En snebold i helvede

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Kurt Bertelsen Christensen

”Jeg er træt af alle de hvide, som bare kommer for at fotografere os og vores fisk”, siger skipperen til de andre på kajen i fiskerihavnen i Berbera i Somaliland på Afrikas Horn.

Skipperen og hans besætning, er ved at lande nattens fangst på 1,5 tons fisk af store flotte tun, sværdfisk og kingfish, alle enestående flotte fisk fra et stort hav, hvor fiskens største risiko er dø af alderdom, fordi der næsten ingen fiskere er.

Somaliland (den nordligste del af det gamle Somalia, og det tidl. britiske Somaliland) har næsten intet fiskeri, og de eneste fra andre lande, der tør fiske i farvandet trods de somaliske pirater, er fiskere fra Yemen i små både, som piraterne ikke interesserer sig for.

Snakken er lystig, og der grines af de hjælpsomme hvide, der gerne vil se og tale med rigtige fiskere og se rigtige fisk, når de kommer, for at finde ud af og undersøge, om det er noget de kan hjælpe med.

Men når de har talt med fiskerne og fotograferet fisk, ser de lokale ikke mere til dem.

Det og meget mere, fortæller Mahmud Farah, der er dansk somalier på ferie i Somaliland. Han vil gerne hjælpe mig ved at være aktiv i den dansk-somaliske organisation Somali Fair Fishing, som ganske havnært vil få gang i et bæredygtigt fiskeri på Afrikas Horn.

Møder og workshops i lange baner

Jeg forstår godt, at skipperen er træt af os fra den vestlige verden, der har brugt og stadig bruger mange penge på udvikling og opbygning i Somaliland. For selv om der har været fredeligt i Somaliland de sidste ti år, er det eneste, fiskerne har fået, ”træning og møder”.

De har deltaget i vestlige udviklingsorganisationers møder og workshops, hvor de har fået frokost og dagpenge. Og de har fået skilte og meterlange posters med organisationernes logoer under de sindrige projektnavne. Men fiskeriet har reelt ikke fået noget.

Det står i skærende kontrast til, at fiskerne i Berbera, som er den eneste fiskerihavn af betydning i Somaliland, ikke engang har et lille isværk eller andet tidssvarende udstyr til opbevaring af den friske fisk. De må klare sig med et par store energislugende ældgamle kummefrysere.

De har intet andet, og selv om der på papiret er knyttet 150 fartøjer af alle slags til Berbera, ”er det da godt, at kun højst 10 fartøjer sejler og fisker”, siger Josef, formanden for foreningen SOMFISH, mens han viser mig rundt på havnen.

Det har han ret i. For lige nu fanger fiskerne mange fisk, og når fryserne er fulde, hvad de hurtigt er, må fiskerne falbyde de store fisk ude i byen, for næsten ingen penge. Ja de forærer nogle gange store dele af fangsten væk.

Alt mangler – blot ikke fisk

Jeg taler med fiskere, som to dage efter de kom i land, stadig ligger med deres fangster og stadig via mobiltelefonen, forsøger at sælger fisken inde i hovedstaden Hargesia, til byens relativt mange hoteller og restauranter.

Men der er ingen fungerende kølevogne til transport af de lokale fisk. Hoteller og restauranter i Hargesia bruger hver op til 100 kg filet om dagen, men de køber de fleste af deres fisk i Mogadishu.

Frosne fisk sendes dagligt med fly fra Mogadishu, det er lettere og hurtigere men også ekstremt meget dyrere.

Den frosne fisk kan ikke konkurrere på kvalitet, men sælges alligevel for på 5-6 dollar pr kilo, mens fisken fra Berbera – hvis man kan få den frem – sælges for en dollar eller mindre. Kun en mindre del af forbruget dækkes af fisk fanget af de lokale fiskere.

Årsagen er let at få øje på, for alle der vil hjælpe til med udviklingen af erhverv og erhvervsliv i Somaliland. Der er en himmelråbende mangel på blot et minimum af et fiskemarked dvs. infrastruktur og en fiskerifaglig ledelse.

