Kommentar af Michael Gylling Nielsen
På en klinik i Afrika lugter der slemt af urin. Stanken klæber sig til 28-årige Rita Moapeu, der kommer ind på operationsstuen.
Rita er en spinkel kvinde, og hun fortæller, at hun for seks år siden var fire dage om at føde sit barn, fordi det sad fast i fødselskanalen. Det betød, at der i flere døgn blev presset på vævet mellem skeden og blæren, hvilket har ført til en fistel.
En fistel er et hul, hvor urinen nu konstant løber fra blæren og ud mellem benene på hende. Begge hendes inderlår er arrede og rynkede på grund af den evige fugtighed fra den lækkende urin.
Fistula findes ikke i vores del af verden. Takket være et moderne sundhedssystem, omsorg for den fødende og hjælp, som kan tilkaldes ved tryk på tre knapper på telefonen, findes den socialt udstødende lidelse ikke herhjemme.
Men det gør den i flere lande i Afrika, hvor det skønnes, at mere end to millioner kvinder lever med fistula, og at der er 100.000 nye tilfælde hvert år. Og konsekvenserne er ikke kun fysiske. De er også sociale.
Ofte udstøder kvindernes mænd og lokalsamfund dem på grund af den stank, som følger dem overalt. Eneste vej ud af mareridtet er en operation.
Vi kan og bør hjælpe
Med pengene fra Danmarks Indsamlingen vil Læger uden Grænser (MSF) kunne hjælpe nogle af de ramte kvinder med en operation, som kan reparere fistula og hjælpe kvinderne tilbage til et værdigt liv. For en sådan operation nytter.
Før operationen kan kvinderne ikke holde på urin og afføring, har smerter og betændelse, og bliver i værste tilfælde udstødt fra deres lokalsamfund, deres familier og hverdagslivet – med alt hvad det indebærer.
Den danske gynækolog Peter Bech Larsen har flere gange været udsendt med MSF, hvor han selv opererer og uddanner lokale gynækologer i at operere kvinder med fistula.
Han har beskrevet, at noget af det, som gør mest indtryk på ham, er den evige stank af urin, som omgiver kvinderne:
”Stanken af urin er ofte overvældende. For at begrænse mængden, drikker de nemlig så lidt som overhovedet muligt. Men det er faktisk det allerværste, de kan gøre, for deres urin bliver så koncentreret, at de kommer til at lugte frygteligt, og deres hud ætses væk”.
“Jeg har set billeder af senge, de har sovet i, hvor jernbunden i sengen er ætset væk, fordi deres urin løber hele tiden, og jeg har hørt historier om kvinder, som har villet eller har begået selvmord, fordi de havde det forfærdeligt.”
Et liv uden stank og udstødelse
Efter operationen er kvinderne helbredt for deres fistel, de lækker ikke længere urin og afføring og et nyt liv kan begynde – med nye håb og drømme. Kvinderne bliver resocialiseret i deres samfund og lever ikke længere i risiko for at blive udstødt.
Operationerne er komplicerede, men vi ved, hvordan man gør. Og vi kan lave operationer og gøre den store forskel for kvinderne – med hjælp fra årets Danmarks Indsamlingen.
Sidste år gjorde pengene en stor forskel for de mange tusinde flygtninge, særligt kvinder og børn, som var flygtet fra Somalia. Året inden var pengene med til at hjælpe mere end 1.000 personer til livet. De havde været udsat for seksuel vold i Zimbabwe og Sydafrika.
Samlet set har Danmarks Indsamlingen hjulpet næsten fem millioner verden over. Det er lidt færre, end hvad der bor i Danmark.
Et land, hvor de færreste har oplevet at skulle modtage nødhjælp. Hvor vores børn overlever, vi får nok at spise og vi går til lægen, når vi er syge.
Hvorfor dog give penge….
Så jeg kan godt forstå, hvorfor nogen stiller sig spørgende overfor, hvorfor man som borger i dette land højt mod nord, skal give penge til andre uden for landets grænser.
”De sulter jo stadig i Afrika” som nogen siger. Ja, det gør de. Det gjorde de også for ti, tyve, tredive år siden. Men det må ikke få os til at opgive.
