Karneval i Oruro

Februar har igen stået i karnevallets tegn – ikke mindst i Sydamerika, hvor den ikoniske Jesus-statue på Corcovado-bjerget i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro endnu et år har våget over de letpåklædte samba-dansere, der årligt tiltrækker i hundredtusindvis af turister, der ud over fest og dans drages af Rio’s sol og strande.

Samtidig mod vest over grænsen til Bolivia, knap 2500 kilometer derfra, er luften tynd og en kraftig blæst raserer på højsletten ved byen Oruro, 3700 meter over havets overflade. Vi befinder os 3 timers kørsel fra La Paz, hvor verdens højeste statue af Jomfru Maria med sine 45 meter netop er indviet og byder velkommen til denne grå mineby, hvor det er svært at forestille sig, at et karneval af samme størrelse som i Rio finder sted.

På UNESCOs liste
I Oruro bor der 200.000, primært oprindelige folk. De har som resten af Bolivia fået fri i disse dage for at fejre det traditionsrige karneval som fejres over hele landet, men dog er størst i Oruro, hvor 30.000 nøje udvalgte dansere og musikere underholder de omkring 400.000 besøgende som valgfarter hertil. Der er meldt om udsolgt til karnevallet i år, hvilket glæder Bolivias kulturminister Pablo Groux Canedo, som sammen med præsidenten og andre ministre er mødt talstærke op til festlighederne på de opstillede tribuner: ”Karnevallet i Oruro har været på UNESCOs liste siden 2001, da det er helt unikt med danse og musiktraditioner der er flere århundreder år gamle. Det er nu en af verdens ti største karnevaller og har en stor betydning for Bolivias turisme. Festen her kan ikke beskrives med ord – den skal opleves,” fortæller en veloplagt Canedo, alt imens optogets velklædte trompetister passerer forbi.

Turister og missionærer
Turister fra hele verden har fået øjnene op for karnevallet i Oruro og flere og flere trodser det kølige ustadige vejr og den tynde luft i højderne for at deltage i festen, der ud over dans og musik er en fest der indebærer kast med vandballoner og skum, som de lokale og tilrejsende nyder godt af. Den sidste tids voldsomme regn har for en stund veget pladsen for solen og lader de deltagende svede ekstra under deres iklædte håndsyede, farverige, smukke dragter der indgår i de traditionsrige danse, der i modsætning til Rios skiftende temaer, hvert år er de samme. De repræsenterer hver dele af Bolivias folkehistorie og gennem dansene bliver publikum blandt andet mindet om, hvordan spanierne erobrede de indfødte Aymara og Quechue-indianere i Andesbjergene, da de kom hertil i 1500-tallet og ligeledes, hvordan slaver blev bragt fra Afrika til Bolivia for at arbejde i minerne.

Optoget indledes på traditionel vis med den såkaldte djævledans, hvilken er et flere århundrede gammelt ritual, hvor dansere iklædes djævlekostumer med deres karakteristiske store, farverige ansigtsmasker, hvem efterfølges af en dansende ærkeengle Michael, som repræsentant for det gode, og som til sidst vinder over djævlen og dermed det onde. Andre grupper af dansere er iklædt kostumer der repræsenterer de spanske katolske præster, som forsøgte at konvertere de indfødte over til katolicismen og endnu andre portrætterer spanierne iført deres hjelme og sværd.

Præsidenten danser med
Bolivia er Sydamerikas fattigste land og karnevallets omkostninger står i skærende kontrast hertil, men for folket i Oruro og i resten af Bolivia er disse dage i februar et kærkomment afbræk fra de store finansielle problemer og de interne konflikter mellem forskellige etniske grupper, som Bolivia står over for: ”Disse festlige dage betyder særligt meget for de indfødte indianere i Bolivia, da karnevallet oprindeligt var de indfødtes fest og hyldest til Moder Jord for senere hen at blande sig med katolske ritualer. Dette er dage, hvor de får lov til at iføre sig deres pæneste tøj, fejre høsten, danse og gøre brug af de instrumenter de selv har lavet,” udtaler kulturminister Pablo Groux Canedo, alt imens præsident Evo Morales blander sig i karnevalsoptoget ved at danse med en af de letpåklædte piger, som også er at finde i Oruros karnevalstrop.