Kommentar af Mads C. Barbesgaard
Der var pomp og pagt på Rio+20-mødet i juni i fjor, da Verdensbanken præsenterede sit “Global Partnership for Oceans” (GPO) – et partnerskab af virksomheder, regeringer og miljøorganisationer.
Partnerskabet agiterer for privatisering af verdenshavenes ressourcer, hvilket angives at kunne løse de globale problemer i havmiljøet – se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-04-13/derfor-m-vi-redde-oceanerne
Og den danske regering blåstempler nu Verdens-bankens nye privati-seringstogt.
På bankens og Valutafondens forårsmøde, der indledes mandag (se link nedenfor), er partnerskabet endnu en gang på dagsordenen.
Den danske NGO, Afrika Kontakt, har i den forbindelse en klar besked til regeringen: Drop støtten til GPOen og privatisering af havene!
GPOen er et initiativ, der, ifølge hjemmesiden, én gang for alle skal gøre op med de miljømæssige såvel som de økonomiske problemer i verdens fiskeri – se https://www.globalpartnershipforoceans.org/sites/default/files/images/GPO%20Information%20Sheet.pdf
Samtidigt skal programmet sikre, at fiskerisektoren spiller en afgørende rolle i at bekæmpe fattigdom og sørge for økonomisk vækst, særligt i det Globale Syd.
Det lyder ganske tilforladeligt og derfor har en række stater (herunder Danmark) og miljøorganisationer, fluks givet støtte til dette seneste skud på ’grøn vækst’-stammen.
Klar ideologisk undertone
The World Forum of Fisher Peoples (WFFP), der repræsenterer over 10 millioner mennesker i 30 lande, har imidlertid for nylig i et “opråb til regeringer verden over” tilkendegivet, at der er grund til bekymring.
Nærlæser man GPO dokumenterne, fremgår det nemlig, at der er en klar ideologisk undertone for programmet, nemlig, at den eneste vej frem for den globale fiskeriforvaltning er privatisering og markedsliggørelse af havets ressourcer.
Som WFFP tydeliggør gennem en række landeeksempler, har denne markedsbaserede forvaltningsmodel en iøjnespringende socioøkonomisk slagside.
I samtlige lande, hvor modellen er introduceret, har det medført omfattende koncentration af ressourcer på få hænder og katastrofale tab af arbejdspladser – specielt for kystfiskerne.
Rammer fattige kystfiskere
I det Globale Syd kan denne model få katastrofale konsekvenser for over 100 millioner kystfiskere, hvis eksistensgrundlag afhænger af adgang til havet og dets ressourcer.
Det er derfor med stor bekymring, at Afrika Kontakt kan konstatere, at regeringen, gennem Nordisk Ministerråd, har tilsluttet sig GPO-programmet.
I solidaritet med WFFP opfordrer vi til, at den danske regering trækker sin støtte til GPO-programmet tilbage og i stedet støtter op om andre eksisterende og langt mere demokratiske processer i FN-regi.
Mads C. Barbesgaard er aktivist i den danske NGO, Afrika Kontakt
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev, “Nyt om Miljø & Udvikling”, nr. 86, april 2013, udsendt fredag.
Se mere om Verdensbanken og Valutafondens forårsmøde i Washington D.C., der løber fra 15. til 21. april 2013, på
http://www.imf.org/external/spring/2013