Møde i København fra mandag om global grøn vækst

Forfatter billede

For andet år i træk samles flere end 200 ledere fra regeringer, virksomheder og internationale organer i København i Global Green Growth Forum (3GF) for at drøfte, hvad man konkret kan gøre for at omstille sig til en grøn og miljøskånsom økonomisk vækst.

3GF blev skabt som et dansk initiativ i fjor i samarbejde med Sydkorea og Mexico. På 3GF i 2012 udvides kredsen af partnerlande med Kina, Qatar og Kenya.

Ministre fra lande som Danmark, Sydkorea, Qatar, Kina, Frankrig, Kenya og Mexico mødes mandag og tirsdag med repræsentanter fra danske og internationale virksomheder, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

Det drejer sig bl.a. om Danfoss, Vestas, Novozymes, Samsung, Phillips, Nestlé, Safaricom, Deutsche Bank og ledere fra Verdensbanken, regionale udviklingsbanker, FNs Miljøprogram (UNEP) og verdensorganisationens agentur for Industriudvikling (UNIDO).

Målet er at etablere eller sikre frem-drift i offentlig- private partnerskaber.

3GF virker for at udvikle og fremvise konkrete offentlige –private partnerskaber, som kan bidrage til at sikre en hurtig omstilling til en grøn økonomi.

Allerede i dag udgør den grønne økonomi 5-10 procent af det globale BNP (bruttonationalprodukt).

Men det tal skal vokse væsentligt og hurtigt, hvis målsætningen om at sikre global fattigdomsbekæmpelse skal ske samtidig med at miljøet, klimaforandringer og overudnyttelse af naturressourcer ikke forringer fremtidige vækstmuligheder.

Partnerskaberne skal give konkrete svar på

* hvad regeringer skal gøre for at sikre de rigtige incitamenter til virksomheder og banker til at nytænke og investere i grøn vækst;
* hvordan der sikres finansiering af omstilling til grøn;
* hvordan omstilling af elforsyningen med større integration af vedvarende energi i det kul/oliebaserede energisystem kan sikre; og meget mere.

Der vil være drøftelser af grøn omstilling i konkrete lande, hvor hovedvægten er lagt på vækstøkonomier som Brasilien, Indonesien, Tyrkiet, Kina og Kenya.

Store forhåbninger til Kina

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger lørdag i en presseudtalelse:

“Nøglen til en grøn omstilling ligger i høj grad hos virksomhederne, som kan levere de nødvendige løsninger, mens vi fra politisk side skal støtte op ved at bidrage med grønne rammebetingelser, der kan gøre grøn vækst attraktivt. Samtidig er 3GF en oplagt lejlighed til at fremme danske virksomheders muligheder på vigtige eksportmarkeder som det kinesiske”.

Sammen med direktørerne for Danfoss, Vestas, Novozymes og DONG Energy mødes handels- og investeringsminister mandag med den kinesiske vice-energiminister Liu Qi og en delegation af kinesiske energivirksomheder, i alt 12 virksomheder.

Mødet er en unik lejlighed for de danske virksomheder til at præsentere grønne danske løsninger for de kinesiske energimyndigheder og potentielle kunder, hedder det.

Pia Olsen Dyhr:

“I 2014 vil Kina være verdens største marked for vedvarende energi løsninger. Den kinesiske regering planlægger investeringer for ca. 2.500 milliarder kr. i vedvarende energi frem til 2020. Allerede i dag er Kina verdens største marked for vind. Det kinesiske partnerskab i 3GF betyder at vi får en god mulighed for at vise kineserne, hvad vi kan på området”.

“Liberalisering af handlen med klima- og miljøvenlige energiprodukter og tjenesteydelser, er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan tage fart globalt. Handelsbarrierer i form af told og andre krav til virksomhederne lægger i dag en kraftig dæmper på handlen med de grønne energiprodukter og dermed den grønne omstilling”.

“Derfor er spørgsmålet om grøn handelsliberalisering på dagsordenen under 3GF. Det danske EU-formandskab sikrede i maj opbakning i EU-kredsen til, at man i fraværet af fremskridt i WTO styrker EU’s indsats over en bred front”.

“APEC landene blev for en måned siden enige om en liste med 54 miljø- og klimavenlige energiprodukter, som de vil nedsætte tolden på inden udgangen af 2015. Det betegnes som et vigtigt gennembrud i det internationale arbejde for grøn handelsliberalisering”.

Hun fortsætter:

“For en måned siden tog APEC-landene på deres topmøde en banebrydende beslutning om at nedsætte tolden på 54 klima- og miljøvenlige produkter inden udgangen af 2015. Aftalen er et vigtigt gennembrud, som jeg håber kan danne grundlag for yderligere fremskridt. Jeg vil bruge 3GF til at undersøge mulighederne for at skabe fremdrift i det internationale arbejde gennem tæt dialog med erhvervslivet”.

“Regeringer og virksomheder har en fælles interesse i at samarbejde for at få liberaliseret handlen med de grønne energiprodukter. Det er godt for klimaet, det vil øge udbredelsen af grøn energi og skabe flere arbejdspladser. Endelig vil øget anvendelse af sol- og vindenergi i u-landene forbedre livskvaliteten for store befolkningsgrupper i bl.a. Afrika”.

Fra dansk side deltager statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Villy Søvndal (SF), transportminister Henrik Dam Kristensen (S), erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), fødevareminister Mette Gjerskov (S), minister for klima, energi og bygninger Martin Lidegaard (R), handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), miljøminister Ida Auken (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Mere om 3GF på www.globalgreengrowthforum.com

Yderligere oplysninger hos:
Ambassadør Susan Ulbæk, tlf. 25 26 75 14 og
3GF-chef Eva Grambye, tlf. 41 90 41 28

Se også http://www.u-landsnyt.dk/blog/110/er-gr-n-v-kst-mulig