Retfærdigvis skal det nævnes, at vi (de hvide europæere), tidligere har forsøgt at få et fiskeri op og stå i Somalia, også i Berbera. Som jeg husker tallene, er Somalia faktisk det land i verden, der har modtaget de største udviklingsmidler til fiskeri.

Bistandskroner, der endte….

De fiskerirelaterede investeringer er 20-30 år gamle og ligger side om side ude i havnen i form af endnu brugbare, men meget renoveringsparate glasfiberfiskefartøjer skænket af bl.a. Danida.

På kajen ligger det Josef kalder ”FAO-komplekset” ved siden af det meget større ”Danida-kompleks” alt sammen i dag store tomme bygninger, værksteder og køle-frysehuse til mange millioner udviklingskroner, som på grund af krig og anden elendighed aldrig kom i gang.

Nu er der fred i Somaliland, men udover bygningerne og selve pladsen er der ikke ret meget andet Somali Fair Fishing kan bruge til det nye dansk somaliske demo-fiskeriprojekt.

Somali Fair Fishing vil søge at dokumentere, at et erhvervsfiskeri i Somaliland ikke alene er muligt, men også blevet meget nødvendigt.

Somali Fair Fishing vil arbejde for at lægge fundamentet for et professionelt erhvervsfiskeri i Somaliland, og det skal være af en sådan størrelse, at Somaliland inden for 10-15 år vil optræde sammen med Danmark i statistikkerne for verdens ”fiskerinationer”.

Metoden er ikke nye gigantprojekter og investeringer, men konkret startstøtte til forbedring af fangsterne for en lille gruppe aktive fiskere, kombineret med styring og støtte af udvikling af den rigtige realistiske og beskedne infrastruktur og markedsføring.

Derfra kan fiskeriet udvikle sig og også blive et vigtigt eksporterhverv. Det er i alles interesse, at Somaliland med en kyststrækning på mere end 800 km til et meget fiskerigt hav også bliver en stor fiskerination.

Den kostbare is

En dreng kommer løbende bag en trillebør, hvor der ligger en sæk med is, som smelter hurtigere end drengen kan løbe. Josef fortæller, at fiskerne må betale formuer, ligeså meget som brændstoffet, for den smule is de kan købe i byen.

Isen kommer fra en lille ismaskine, som en norsk somalier bragte til byen. På gode dage kan den producere 1-2 tons meget flydende is.

De få fiskere forsøger med dårlig transport, alt for lidt is, og temperaturer på over 40 grader at redde og sælge deres fisk. Fisk, der i vores verden ville være noget nær ubetalelige, sælges for en slik. Og meget går til spilde.

Det er næppe helt ved siden af når jeg ser mig selv, og isen som den berømte snebold i helvede.

Men samtidig kan jeg se et potentiale for en situation, hvor det netop er fisken og fiskeriet, der bliver en central del af grundlaget for fredelig udvikling og økonomi her på Afrikas Horn.

Kurt Bertelsen Christensen er fisker og projektleder i Somali Fair Fishing (SFF).

Man kan læse mere om projektet på www.fairfishing.org

Projektlederen og projektet:

• Kurt Bertelsen Christensen er i Somaliland for at starte Somali Fair Fishings demonstrationsprojekt, der i løbet af 2 år skal søge at sikre en årlig fangst på 400 tons fisk, bragt i land af 75 fiskere på omkring 15 skibe.
• Kurt Bertelsen Christensen har som projektleder og fisker mange års erfaring bl.a. fra Eritrea, Kenya og Aral Søen i Kazakhstan.
• Tilgangen er en praktisk og konkret støtte til hele fiskerikæden ”fra hav til mave” via træning af fiskerne på havet og udvikling af lokal infrastruktur og markedsføring af fisken i Somaliland med eksport i næste fase.
• Somali Fair Fishing er en dansk-baseret organisation med en bestyrelse af danskere og somaliere i Danmark.
• Somalilands regering bakker op om projektet, der bl.a. er støttet af den amerikanske Arsenault Foundation og af midler fra den danske Erindringsmøntmedalje, der blev solgt i anledning af dronningens 70 årsdag.
• I 2012 har SFF modtaget Livia-Prisen.