundfos med på ideen om at investere i græsrodsprojektet. Anlægsarbejdet forventes afsluttet i begyndelsen af december 2012.
Byggeriet af to vandværker er i gang og forventes at stå færdig til indvielse d. 7. december 2012. Derefter vil der være rent drikkevand til mere end 280 familier eller omkring 1.500 personer.
I takt med at der kommer fokus på rent drikkevand, følger også et fokus på sanitære fohold, og det har betydet uddannelse i sundhed og hygiejne og et ønske om at få eget toilet. Derfor er der nu 237 toiletter på vej.
Blod, sved og hårdt indvundne erfaringer
Namuna Dalit Utthan Kantipur har betydet store forandringer for de tre landsbyer.
Men Lone Petersens ambitioner rækker længere når hendes NGO tager videre til næste landsby – hun vil gerne professionalisere og strukturere sine næste projekter med et par vigtige erfaringer fra Kantipur:
1. Ansvarsfordeling
Fra lærer til designer, sælger og fundraiser – opgaverne er mange, når man starter et projekt fra bunden. I fremtidige projekter vil det være afgørende at sprede ansvaret på flere skuldre. En arbejdsgruppe hvor der er en ansvarlig for skoleprojektet, en for erhvervsudvikling, en for sundhedsprojektet etc.
2. Produktudvikling
Selv om Kantipur skålene er fine, kan de forbedres. Dansk design er attraktivt og sparring med en professional designer omkring produktudvikling kunne være vejen frem. Det skal gøres sammen med kvinderne med respekt for traditioner og ved at bruge de tilgængelige materialer.
3. Til marked, til marked
I sammenhæng med produktudvikling handler det om at få de lokale produkter afsat på et større marked, hvor det store afkast er at hente – som f.eks. ved at sælge skålene i Danmark.
Salg er en selvstændig disciplin og fremtidige projekter kunne nyde godt af en person, der tager det fra hobby-stadiet til professionel afsætning. Denne person kunne med fordel have større distance til landsbykvinderne, når der skal fastsættes konkurrencedygtige priser og forhandles med købere.
4. Uddannelse er ikke kun for børn
Der er stort behov for at uddanne de voksne i engelsk, regning, læse og skrive, sundhed og hygiejne. Og kvinderne skal lære at drive forretning – markedsføring, regnskab, samarbejde. Alt hvad der skal til for at stable en lille virksomhed på benene.
En bredere indsats for at opkvalificere landsbyboerne vil give eksponentielt meget igen.
5. Stærk lokal forankring
Andelsforeningen i Kantipur har vist sig at være katalysator for at få ting til at ske – og det er afgørende for ejerskabsfølelsen at initiativet er lokalt drevet. Det kræver en stærk formand med et minimum af uddannelse, der forstår både de lokales krav og kan kommunikere med verden udenfor.
Men en mand er ikke nok, der skal være flere til at drive og derfor er det vigtigt tidligt i processen at identificere ambassadører for udviklingen.
Har vi ændret verden (eller en lille del af den)?
Godt tre år inde i projektet, mange kræfter, bekymringer og sejre senere, bevæger projektet sig mod sin næste fase, hvor landsbyboerne selv tager over. Dermed er det også tid til at gøre status.
Lone Petersen har svært ved at sætte ord på tiden efter 2013, hvor Jysk Landsbyudvikling i Nepal forlader Kantipur og de andre landsbyer. Men ikke svært ved at sætte ord på de forandringer der er sket indtil nu: uddannelse, fokus på sundhed og hygiejne, rent drikkevand, vækstmuligheder og inspiration til at drive det videre.
Alle erfaringerne bliver taget med i rygsækken, når Jysk Landsbyudvikling i Nepal bevæger sig videre – højst sandsynligt til omkringliggende landsbyer hvor de kan udnytte den synergi, der ligger i at kende lokale omstændigheder og udnytte forholdet til de lokale myndigheder.
Og forholdet til myndighederne er af afgørende betydning, da de har mulighed for at sætte udvikling på dagsordenen – også på lang sigt.
Brister det eller bærer det, når hun vinker farvel? Det afgørende for hende er, at en positiv udvikling er blevet sat i gang og at landsbyboerne har vist initiativ og vilje til at skabe.
Nu kan Lone Petersen så begynde at forberede sig på at skære navlestrengen til sit første græsrodsprojekt.
Vil man vide mere om projektet og eventuelt bidrage med erfaringer, viden eller håndkraft til de næste projekter, kan man besøge hjemmesiden: www.kantipur.dk
———-
Janne Nielsen er Master in Social Science (cand.soc.HRM), freelance researcher og skribent med speciale indenfor sustainability og projektgennemførelse i udviklingslande. Har tidligere arbejdet i Peru, p.t. bosiddende i Dubai. Hun er ikke tilknyttet projektet i Nepal.
Artiklen er udarbejdet af forfatteren i samarbejde med Lone Petersen, stifter af NGO’en Jysk Landsbyudvikling i Nepal, og stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
