Op til tirsdagens åbne samråd i Folketingets forsvarsudvalg opfordrer danske menneskeretsorganisationer i enighed til at frafalde kravet til de irakere, som har søgt erstatning fra den danske stat, om at stille økonomisk sikkerhed først.
Opfordringen er rettet til forsvarsminister Nick Hækkerup (S).
De ialt 23 irakiske torturofre har lagt sag an mod Danmark efter, at de blev tortureret af irakisk politi i forbindelse med Operation Green Desert, hvor danske tropper medvirkede til deres anholdelse, fremgår det af en pressemeddelelse mandag.
De er samlet blevet pålagt – under henvisning til sagsomkostningerne – at betale op imod en million danske kroner (920.000 kr).
Irakerne kræver via deres advokat Christian Harlang et symbolsk beløb – 50.001 kroner – i erstatning.
Organisationerne opfordrer samlet de myndigheder, som har behandlet irakernes ansøgning om fri proces, til at genoverveje deres afgørelse, således at irakerne får en reel adgang til at få prøvet deres sag ved en dansk domstol.
Organisationerne finder, at Civilstyrelsens og Procesbevillingsnævnets afslag på fri proces og kammeradvokatens krav om sikkerhedsstillelse er i strid med internationale menneskeretskonventioner.
Dels den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i artikel 6 sikrer, at borgere skal have adgang til domstolene, dels FN´s konvention mod tortur, som der i artikel 12 og 13 forpligter den danske stat til at foretage en effektiv undersøgelse i sager, hvor der foreligger begrundet mistanke om tortur.
I opfordringen henviser organisationerne tillige til en nylig afgørelse fra den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Af afgørelsen i sagen ”El-Masri versus Makedonien (FYROM) “ fremgår det, at myndighedernes behandling af en sag er afgørende for offentlighedens tillid til, at staten respekterer principperne for en retsstat.
Organisationerne omfatter Amnesty International, ATSF (Anti-torturstøttefonden Anti Torture Support Foundation), Dignity FN-forbundet, IRCT (det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre) og Retssikkerhedsfonden.
Opfordringen (med bilag) og revideret processkrift kan rekvireres fra ATSF (mobil 23 35 10 88)
Yderligere oplysninger hos:
Bent Sørensen, (ATSF)
Tlf. 45 80 10 20 eller mobil 23 35 10 88
Uddybende kommentarer fra de øvrige underskrivere på opfordringen hos:
Amnesty International 33 45 65 65
Anti-torturstøttefonden 45 80 10 20 eller mobil 23 35 10 88
Dignity og IRCT 33 76 06 00
FN-forbundet 33 46 46 90 eller
Retssikkerhedsfonden 20 73 22 88.