Af Niels Larsen, U-landsnyt.dk
I det nye nummer af AfricaRenewal 2013, som udgives af FN, sættes der kritisk fokus på Kinas rolle, som ’giver – og tager’ i Afrika
Ved mange af de store indfartsveje til Nairobi, Kenyas hovedstad, sker der for tiden store renoveringer. Kineserne er i gang med at forbedre den kenyanske hovedstads infrastruktur ved at bygge bedre veje ind til hovedstaden. Senest åbnede en super highway – Thika Road ind til midtbyen. Godt nok med store trafikgener inde i centrum til følge, men det er en anden historie. Kenya er ikke det eneste land Kina har offensive interesser i på det afrikanske kontinent.
Kinas mange donationer
Kina donerer hospitaler til Angola, veje til Zambia, nationalt stadion til Sierra Leone og Benin, en sukker mølle til Mali, vandforsyningsprojekt til Mauretanien, blot for at nævne nogle projekter.
Ifølge en hovedhistorie i det FN støttede tidsskrift AfricaRenwal er Kina nu det land, som er Afrikas største handelspartner. Kina passerede USA i denne position allerede i 2009, men har nu konsolideret sig inden for støtte til infrastruktur, handel med fødevarer, tekstiler, landbrugsektoren og ikke mindst hele energi – og mineralområdet.
Men ikke alle er lige begejstrede for Kinas giver-politik. Da Kina byggede det nye hovedkvarter for den Afrikanske Union i Addis Ababa, Etiopien i 2011-2012 synes nogle politiske ledere i Afrika, at det var nok, at selve symbolet på afrikansk enhed skulle bygges af udlændinge.
Kritik af ’give og tage’ politikken
AfrikaRenewal tegner i deres januarnummer 2013et kritisk billede af Kinas ’give-og tage politik’ og fortæller, at den overordnede strategi er, at få adgang til råvarer og ikke mindst olie og energi til Kinas voksende økonomi. Kina får for eksempel kul fra Sydafrika, jern fra Gabon, træ fra Equatoral Guniea og kobber fra Zambia.
Samtidig flyder billige kinesiske varer som tøj, juveler, elektronik, bygningsmaterialer og småting som tændstikker, teposer og legetøj til det afrikanske kontinent. Afrikanske forbrugere kan lide de billige kinesiske produkter, men samtidig er det med til at udkonkurrerer afrikanske fabrikanter.
På landbrugsområdet har Kina investeret i 20 såkaldte demonstrationscentre, som skal hjælpe de afrikanske landmænd med at øge kapaciteten. Men ifølge den engelske NGO, Oxfarm er det en måde for Kina af få billigt land, så de kan sende fødevarer tilbage til Kina.
Dårligt og billigt
Kritikken retter sig også mod Kinas indførelse af dårligt og billigt tøj til Afrika, som er med til at udkonkurrerer den lokale tekstil industri i nogle afrikanske lande. Således måtte de ledende tekstil industrier, Comatex og Batexei i Mali og fabrikker i Nigeria, dreje nøglen om og lukke. Det har fået den tanzanianske regering til at stoppe al indførsel af kinesisk tøj og tekstiler.
På samme måde har lederen af den Zambianske Maufacturers Association været kritisk overfor kinesiske møbel import og sagt, at de er af dårlig kvalitet, samtidig med, at de udkonkurrerer den lokale industri.
Mere information om Kina i Afrika
Kritikken mod den underspillede, men dog aggressive kinesiske intervention i Afrika, har fået Kina til at øge informationen og blive mere synlig i Afrika. Ikke mindst fordi der ofte har været kulturelle gnidninger mellem kineserne og afrikanerne i mange afrikanske lande – specielt på grund af den sproglige barriere.
Det har fået Kinas officielle TV (China Central Television) til at investere i en TV station i Nairobi. Den første udenfor Kina. Stationen har hyret nogle af de dygtigste nyheds- og TV reportere i Afrika og sender nu til mere end 170 lande.
Det kinesiske engagement i Afrika vil blive større så længe det afrikanske kontinent har behov for investeringer. Uanset den kritik der rejses, så er den kinesiske tilstedeværelse i Afrika en win-win situation, slutter artiklen i AfricaRenewal.