En verden, hvor nødhjælpsorganisationerne ikke rykker ud, når der opstår katastrofer, er ikke værd at give videre til vores egne børn.
Ikke kun i Afrika. Men også i Asien, hvor der ydes nødhjælp i ferielande som Thailand og Kina. Eller i USA, hvor MSF var blandt de første til at hjælpe borgerne på den amerikanske østkyst, der var blevet ramt af stormen Sandy.
Ti millioner verdensborgere mangler stadig at komme i behandling for hiv /aids. De vil dø uden. I Nigeria leger børnene med jord, der er kraftig forurenet af bly. 400 børn er døde inden for en kort periode, og de overlevende har et alarmerende højt indhold af bly i blodet.
Selvfølgelig kan vi ikke være ligeglade
Dem kunne vi jo bare lade være. Lade dem dø. Ligesom de kvinder, som dør af at blive mor, fordi de ikke kan få et kejsersnit.
Eller de mænd, der må efterlade alt, hvad de har og flygte ud i natten uden at vide, om de nogensinde ser deres familie igen. Vi bor i Danmark, vi kan da være ligeglade. Nej, selvfølgelig kan vi ikke det!
Læger uden Grænser har i mere end 40 år rykket ud de steder, hvor pressen eller resten af verden ikke kommer. Pengene til vores arbejde kommer hovedsageligt fra private donationer eller indsamlinger som Danmarks Indsamlingen.
Og de går til at gøre nytte. For den enkelte patient på den korte bane, og for samfundet på den lange bane.
I de lande, hvor vi arbejder, uddanner vi læger, sygeplejersker, logistikere og andre nationale ansatte til selv at tage over en dag. For det skal de. Ingen skal bygge et liv på nødhjælp, det er der ingen værdighed i.
Vi hjælper de lokale læger til at blive bedre ved blandt andet at sende gynækologer til Burundi, som uddanner de lokale gynækologer i fistulaoperation.
Vi hjælper de nationale sundhedsministerier med at udarbejde sundhedsplaner, der skal sørge for, at alle børn bliver vaccineret, så de ikke dør af en simpel børnesygdom.
Så de kan vokse op, blive sunde og raske, tage en uddannelse og hjælpe deres land eller familie til overlevelse. Men indtil de kan det, så må vi hjælpe dem.
Ikke en verden, vi selv ville leve i…
For en verden, hvor vi ikke yder nødhjælp til dem, som har allermest brug for det, er ikke en verden, vi selv ville leve i.
En verden uden medlidenhed, empati og medmenneskelighed.
Kritiske røster vil påpege den socialdarwinistiske tilgang til nødhjælp, hvor parterne selv må finde ud af det, når først nødhjælpen er afleveret i konflikten. ’Survival of the fittest’ vil bringe balance i tingene, er der nogen der mener.
Men hvem skal sørge for, at der kommer mad ud til kvinderne, der holdes hjemme? Eller til de gamle, som ikke kan flytte sig? Til de svage og syge? I Rwanda blev næsten en million myrdet på 100 dage, godt 20 pct. af befolkningen.
Det har efterladt et land, hvor mere end halvdelen af de otte millioner indbyggere er under 18. I vores verden, er man et barn, når man er under 18. I Rwanda er man familiens overhoved, for der er ikke andre.
Rejste sig igen
Alligevel – eller på trods af dette – har landet rejst sig igen, og prøver at komme videre. Men de første kritiske dage, var det hjælpeorganisationerne, som hjalp de overlevende videre.
Det samme med Afghanistan. Eller Congo. Lande præget af krig, de svageste er bukket under og tilbage står kun de, som kan overleve ved hjælp af våben og undertrykkelse.
Det betyder jo ikke, at menneskeheden er afhængig af nødhjælp for ikke at gå op i anarki og kaos. Men nødhjælp skelner ikke mellem parter eller mennesker. Nødhjælp skelner kun mellem liv og død.
Så slemt behøver det ikke være, før vi yder nødhjælp. Så slemt SKAL det ikke være.
Michael Gylling Nielsen er direktør i Læger uden Grænsers danske afdeling
