Kastediskrimination finder fortsat sted i indiske skoler

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Endnu engang er kastesystemets rangorden rammen om en sag i det sydlige Indien. En kvindelig dalit-kok er fjernet fra sit job på en skole i delstaten Karnataka. Landsbyens højkaste-politikere ønskede nemlig ikke, at en dalitkvinde skulle stå for madlavningen til deres børn.

Kvinden blev derfor fjernet fra sin post, skriver Info Change India torsdag.

Selv om en dalit-politiker fra delstaten Karanatakas regering har henvendt sig til de pågældende politikere og forlangt en forklaring, er der endnu ingen afklaring fundet sted.

Kvinden, der er en del af Madiga-kasten, som tilhører dalit(kasteløse)-samfundet, er ikke den eneste, som er blevet udsat for kastediskrimination. En rapport, der kom ud for nylig, beskriver hvordan dalitbørn tvinges til, under den daglige skolefrokost, at sidde adskilt fra kastehindubørnene.

Samtidig ønsker et stort flertal af kastehinduforældre ikke, at deres børns mad skal tilberedes af dalitter.

Denne “frygt” for sammenblanding af kastehinduer og dalitter i situationer, hvor mad er indblandet, bunder i en lang og gammel religiøs tradition om renhed og urenhed.

Man mente, ifølge bl.a. det gamle hellige skrift Manus Lov (Manu Smriti), at dalitter skulle ses som urene. Det er også derfor, at dalitter ofte ses i jobs som betegnes “beskidte” – fx som tørlatrine-tømmere, kloakrensere, ligbrændingsmedarbejdere m.m.

Især når mad er blevet indtaget, har det før i tiden været vigtigt, at en dalit ikke var tilstede, da man ellers ville få forurenet sin mad.

Denne tradition holdes stadig i live, specielt i landområderne, hvor religion og tradition fortsat dyrkes stålfast. Derfor er det ikke udsædvanligt, at man ser sager som denne, hvor man ikke ønsker urenhed i madlavningen, som man mener “kan smitte”.

Man vil også kunne opleve, at kasteløse, når de modtager mad, får kastet maden hen til sig, da berøringen vil forurene.

Der er mange organisationer og tiltag i Indien, der arbejder for at mindske og helt fjerne denne kastediskrimination, men når religiøse traditioner er en fast bestanddel af livet, er det ikke altid let at ændre tingene. Det tager tid.